Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om erstatningsansvar for kurstab på Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer omfattet af formueplejeaftale.

Sagsnummer: 100/2010
Dato: 07-03-2011
Ankenævn: Vibeke Rønne, Carsten Holdum, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen, Astrid Thomas
Klageemne: Værdipapirer - formuestyring
Ledetekst: Spørgsmål om erstatningsansvar for kurstab på Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer omfattet af formueplejeaftale.
Indklagede: Jyske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører, om Jyske Bank har pådraget sig et erstatningsansvar for kurstab på klagerens Jyske Invest Hedge Markedsneutral Obligationer, som banken i henhold til en formueplejeaftale havde investeret en del af klagerens midler i.

Sagens omstændigheder.

Klageren og dennes ægtefælle M, var i sommeren 2005 til møde med banken. I forlængelse af mødet fik klageren den 29. august 2005 tilsendt en investeringsprofil. Ifølge investeringsprofilen var klagerens profil "stabil". Af profilen fremgik, at klageren skulle bruge de investerede midler om 7-10 år, ønskede en investering med et godt og sikkert afkast på langt sigt, men kunne acceptere en moderat risiko på kort sigt, og at hun ville investere, så risikoen for negative afkast var begrænset.

Af bankens faktablad af 1. juli 2005 vedrørende den "stabile" profil fremgår, at udgangspunktet for bankens porteføljesammensætning er 18 % i etablerede aktiemarkeder, 2 % i nye aktiemarkeder, 65 % i danske obligationer og 15 % i højrenteobligationer.

Klageren underskrev herefter en aftale om "Jyske Pengepleje – Stabil" med et indskud på mindst 200.000 kr. Af "Aftale om Jyske Pengepleje - Stabil" fremgår:

"…

Investeringsstrategi og risikoeksponering

For at sikre at din investering får en god risikospredning, bliver den placeret i investeringsforeninger, som investerer i danske og udenlandske aktier, traditionelle obligationer og højrenteobligationer*). Herudover kan en del af indskuddet blive placeret som kontant indestående, eller andre alternative investeringer**).

Vi placerer dit indskud så sammensætningen af din investering stemmer overens med din investeringsprofil og vores forventninger til markedet.

Jyske Pengepleje - Stabil

Dit indskud bliver primært investeret i obligationer og i mindre grad i aktier og andre investeringer.

-

Mindst 30 % og højest 90 % i obligationer, herunder dog højest 25 % i højrenteobligationer*.

-

Højest 30 % i aktier.

-

Højest 20 % i alternative investeringer**.

-

Højest 60 % på kontant konto.

*) Højrenteobligationer

Obligationer udstedt af virksomheder eller stater med en lavere kreditværdighed end traditionelle obligationer. På grund af større risiko er disse obligationer højere forrentet.

**) Alternative investeringer mv.

Alternative investeringer og strukturerede produkter omfatter de investeringer, der ikke kan betragtes som almindelige aktie- eller obliga­tionsinvesteringer eller kontantplacering. Disse investeringer kan fx repræsentere nye aktivklasser – råvarer, ejendomme eller lignende – som det ellers ville være besværligt eller umuligt at investere i. For strukturerede produkter kan investeringerne også bestå af kombinationer af flere aktivtyper. Endeligt er strukturerede produkter i nogle tilfælde attraktive alternativer til almindelige indlån.

Fuldmagt til investering

Du giver hermed Jyske Bank fuldmagt til - inden for de aftalte rammer -, at investere det til enhver tid indestående på ovennævnte Pengeplejekonto og den til enhver tid værende beholdning i ovennævnte depot.

Skat, ansvar og risiko

Du er også opmærksom på, at du kan risikere at investeringerne kan medføre tab.

…"

Den 26. oktober 2007 købte banken til klagerens depot 215 stk.Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer til kurs 100,25 for 21.553,75 kr.

Af beholdningsoversigt af 26. oktober 2007 for klagerens depot fremgår, at klagerens depot indeholdt:

Aktier

Markedsværdi, kr.

Andel af aktiver

Jyske Invest Favorit Aktier

35.786,82

8,25 %

Jyske Invest Globale Aktier

11.079,72

2,55 %

Jyske Invest Globale Ejendomsaktier

19.728,62

4,55 %

Aktier total

66.595,16

15,35 %

Obligationer Danmark

Markedsværdi, kr.

Andel af aktiver

Jyske Invest lange obligationer

227.830,60

52,52 %

Obligationer Danmark total

227.830,60

52,52 %

Obligationer nye markeder

Markedsværdi, kr.

Andel af aktiver

Jyske Invest Nye Obl. Markeder Valuta

22.052,00

5,08 %

Jyske Invest Nye Oblg Markeder

21.336,00

4,92 %

Obligationer nye markeder total

43.388,00

10 %

Obligationer Virksomheder

Markedsværdi, kr.

Andel af aktiver

Jyske Invest Virksomhedsobligationer

22.173,72

5,11 %

Obligationer Virksomheder total

22.173,72

5,11 %

Alternativer

Markedsværdi, kr.

Andel af aktiver

Jyske Invest Hedge Markedsneutral Obligationer

21.930,00

5,06 %

Jyske Invest Hedge Markedsneutral Aktier

25.695,30

5,92 %

Alternativer total

47.625,30

10,98 %

Kontanter

Markedsværdi, kr.

Andel af aktiver

Transaktionskonto

25.887,34

5,97 %

Vedhængende rente

281,57

0,06 %

Kontanter total

26.168,91

6,03 %

Total for depot

433.781,69

100 %

Pr. 10. december 2009 var kursen på Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer ca. 22 kr.

Parternes påstande.

Klageren har den 6. februar 2010 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Jyske Bank skal tilbagekøbe 215 stk. Jyske Invest Hedge Markedsneutral Obligationer.

Jyske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at Jyske Bank på mødet i sommeren 2005 intet nævnte om investering i risikable værdipapirer. Hun noterede sig, at hendes investeringsprofil af banken var blevet karakteriseret som forsigtig.

Hedgeforeningens investeringsstrategi med spekulation i rentemarginaler, er overhovedet ikke egnet for almindelige folkepensionister, som ikke har forstand på værdipapirer. En investering i Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer kan ikke karakteriseres som forsigtig – særligt når man henser til Finanstilsynets påtale over for hedgeforeningen.

Investering i sådanne produkter må forudsætte, at investoren har modtaget en grundig og reel rådgivning fra banken.

Jyske Bank gjorde i forbindelse med indgåelse af aftalen om Jyske Pengepleje ikke opmærksom på, at en sådan aftale ville medføre investering i særdeles risikobetonede værdipapirer som Jyske Invest Hedge Markedsneutral Obligationer.

Hun blev ikke kontaktet af banken inden den investerede hendes midler i hedgeforeningen. Der er således hverken i forbindelse med indgåelsen af aftalen om Jyske Pengepleje eller inden købet af Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer blevet informeret om den store risiko, herunder hvorledes produktet adskilte sig fra såvel almindelige stats- og realkreditobligationer som obligationsbaserede investeringspapirer. Der er således tale om særdeles mangelfuld rådgivning.

Jyske Bank har anført, at klageren har givet banken fuldmagt til at håndtere sine investeringer.

Bankens investering i Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer holdt sig inden for den af klageren afgivne fuldmagt og hendes risikoprofil.

Jyske Bank har dermed ikke pådraget sig et ansvar i forbindelse med investeringen.

Banken kunne i øvrigt ikke forudse den finanskrise, som var årsagen til den faldende kurs på Jyske Invest Hedge Markedsneutral Obligationer.

Klageren burde have indset, at hun alene havde risikoen for kursudviklingen på investeringerne.

Banken har ikke begået fejl eller forsømmelser, der kan medføre et erstatningsansvar og bankens anbefalinger, i relation til investering af klagerens midler, var baseret på bankens forventninger til, hvordan markederne ville udvikle sig. Forventninger som kunne vise sig ikke at holde stik, hvilket klageren måtte indse.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Af aftalen om Jyske Pengepleje fremgår, indenfor hvilke rammer banken kan investere klagerens indskud, herunder at midlerne placeres, så sammensætningen passer overens med investeringsprofilen. Ifølge aftalen kan alternative investeringer udgøre højest 20 %. Efter aftalens definition af "alternativ investeringer m.v." finder Ankenævnet, at Jyske Bank kunne investere klagerens midler i bl.a. Jyske Invest Hedge Markedsneutral obligationer. Bankens investering i oktober 2007 af ca. 5 % af klagerens midler i dette værdipapir er herefter ikke i strid med aftalen.

Det er ikke godtgjort, at banken i øvrigt har handlet erstatningspådragende ved forvaltningen af aftalen.

Det bemærkes, at Ankenævnet ikke påtager sig at foretage en revisionsmæssig gennemgang af de under en formueplejeaftale foretagne investeringer med henblik på at konstatere eventuelle investeringer i strid med aftalen.

Som følge heraf træffes følgende

afgørelse:



Klagen tages ikke til følge.