Indsigelse mod opkrævning af gebyr i forbindelse med omprioritering.
| Sagsnummer: | 290 /2000 |
| Dato: | 21-12-2000 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Lisbeth Baastrup, Karin Duerlund, Kåre Klein Emtoft, Niels Bolt Jørgensen |
| Klageemne: |
Gebyr - omprioritering
|
| Ledetekst: | Indsigelse mod opkrævning af gebyr i forbindelse med omprioritering. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Under denne sag har klageren gjort indsigelse mod et af indklagede opkrævet gebyr på 1.500 kr. i forbindelse med en omprioritering.
Sagens omstændigheder.
Sammen med to medejere af en fast ejendom indhentede klageren i februar 1999 et lånetilbud fra Realkredit Danmark på et obligationslån på 314.000 kr. Låntagerne ekspederede selv tinglysning af pantebrevet til Realkredit Danmark. Endvidere indgik låntagerne kurskontrakt med Realkredit Danmark.
I marts 1999 rettede klageren henvendelse til indklagede med henblik på, at indklagede skulle stille garanti for tinglyst pantebrev uden anmærkninger.
Indklagede stillede garanti over for Realkredit Danmark og hjemtog realkreditlånet.
I marts 2000 afsluttede indklagede omprioriteringssagen og hævede 1.500 kr. i gebyr på den oprettede omprioriteringskonto.
Klageren protesterede efterfølgende mod gebyrets opkrævning, hvilket indklagede fastholdt.
Parternes påstande.
Klageren har den 24. juli 2000 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbagebetale gebyret på 1.500 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at indklagede ikke er berettiget til gebyret på 1.500 kr., idet indklagede ikke har oplyst om gebyret og heller ikke kan dokumentere, at der blev afgivet accept for betaling af gebyr. De har ikke modtaget rådgivning fra indklagede i sagen, for hvilken der er betalt ekspeditionsgebyr til Realkredit Danmark.
Indklagede har anført, at klageren i forbindelse med oprettelsen af omprioriteringskontoen blev gjort bekendt med, at man ville opkræve gebyr.
Ved gebyrets fastsættelse er der taget højde for, at låntagerne selv forestod visse af ekspeditionerne i forbindelse med sagen.
Indklagedes gebyr på 1.500 kr. må anses som rimeligt.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Der er afgivet modstridende forklaringer om, hvorvidt indklagede ved klagerens henvendelse i marts 1999 gjorde klageren opmærksom på, at indklagede ville beregne sig gebyr for sin medvirken ved omprioriteringen. Ankenævnet finder imidlertid, at klageren og dennes medejere under alle omstændigheder måtte påregne, at indklagede ville forlange vederlag for det arbejde, der var forbundet med indklagedes medvirken ved omprioriteringen. Herefter, og da det af indklagede opkrævede gebyr på 1.500 kr. ikke kan tilsidesættes som urimeligt, tages klagen ikke til følge.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.