Indløsning af falsk check fra modtager, der ikke underskrev som endossent.
| Sagsnummer: | 117/2000 |
| Dato: | 04-07-2000 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Lisbeth Baastrup, Karin Duerlund, Niels Bolt Jørgensen, Leif Nielsen |
| Klageemne: |
Check - falsk check
|
| Ledetekst: | Indløsning af falsk check fra modtager, der ikke underskrev som endossent. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har været berettiget til fra klagerens konto at tilbageføre et beløb vedrørende en falsk check, som ikke var endosseret af klageren.
Sagens omstændigheder.
Den 23. november 1999 blev der i indklagedes Løgstør afdeling indsat en check på 24.475 kr. på klagerens konto i indklagedes Ribe afdeling.
Indsætning af checken blev ikke foretaget af klageren, men af N, som på indbetalingstidspunktet havde fuldmagt til at disponere på kontoen. Ved indsætningen blev der udstedt sædvanlig kvittering. Af denne fremgår:
"Kvittering afgives med dækningsforbehold for checks m.v."
Checken, der var dateret den 12. november 1999, fremtrådte som udstedt af et aktieselskab med adresse i Rødovre. Checken var trukket på indklagedes Holstebro afdeling og var udstedt til J, der havde forsynet checken med endossement.
Den 17. december 1999 tilbageførte Løgstør afdeling checkbeløbet som følge af, at Holstebro afdeling havde returneret checken, da denne var falsk. Klageren modtog meddelelse herom. Som følge af, at der ikke var dækning for beløbet på den konto, på hvilken checken var blevet indsat, blev beløbet debiteret en anden konto tilhørende klageren.
Parternes påstande.
Klageren har den 15. marts 2000 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 24.475 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at hun fra indklagedes Ribe afdeling har fået oplyst, at checken er meldt stjålet for over to år siden. Da kontoindehaveren er kunde hos indklagede, forstår hun ikke, at checken desuagtet blev indløst. Af denne grund har hun lidt tab.
Indklagede har anført, at falskindsigelsen er en stærk indsigelse, som kontohaver er berettiget til at gøre gældende, efter at honorering har fundet sted.
Det fremgår af kvitteringen udstedt i forbindelse med indløsning af checken, at der er taget forbehold over for klageren om dækning, når indbetaling sker ved check.
Det er uden betydning, at det indløsende pengeinstitut og trassatbanken er afdelinger af samme pengeinstitut, og dette medfører ikke en særlig undersøgelsespligt for det indløsende pengeinstitut.
Uanset at hverken klageren eller N har endosseret checken og derved påtaget sig en forpligtelse som checkskyldner, er klageren efter almindelige erstatningsretlige regler forpligtet til at tilbagebetale checkbeløbet til det indløsende pengeinstitut, idet klageren er nærmere til at bære risikoen for falsk end det indløsende pengeinstitut.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Klageren har ikke underskrevet den omhandlede check som endossent og hæfter derfor ikke som checkskyldner for betaling af beløbet på 24.475 kr., jf. checklovens § 18, stk. 1, sammenholdt med § 16, stk. 1.
Ankenævnet finder imidlertid, at klageren i forhold til indklagede som indløsende pengeinstitut må bære risikoen for, at checken er falsk, og at klageren således efter almindelige regler var forpligtet til at tilbagebetale checkbeløbet til indklagede, jf. herved også det dækningsforbehold, som er anført i kvitteringen for indbetalingen. Ankenævnet finder endvidere, at indklagede efter almindelige regler om modregning var berettiget til at søge sig fyldestgjort for sit krav ved modregning i en anden konto end den, på hvilken checkbeløbet var blevet indsat.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.