Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om ansvar ved rådgivning om ikke at sælge Roskilde Bank aktier.

Sagsnummer: 1199 /2009
Dato: 12-04-2010
Ankenævn: John Mosegaard, Søren Geckler, Troels Hauer Holmberg, Erik Sevaldsen
Klageemne: Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Ledetekst: Spørgsmål om ansvar ved rådgivning om ikke at sælge Roskilde Bank aktier.
Indklagede: Roskilde Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter



Indledning.

Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning for tab ved rådgivning i 2007 om ikke at sælge hendes Roskilde Bank aktier.

Sagens omstændigheder.

Klageren, som er født i juli 1947, var i 1996 kunde i Roskilde Bank. Banken har anført, at hun siden da har haft Roskilde Bank aktier.

Banken har anført, at klageren siden 2001 har haft tre forskellige pensionsdepoter i banken med beholdninger af bl.a. Roskilde Bank aktier. Ultimo 2001 var klagerens samlede beholdning af Roskilde Bank aktier 145 stk. To af pensionsdepoterne var indtil 2003 tilknyttet en formueplejeaftale. Banken har under sagens forberedelse for Ankenævnet fremlagt et eksempel på en sådan aftale. Heraf fremgår:

"…

Jeg er indforstået med at Roskilde Bank omlægger min portefølje for at opnå den aftalte profil.

Præferenceaktier i Roskilde Bank bliver ikke overvåget og handles kun hvis jeg selv beder om det.

Al investering giver mulighed for både gevinst og tab. Risikoen for tab på værdipapirer opstår blandt andet i forbindelse med ændringer i papirernes værdi, i vekselkurser eller i udsteders situation. Risikoen afhænger bl.a. af mit valg af risikoprofil og min investeringshorisont.

Banken kan ikke garantere for hvordan investeringen udvikler sig, og jeg indforstået med ikke at gøre Roskilde Bank ansvarlig for fejlskøn, tab eller tab af muligheder, undtagen i tilfælde af grov uagtsomhed eller misligholdelse.

Roskilde Bank aktier i porteføljen bliver ikke overvåget, og de indgår heller ikke i den vægtning som er aftalt i min investeringsprofil.

…"

I 2004 foretog banken et aktiesplit i forholdet 1:5, hvorefter klagerens samlede beholdning af Roskilde Bank aktier udgjorde 725 stk.

Ved en aktieemission i august 2005 valgte klageren at sælge 685 stk. Roskilde Bank tegningsretter og købe 20 stk. aktier, hvorefter hendes samlede beholdning af Roskilde Bank aktier udgjorde 745 stk.

I november 2006 foretog banken et aktiesplit i forholdet 1:2, hvorefter klagerens samlede beholdning af Roskilde Bank aktier udgjorde 1.490 stk.

I december 2006 solgte klageren 21. stk. Roskilde Bank aktier, hvorefter hendes samlede beholdning af Roskilde Bank aktier udgjorde 1.469 stk.

Ved en aktieemission i marts 2007 valgte klageren at sælge sine tildelte 1.469 stk. Roskilde Bank tegningsretter.

Klageren har anført, at hun var til møde i banken i 2007, da hun i juli måned fyldte 60 år. Hun ønskede først pensionsordningerne udbetalt, når hun fyldte 62 år, og rådførte sig med banken vedrørende salg af værdipapirerne. Banken anbefalede, at hun ikke solgte Roskilde Bank aktierne.

Værdien af Roskilde Bank aktierne pr. 2. juli 2007 udgjorde 934.239,93 kr. ud af en samlet depotbeholdning på 1.277.571,75 kr. Roskilde Bank har om andelen af Roskilde Bank aktier pr. 2. juli 2007 under korrespondance med klageren bemærket, at denne fordeling kan virke usædvanlig, men skyldes hovedsageligt den voldsomme kursstigning i Roskilde Bank aktien, samt at klageren i perioden har solgt ud af andre værdipapirer.

Banken har under sagens forberedelse fremlagt en graf for kursudviklingen på Roskilde Bank aktien, som overordnet viser et vedvarende fald fra sommeren 2007.

Ved fondsbørsmeddelelse af 24. august 2008 oplyste Roskilde Bank, at den ikke længere opfyldte lovgivningens solvenskrav. Handlen med Roskilde Bank aktier blev herefter suspenderet. Banken blev erklæret konkurs den 3. marts 2009. Finansiel Stabilitet A/S fik via et nyt selskab, der overtog navnet Roskilde Bank, til formål at afvikle den gamle Roskilde Banks aktiviteter.

Parternes påstande.

Klageren har den 17. november 2009 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Roskilde Bank tilpligtes at erstatte hendes tab ved ikke at have solgt sine Roskilde Bank aktier, da hun fyldte 60 år i 2007.

Roskilde Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at bankens rådgiver rådede hende til ikke at sælge Roskilde Bank aktierne eller en del af dem, da hun blev 60 år. Rådgiveren sagde, at "de står jo godt".

Dette er dårlig rådgivning. En anden af rådgiverne i banken har efterfølgende oplyst, at det er usædvanligt i hendes alder at have så stor en aktieandel. Hun burde være blevet rådgivet til et helt eller delvist salg af aktierne og eventuelt investering i mere sikre papirer.

Roskilde Bank har anført, at banken ikke har ydet en fejlagtig eller mangelfuld rådgivning i sagen.

Klageren har selv besluttet løbende at købe aktierne og har løbende realiseret kursgevinster ved salg af aktier og tegningsretter.

Da klageren opsagde formueplejeaftalerne, valgte hun selv at beholde beholdningen af værdipapirerne.

Det fremgår af formueplejeaftalerne, at Roskilde Bank aktier ikke indgår i porteføljen og ikke overvåges.

Da aktierne var placeret i pensionsdepoter, var investeringshorisonten lang.

Klageren traf selv beslutningen om ikke at realisere aktierne, da kursen var nedadgående i 2007. Hun kunne ikke være uvidende om den risiko, som er forbundet med investering i aktier.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Klageren har anført, at bankens medarbejder rådede hende til ikke helt eller delvist at sælge sin beholdning af Roskilde Bank aktier i forbindelse med, at hun fyldte 60 år i juli 2007. Ankenævnet bemærker, at selvom klagerens forklaring lægges til grund, er der ikke grundlag for at fastslå, at medarbejderen herved begik en ansvarspådragende fejl, uanset hensynet til risikospredning og pensionsformålet kunne tale for en nedbringelse af beholdningen af Roskilde Bank aktier. Klageren kunne således ikke være uvidende om den risiko, der er forbundet med investering i aktier, herunder at kursen efterfølgende kunne vise at falde, og at hun selv måtte træffe en beslutning om et eventuelt salg af aktierne og bære risikoen herved.

Som følge heraf træffes følgende

afgørelse:




Klagen tages ikke til følge.