Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod krav om oplysninger i henhold til hvidvaskloven og mod spærring af betalingskonto.

Sagsnummer: 63/2020
Dato: 19-08-2020
Ankenævn: Vibeke Rønne, George Wenning, Kristian Ingemann Petersen, Morten Bruun Pedersen og Poul Erik Jensen
Klageemne: Konto - registreringsforhold
Ledetekst: Indsigelse mod krav om oplysninger i henhold til hvidvaskloven og mod spærring af betalingskonto.
Indklagede: Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod Danske Banks krav om oplysninger i henhold til hvidvaskloven og mod spærring af betalingskonto.

Sagens omstændigheder

Klageren er kunde i Danske Bank, hvor han har en betalingskonto -810 samt adgang til netbanken. Betalingsskontoen var registreret som klagerens NemKonto.

Klageren har oplyst, at han de seneste ti år har været bosat uden for Danmark, og at han for øjeblikket er bosiddende i Dubai i de Forenede Arabiske Emirater.

Den 17. januar 2019 indbetalte klageren 75.000 kr. på betalingskontoen som en udenlandsk overførsel fra en konto i Danske Bank Luxembourg.

Den 29. august 2019 indbetalte klageren 96.800 kr. på betalingskontoen som en udenlandsk overførsel fra en konto hos en hollandsk bank.

Ved et brev af 24. oktober 2019 bad banken klageren sende oplysninger om hans brug af banken inden den 17. december 2019. Banken oplyste, at hvis den ikke havde hørt fra klageren inden fristens udløb, ville alle hans produkter i banken blive spærret den 27. december 2019.

Ved et brev af 2. december 2019 mindede banken klageren om, at han stadig kunne nå at kontakte banken med henblik på at udlevere de nødvendige oplysninger om hans brug af banken. Det fremgik desuden, at oplysningerne, der skulle opdateres, blandt andet var oplysninger om klagerens forventede betalinger på betalingskontoen, kontantindsættelser samt overførsler til udlandet. Fristen for opdatering af oplysningerne var den 27. december 2019.

I perioden fra den 17. december 2019 til den 31. januar 2020 var klageren i løbende dialog med banken både telefonisk og via netbanken. I den forbindelse bad banken om oplysninger om de to ovennævnte indbetalinger på betalingskontoen fra henholdsvis en konto i Holland og en konto i Danske Bank Luxembourg. Derudover efterspurgte banken et overordnet indblik i klagerens formue i udlandet inden den 21. februar 2020, da klagerens betalingskonto i modsat fald ville blive spærret.

Klageren sendte herefter banken dokumentation for de to indbetalinger på betalingskontoen, men ønskede ikke at udlevere oplysninger om sine formueforhold i udlandet.

Klageren hævede indeståendet på betalingskonto -810.

Banken spærrede herefter betalingskonto -810.

Parternes påstande

Den 19. februar 2020 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal ophæve spærringen af betalingskonto -810 og frafalde krav om yderligere oplysninger.

Danske Bank har principalt nedlagt påstand om frifindelse og subsidiært om afvisning.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken uberettiget har begrænset hans adgang til at disponere over kontoen.

Han har svaret på alle bankens forespørgsler, oftest de samme, inden for kortere perioder. Han har dokumenteret sin adresse i udlandet og sendt dokumentation for overførsler til hans danske konto fra udlandet for at verificere, hvor pengene kommer fra. Alt, som er beskrevet under bankens procedurer, er overholdt fra hans side. Alligevel insisterer banken på at få et overblik over hans formueforhold i udlandet, som ikke har noget som helst med Danske Bank at gøre. Dette er kun ud fra forretningsmæssige hensyn og ikke lovgivningsmæssige. Bankens seneste mail gav ham to dage til at oplyse sine formueforhold. Ellers lukkede den kontoen.

Han har et sommerhus i Danmark, og han anvender blandt andet betalingskontoen til diverse betalinger vedrørende sommerhuset og til forbrug i ferier, så det sætter ham i en besværlig situation, at han ikke kan anvende kontoen. Det virker som om, at banken vil af med ham som kunde på trods af, at han altid har overholdt alle bankens forretningsbetingelser.

Han ønsker at beholde sin betalingskonto i banken. Bankens risiko ved hans engagement er minimeret, da han hverken har lån eller kreditkort i banken, og han dokumenterer altid overførsler (et par gange årligt) til kontoen.

Han føler som kunde, at banken presser ham for oplysninger, som ingen relevans har til kundeforholdet og sætter ham i en svær situation, fordi han har bosat sig uden for Danmark.

Oplysninger om hans formueforhold i udlandet er unødvendige, for at han kan opretholde en simpel betalingskonto i banken.

Danske Bank har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at banken var berettiget til at anmode om oplysninger om klagerens formueforhold og til at spærre klagerens betalingskonto.

Banken er underlagt lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme (hvidvaskloven). Banken er forpligtet til at gennemføre kundekendskabsprocedurer i overensstemmelse med kapitel 3 i hvidvaskloven.

Det er som udgangspunkt op til banken selv at afgøre, hvilke krav til dokumentation og forklaringer, som banken ønsker at opstille af hensyn til overholdelse af reglerne i hvidvaskloven om kundekendskabsprocedure. Som undtagelse til dette udgangspunkt er banken forpligtet til at gennemføre skærpede kundekendskabsprocedurer, hvor der vurderes at være en øget risiko for hvidvask eller finansiering af terrorisme, jf. § 17, stk. 1, i hvidvaskloven.

Det fremgår af punkt 14 i Finanstilsynets vejledning til hvidvaskloven, at banken selv skal tilrettelægge de skærpede kundekendskabsprocedurer ud fra en risikovurdering.

Klageren er bosiddende i Dubai og foretog transaktioner mellem sin konto i banken og konti i henholdsvis Luxembourg og Holland. Banken udbad sig oplysninger om klagerens formueforhold uden for Danmark, da banken ud fra en risikovurdering havde et behov for at få indblik i klagerens formueforhold.

Klageren har ikke ønsket at samarbejde med banken og udlevere de efterspurgte oplysninger.

Banken har ikke opsagt klagerens betalingskonto, men har alene spærret kontoen.

Til støtte for afvisningspåstanden har banken anført, at spørgsmålet om hvorvidt banken har eller ikke har efterlevet reglerne i hvidvaskloven, henhører under Finanstilsynet. Det er derfor bankens opfattelse, at sagen ikke skønnes egnet til behandling i ankenævnet, jf. § 5, stk. 3, nr. 4 i Ankenævnets vedtægter.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren, der er bosiddende i Dubai i de Forende Arabiske Emirater, har en betalingskonto -810 i Danske Bank. I begyndelsen af 2020 undlod klageren at efterkomme en anmodning fra banken om at oplyse om sine formueforhold i udlandet, jf. hvidvaskloven. Banken spærrede herefter klagerens konto.

Ankenævnet finder, at det som udgangspunkt må være op til pengeinstitutterne selv at afgøre, hvilke oplysninger der skal indhentes fra kunderne, for at pengeinstituttet kan opfylde sine forpligtelser efter hvidvaskloven. Dette udgangspunkt finder Ankenævnet ikke grundlag for at fravige i denne sag.

Ankenævnet finder således ikke grundlag for at tilsidesætte bankens vurdering af, at spærring af klagerens betalingskonto var en proportional foranstaltning som følge af klagerens manglende indlevering af oplysningerne.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.