Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Beregning af låneomlægning. Indfrielsesbeløb.

Sagsnummer: 20305024 /2003
Dato: 16-02-2004
Ankenævn: Hugo Wendler Pedersen, Jeanette Werner, Morten Westergaard, Steen Jul Petersen og Jes Zander Brinch
Klageemne: Omlægning - beregning
Indfrielse - beløb
Ledetekst: Beregning af låneomlægning. Indfrielsesbeløb.
Indklagede: BRFkredit A/S
Øvrige oplysninger:
Senere dom: Download som PDF
Realkreditinstitutter

Klageren havde i sin ejendom et kortrentelån til institut 1 samt et ejerpantebrev. Det indklagede institut 2 fremsendte i december 2002 et tilbud til klageren på et nyt kortrentelån. I budgettet for låneomlægningen indgik lånet til institut 1 med et indfrielsesbeløb på 774.161 kr., mens ejerpantebrevet forudsattes at rykke, og der var beregnet et overskydende provenu på 301.139 kr. Klageren indgik i december 2002 en tinglysningsaftale med institut 2, hvori han anførte, at gælden bag ejerpantebrevet også ønskedes indfriet. Institut 2 overførte i december 2002 et beløb på 116.938 kr. til klagerens konto i det med institut 1 koncernforbundne pengeinstitut og fremsendte en låneafregning, hvoraf det fremgik, at der var foretaget modregning i provenuet på det nye lån for blandt andet lånesagsgebyr, gebyr for tinglysningsservice samt kurtage med i alt 5.525 kr. samt for indfrielse af det gamle realkreditlån med 752.344 kr. og ejerpantebrevet med 208.168 kr. Det med institut 1 koncernforbundne pengeinstitut hævede i januar 2003 et beløb på 47.868 kr. på klagerens konto til dækning af restbeløb ved indfrielse af lånet til institut 1. Institut 1 fremsendte samme dag en indfrielsesopgørelse til institut 2, som udviste et indfrielsesbeløb på 800.212 kr. Efter henvendelse fra klagerens advokat oplyste institut 2 i marts 2003, at indfrielsesbeløbene i låneafregningen var telefonisk oplyst af det med institut 1 koncernforbundne pengeinstitut, og at institut 2 derfor ikke anså sig for ansvarlig for, at indfrielsesbeløbet var anført med et lavere beløb end det faktiske indfrielsesbeløb.

Klageren indbragte sagen for Nævnet med påstand om, at han var berettiget til en godtgørelse som følge af lånesagsbehandlingen. Institut 2 påstod frifindelse.

Nævnet lagde til grund, at instituttet i december 2002 telefonisk fra pengeinstituttet havde fået oplyst, at (kontant)restgælden på den prioritet, som skulle indfries, udgjorde 752.344 kr., og at dette beløb var blevet anvendt i låneafregningen i stedet for kontantlånets indfrielsesbeløb med tillæg af gebyrer, kurtage og eventuel delydelse. Nævnet fandt, at instituttet, der som professionel långiver havde valgt telefonisk at indhente centrale oplysninger, over for klageren måtte bære ansvaret for, at der opstod misforståelser, men fandt imidlertid ikke, at klageren derved havde lidt et tab. Nævnet fandt således ikke, at der var grundlag for at pålægge instituttet at betale erstatning og ej heller godtgørelse. Derimod fandt Nævnet, at instituttet havde fortabt retten til at kræve vederlag for låneomlægningen, og at instituttet skulle tilbagebetale klageren ekspeditionsgebyr, gebyr for tinglysningsservice samt kurtage med i alt 5.525 kr.