Spørgsmål vedrørende udlevering af håndpantsatte pantebreve, som blev slettet på tvangsauktion.
| Sagsnummer: | 113 /2000 |
| Dato: | 04-10-2000 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Karin Duerlund, Timme Bertolt Døssing, Jette Kammer Jensen, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Pantebreve - tvangsauktion
|
| Ledetekst: | Spørgsmål vedrørende udlevering af håndpantsatte pantebreve, som blev slettet på tvangsauktion. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører spørgsmål om udlevering af pantebreve, der af klageren var håndpantsat til indklagede, og som efterfølgende blev slettet i forbindelse med tvangsauktion.
Sagens omstændigheder.
Ved kreditkontrakt af 13. februar 1980 ydede indklagede klageren en kassekredit på 60.000 kr. Til sikkerhed for kreditten fik indklagede håndpant i pantebreve på oprindelig i alt 581.376,13 kr. med pant i en ejendom, som klageren havde solgt året før.
Den 27. september 1982 blev der afholdt tvangsauktion over ejendommen. Ifølge udskrift af auktionen tilhørte ejendommen et konkursbo. Klageren, der var rekvirent, mødte ved advokat på auktionen og overtog ejendommen for et bud på 396.000 kr. Prioriteterne forud for klagerens pant blev opgjort til i alt 395.901,52 kr. Klagerens pant blev opgjort til 522.667,18 kr. De foranstående panthavere, men ikke klageren blev tilkendt mødesalær.
Ved kassekreditkontrakt af 5. maj 1983 blev en kassekredit på 30.000 kr., der var etableret i 1982, forhøjet med 39.000 kr. til 69.000 kr. Af kassekreditkontrakten fremgår, at der blev stillet kaution for kreditten, medens en rubrik vedrørende håndpant er uudfyldt.
Klagerens engagement overgik efterfølgende til inkasso, og den 21. november 1983 blev det overført til en konto benævnt "nødlidende lån" med en negativ saldo på 127.670 kr.
I november 1998 blev klagerens gæld til indklagede indfriet ved betaling af 100.000 kr. I forlængelse heraf anmodede klageren om udlevering af pantebrevene. Indklagede meddelte, at man ikke var i besiddelse af pantebrevene.
Parternes påstande.
Den 14. marts 2000 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale omkostninger til mortifikation af pantebrevene samt omkostninger til udstedelse af et nyt dokument, svarende til det mortificerede.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at det engagement, pantebrevene lå til sikkerhed for, først ophørte i 1998, hvorfor indklagede har pligt til at udlevere pantebrevene eller fremvise kvittering for allerede foretaget udlevering.
Det bestrides, at han på noget tidspunkt har været i besiddelse af de originale pantebreve. Advokaten, der mødte for ham på tvangsauktionen, erindrer ikke, hvorvidt pantebrevene har været i hans besiddelse, eller om de har været forevist på tvangsaktionen ved en repræsentant fra indklagede.
Han fik andel i auktionsbudet, men blev ikke tilkendt mødesalær, hvilket alene kan skyldes det forhold, at pantebrevene ikke har været forevist.
Det er ikke muligt at se, hvem anmelder har været i forbindelse med pantebrevenes aflysning, idet kopierne er makuleret 3 år efter aflysningen.
Pantebrevene fungerer fortsat som gældsbreve, selvom panteretten er slettet fra tingbogen. Han har imidlertid ikke mulighed for at gå i fogedretten uden det fornødne eksekutionsgrundlag. Dette fremskaffes ved mortifikation og efterfølgende udstedelse af det oprindelige dokument, jf. mortifikationslovens § 9, stk. 2.
Da der er tale om omsætningsgældsbreve, jf. gældsbrevslovens § 11, stk. 2, nr. 3, skal der ske mortifikation med efterfølgende udstedelse af nye pantebreve. Et anerkendelsessøgsmål vil ikke kunne forhindre eksstinktion til fordel for godtroende aftaleerhververe.
Indklagede har anført, at det følger af retsplejelovens §§ 563, 564 og 569, at en kreditor skal medbringe de originale pantebreve på tvangsauktion. Klageren har således været i besiddelse af pantebrevene i 1982.
Man har ingen oplysninger om, at pantebrevene på ny skulle være indlagt i depot, hvilket næppe heller har været tilfældet, idet pantebrevene måtte anses som værdiløse efter tvangsauktionen. Da sagen i 1983 overgik til inkasso, var der ingen oplysninger om, at der skulle ligge pantebreve til sikkerhed for engagementet.
Det bestrides, at det manglende mødesalær skulle skyldes, at pantebrevet ikke var forevist. Af de dagældende auktionsvilkår pkt. 6b, pkt. b, fremgik, at mødesalær alene blev givet, såfremt panthaveren fik andel i auktionsbudet. Klageren fik netop ikke andel i budsummen, hvorfor der ikke blev givet mødesalær.
Det er ufornødent først at mortificere pantebrevene og derefter udstede nye pantebreve. Klagerens krav kan derfor højst udgøre udgiften til et anerkendelsessøgsmål mod debitor. Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det fremgår af sagen, at tvangsauktionen over den faste ejendom blev rekvireret af klageren, der således må have foretaget udlæg i ejendommen, jf. retsplejelovens § 538, stk. 1.
Ankenævnet lægger til grund, jf. retsplejelovens § 488, at klageren eller den, der gav møde for ham, i forbindelse med udlægsforretningen har forevist de originale pantebreve. Det er under sagen uoplyst, hvorledes der siden blev forholdt med pantebrevene, og Ankenævnet har ikke grundlag for at fastslå, at indklagede på ny kom i besiddelse af dem.
Allerede af denne grund kan det ikke pålægges indklagede at betale omkostninger til mortifikationen af pantebrevene eller udstedelse af nye dokumenter svarende til dem.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.