Spørgsmål om indklagede har påtaget sig forvaltning/overvågning af obligationsbeholdning.
| Sagsnummer: | 396/1995 |
| Dato: | 08-05-1996 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Jørn Rytter Andersen, Niels Busk, Peter Nedergaard, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - formuestyring
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning |
| Ledetekst: | Spørgsmål om indklagede har påtaget sig forvaltning/overvågning af obligationsbeholdning. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 19. juni 1993 oprettede klagerne hos indklagede hver et aftaleindskud på 250.000 kr. med forfaldsdag den 19. juli 1993.
Klagerne har oplyst, at beløbet skulle anvendes til huskøb og derfor kun skulle placeres i en kortere periode, og at indklagede var orienteret herom.
Ved udløb af aftalen den 19. juli 1993 anmodede klagerne om et nyt aftaleindskud. Indklagede imødekom ikke anmodningen.
Ifølge indklagede tilbød man klagerne at placere beløbene på en indskudskonto, som forrentedes med Nationalbankens indskudsrente minus en variabel sats, som reguleredes hver 14. dag i takt med regulering af renten på Nationalbankens indskudsbeviser. Klagerne bestrider dette.
Ifølge klagerne rådede indklagede dem til "at købe nogle nye obligationer, der lige var udkommet. Disse kunne dag til dag omveksles til kontanter, så vi hurtigt kunne financiere huskøbet." Ifølge indklagede forespurgte klagerne om de kunne opnå en bedre forrentning. Indklagede oplyste, at der i så fald skulle investeres i obligationer. Klagerne blev orienteret om forrentning og kursrisiko.
Den 23. og 27. juli 1993 købte klagerne nominelt 500.000 kr. og 68.000 kr. 6% Realkredit Danmark 2026 til kurs 88,45 og 87,75.
Den 21. januar 1994 solgte klagerne obligationerne til kurs 91,90.
Den 14. februar 1994 købte klagerne nominelt 600.000 kr. 6% Realkredit Danmark 2026 til kurs 90,85.
Af depotudtog af 31. december 1994 fremgår det, at kursen for de i depotet beroende obligationer var 71,900.
Ved skrivelse af 31. januar 1995 til indklagedes interne revision anførte klagerne, at de ved købet af obligationerne havde fået oplyst, at kursen højst kunne svinge 4-5 point fra købskursen.
Ved skrivelse af 10. marts 1995 meddelte indklagedes interne revision, at man ikke kunne bekræfte, at klagerne havde fået denne oplysning. Det anførtes, at kursfaldet skyldtes rentestigningen, og at det ikke var muligt at sige noget om renteudsvingenes maksimale størrelse.
Ved skrivelse af 5. juni 1995 forespurgte klagerne indklagedes direktion, hvorfor indklagede havde undladt at kontakte dem vedrørende obligationsbeholdningen i overensstemmelse med aftalen herom.
Ved skrivelse af 14. juni 1995 henviste indklagede til, at klagerne var blevet informeret om muligheden for kursudsving. Det oplystes i skrivelsen, at kursen på klagerens obligationsbeholdning, som udgjorde 590.000 kr., da var ca. 77,02.
Klagerne har ved klageskema af 29. juli 1995 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at erstatte kurstabet.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klagerne har anført, at indklagede afslog at oprette et nyt aftaleindskud med henvisning til, at man "ikke mere indgik sådanne aftaler". Indklagede rådede dem til at købe nogle nye obligationer, der lige var udkommet. Indklagede oplyste, at de kun kunne tabe få point, hvis det gik "vildt til". Indklagede tilbød at holde øje med obligationerne og kontakte dem telefonisk, når de skulle sælge og købe. Denne aftale overholdt indklagede i en periode. Efter den 11. februar 1994 hørte de ikke mere fra indklagede og antog, at der ingen væsentlige ændringer var. Indklagede burde have kontaktet dem med henblik på salg af obligationerne. Indklagede har ydet en forkert rådgivning ved at råde dem til at købe obligationer, når pengene kun skulle placeres kortvarigt. Det bestrides, at de er blevet tilbudt at indsætte pengene på en indskudskonto. De fik ikke oplyst, at minimumskravet til særskilt aftaleindskud var ændret fra 1/4 til 1/2 mio kr. De havde 1/2 mio. kr.
Indklagede har anført, at man afslog oprettelse af aftaleindskud, da minimumskravet hertil var ændret fra 1/4 til 1/2 mio. kr. Klagerne blev tilbudt at placere deres penge på en indskudskonto. Klagerne ønskede en bedre forrentning og blev orienteret om muligheden for at købe obligationer. De blev orienteret om forrentningen og kursrisikoen. Det bestrides, at man har overtalt klagerne til at købe obligationer. Det bestrides, at man efter obligationskøbet har kontaktet klagerne med henblik på at foreslå køb eller salg af obligationer. Efter indklagedes normale politik handles værdipapirer udelukkende efter kundernes ordre. Man har ikke påtaget sig en forvaltning og overvågning af værdipapirerne.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder, uanset at klagerne ved at etablere et fælles aftaleindskud ville have opfyldt de beløbsmæssige grænser, der var gældende på tidspunktet for udløbet af de pr. 19. juni 1993 oprettede aftaleindskud, ikke grundlag for at pålægge indklagede erstatningsansvar for ikke at have tilbudt klagerne denne mulighed.
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at indklagede har garanteret et maksimalt kursudsving på 4-5 kurspoint på de omhandlede obligationer eller har påtaget sig at overvåge klagernes obligationsbeholdning. Det bemærkes herved, at klagerne måtte indse, at indklagedes forventninger til kursudviklingen på de omhandlede obligationer kunne vise sig ikke at holde stik, hvorfor de selv måtte træffe beslutning om køb og eventuelt salg af obligationerne og bære risikoen herfor.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.