Forrentning, skødedeponeringskonto, sikringskonto.
| Sagsnummer: | 65 /1990 |
| Dato: | 28-05-1990 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Hans Rex Christensen, Niels Bolt Jørgensen, Lars Pedersen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Skødedeponeringskonto - forrentning
Rente - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Forrentning, skødedeponeringskonto, sikringskonto. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 2. november 1988 underskrev klageren et skøde, ifølge hvilket hun med overtagelse pr. 1. januar 1989 købte en fast ejendom. Det fremgik af skødet, at klageren skulle deponere købesummen, 115.000 kr., ved skødets underskrift, og at beløbet skulle frigives til sælger, når endeligt skøde var tinglyst uden præjudicerende retsanmærkninger.
Den 19. december 1988 deponerede klageren købesummen, som - efter fradrag af udgifter, der skulle bæres af sælger - udgjorde 110.000 kr. Det deponerede beløb stilledes til rådighed fra indklagedes side ved, at beløbet debiteredes en udlægskonto hos indklagede. Denne udlægskonto forrentes med 15% p.a.
Den 6. april 1989 modtog indklagede et provenu på 243.355,56 kr. af et kreditforeningslån nominelt 250.000 kr., der var optaget af klageren mod indeståelse fra indklagede for anmærkningsfri lysning. Beløbet krediteredes en spærret konto, som forrentedes med 8% p.a. I skrivelse af samme dag meddelte indklagede klageren, at denne forrentning var gældende fra perioden 6. april til 6. juli 1989, hvorefter en ny aftale om forrentning skulle indgås.
Da kreditforeningspantebrevet på grund af sælgers forhold ikke kunne lyses uden anmærkninger, meddelte indklagede ved skrivelse af 11. juni 1989 klageren, at provenuet fra kreditforeningslånet i perioden fra 6. juli 1989 til 6. august 1989 ville blive forrentet med 9,25% p.a. I august 1989 forelå skøde og kreditforeningspantebrev tinglyst uden præjudicerende retsanmærkninger. Ved ophævelse af udlægskontoen debiterede indklagede kontoen med et gebyr på 1.000 kr.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede ikke er berettiget til at forrente udlægskontoen som sket, samt at indklagede tilpligtes at fremkomme med en opgørelse af rentebeløbene vedrørende udlægskontoen og sikringskontoen.
Indklagede, der i forbindelse med sagens forberedelse for Ankenævnet har fremlagt kontoudskrifter vedrørende de omhandlede konti, har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at det er ubegrundet, at den spærrede konto forrentes med 8% p.a., mens udlægskontoen forrentes med 15% p.a. Klageren må i realiteten betale en rente på 15% p.a. for at låne sine egne penge.
Indklagede har anført, at indklagede efter anmodning har deponeret købesummen og ikke udstedt en garanti for 110.000 kr.
Det deponerede låneprovenu er blevet forrentet som aftaleindskud med minimum indskud 250.000 kr., og det beregnede gebyr 1.000 kr. er absolut ikke dækkende for det arbejde, handlen har afstedkommet. Det er derfor indklagedes opfattelse, at sagen er blevet behandlet yderst kulant.
Ankenævnets bemærkninger:
Det må lægges til grund, at udlægskontoen er oprettet efter anmodning fra klageren i anledning af, at denne skulle deponere købesummen. Da indklagede havde afgivet indeståelse for anmærkningsfri tinglysning af kreditforeningspantebrevet, har indklagede været berettiget til foreløbig at indsætte låneprovenuet på en spærret konto, hvis indestående ikke kunne anvendes til indfrielse af udlægskontoen, før kreditforeningspantebrevet var tinglyst anmærkningsfrit. Forrentningen af de to konti kan ikke kritiseres, og det må lægges til grund, at indklagede har været uden indflydelse på den forsinkelse, der tilsyneladende opstod med hensyn til anmærkningsfri tinglysning af kreditforeningspantebrevet.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.