Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Notalån.

Sagsnummer: 195 /1993
Dato: 22-10-1993
Ankenævn: Niels Waage, Jørn Ravn, Søren Geckler, Allan Pedersen
Klageemne: Udlån - stiftelse
Ledetekst: Notalån.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Den 17. november 1989 etableredes i klagerens navn hos indklagede et lån på 27.770 kr. Indklagede har oplyst, at lånet er et såkaldt notalån, der er et lån ydet uden efterfølgende skriftlig accept af debitor. Lånebeløbet med fradrag af omkostninger på ialt 770 kr. blev samme dag overført til klagerens bankbog.

Den 24. november 1989 hævede klagerens daværende ægtefælle 24.110 kr. på klagerens bankbog. Indklagede har oplyst, at bankbogen var medbragt ved hævningen, ligesom ægtefællen oplyste bogens mærke. Under sagen er fremlagt udbetalingsbilag vedrørende hævningen.

Lånets ydelser, 1.000 kr. månedligt, pr. den 29. december 1989, 31. januar og 28. februar 1990 er hævet på klagerens bankbog.

Den 5. marts 1990 fremsendte klagerens nuværende pengeinstitut anmodning om overførsel af klagerens engagement med indklagede. Overførselsanmodningen, som er underskrevet af klageren, angiver blandt de konti, som skulle overføres, kontonummeret på det den 17. november 1989 etablerede lån. Klagerens engagement overførtes herefter, og det omhandlede lån hos indklagede blev indfriet. Af sagen fremgår, at der hos klagerens nye pengeinstitut herefter etableredes et nyt lån.

Klageren har ved klageskema af 1. april 1993 indbragt sagen for Ankenævnet og har nedlagt endelig påstand om, at indklagede tilpligtes at overføre yderligere 24.110 kr. til klagerens engagement med sit nuværende pengeinstitut.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har til støtte for påstanden anført, at hun i forbindelse med ophævelsen af samlivet med den tidligere ægtefælle fik de papirer, hvorpå hendes navn var anført. Senere fulgte en tvangsauktion over en fast ejendom. Da tingene var kommet lidt på afstand, gennemgik hun sammen med sin søster papirerne og fandt blandt disse kopi af gældsbrevet vedrørende lånet hos indklagede. Hun har ikke anmodet om det omhandlede lån og stiller sig uforstående overfor, at indklagede uden hendes skriftlige samtykke kunne etablere lånet. I forbindelse med henvendelsen til sit nye pengeinstitut om overførsel af engagementet fra indklagede kendte hun ikke til lånet, og hun kan ikke forstå, at kontonummeret på udlånet fremgår af overførselsanmodningen.

Indklagede har anført, at man ikke i indklagedes afdeling på nuværende tidspunkt har nogen erindring om de nærmere omstændigheder ved lånets optagelse, ligesom man ikke har nogen erindring om, hvorvidt klageren var til stede i forbindelse med ægtefællens hævning den 24. november 1989. Klageren har været bekendt med lånet, og dette fremgår da også af, at lånet er medtaget på overførselsanmodningen fra marts 1990. Klageren har endvidere udvist passivitet ved først i 1993 at rejse spørgsmål om lånets udbetaling.

Indklagede har under sagens forberedelse i Ankenævnet opfordret klageren til at oplyse, om der på grundlag af renteudgifter på lånet er opnået et skattemæssigt fradrag. Klageren har ikke imødekommet denne opfordring.

Ankenævnets bemærkninger:

Som sagen foreligger oplyst for Ankenævnet, må det lægges til grund, at klageren opfyldte lånets tilbagebetalingsvilkår, så længe hun var kunde hos indklagede, og at hun var bekendt med lånet, da hun i marts 1990 overførte sine engagementer med indklagede til sit nuværende pengeinstitut, i hvilken forbindelse lånet må være indfriet. Der findes herefter ikke grundlag for at statuere, at indklagede har handlet erstatningspådragende overfor klageren i forbindelse med låneoptagelsen.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.