Oplysningspligt i forbindelse med hjemtagelse af inkonvertibelt realkreditlån.
| Sagsnummer: | 644/1994 |
| Dato: | 17-05-1995 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Peter Stig Hansen, Jørn Ravn, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - inkonvertible realkreditlån
|
| Ledetekst: | Oplysningspligt i forbindelse med hjemtagelse af inkonvertibelt realkreditlån. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Denne sag angår spørgsmålet om, hvorvidt klagerne kan gøre ansvar gældende over for indklagede i anledning af, at klagernes ejendom i 1985 blev prioriteret med et inkonvertibelt obligationslån 11% frem for et konvertibelt obligationslån.
Som led i finansiering af klagernes opførelse af parcelhus indhentede indklagede lånetilbud på forhåndslån hos Realkredit Danmark af 11. december 1985.
Af lånetilbuddet fremgår bl.a.:
"Vi kan hermed tilbyde følgende lån: | Termins-ydelse | Hovedstol | |
30-årigt obligationslån (ny bolig) 13.serie - nom. rente 11% - eff. rente10,48% p.a. kvartårlig ydelse kr. | 26.441 | ||
Heraf rente og bidrag kr. | 25.434 | ||
Nettoprovenu (kurs 107.000 Indskud kr. | 9.230 | ||
Gebyr kr. 1.000 og kurtage) kr. | 965.315 | ||
Eller | |||
30-årigt obligationslån (ny bolig)23. serie - nom. rente 15% - eff.rente 10,60% p.a. kvartårlig ydelse kr. | 26.665 | 999.000 | |
Heraf rente og bidrag kr. 25.304 | |||
Nettoprovenu (kurs 97.750, indskud kr. | 9.900 | ||
Gebyr kr. 1.000 og kurtage) kr. | 964.068" |
Lånetilbuddet var vedlagt pantebrevsudkast vedrørende det første lånetilbud med hovedstol 913.000 kr., hvoraf bl. a. fremgik: "Lånet kan kun indfries med obligationer, uanset det på side 2 pkt. 10 anførte." Pantebrevet blev underskrevet af klagerne den 27. december 1985 og tinglyst den 16. januar 1986.
Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale en erstatning på 500.000 kr.
Indklagede har nedlagt påstand frifindelse.
Klagerne har anført, at de i begyndelsen af 1994, hvor de ønskede at omprioritere deres ejendom, blev gjort opmærksom på, at dette på grund af pantebrevets særlige indfrielsesvilkår ikke kunne lade sig gøre, uden at de ville blive påført et ekstraordinært tab. En navngiven ejendomsmægler har anslået tabet til ca. 500.000 kr. I forbindelse med låneoptagelsen havde de ikke anledning til at tro, at der for deres lån var særlige vilkår. De havde bedt om et almindeligt obligationslån og var uvidende om de særlige vilkår og betydningen heraf. Det forhold, at kursen var 107, gav ikke anledning til overvejelser. De troede blot, at de var heldige derved, at kursen var over 100. De underskrev pantebrevet i tillid til indklagedes oplysning om, at dette var det bedste tilbud. Indklagede har pådraget sig erstatningsansvar ved at undlade at oplyse om lånets særlige vilkår og konsekvenserne heraf.
Indklagede har anført, at den ekspederende medarbejder erindrer, at klagerne blev oplyst om konsekvenserne af at optage et inkonvertibelt lån. Efter at have gennemgået Realkredit Danmarks lånetilbud med klagerne, besluttede de sig for det inkonvertible lån. Lånet var fordelagtigt på det tidspunkt, hvor det blev optaget. Det fremgår af pantebrevets forside, at lånet kun kan indfries med obligationer. Endvidere indicerer kursen 107, at der ikke kan foretages en konvertering på samme betingelser, som ved konvertible lån.
Ankenævnets bemærkninger:
Som anført i sagsfremstillingen blev der af indklagede indhentet lånetilbud, ét på et konvertibelt og ét på et inkonvertibelt lån. Ankenævnet finder på grundlag heraf, at fordele og ulemper ved de to lånetyper må være gennemgået med klagerne forud for låneoptagelsen. Det fremgår endvidere udtrykkeligt af det af klagerne underskrevne pantebrev til kreditforeningen, at lånet kun kan indfries med obligationer. Når endvidere henses til, at lånet blev udbetalt til overkurs, finder Ankenævnet, at klagerne måtte være klar over, at pantebrevet var undergivet særlige indfrielsesvilkår, som kunne indebære, at det alene kunne indfries til overkurs. Efter alt foreliggende findes der herefter ikke at være grundlag for at pålægge indklagede erstatningsansvar.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.