Gammel gæld.
| Sagsnummer: | 116/1993 |
| Dato: | 12-11-1993 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Søren Geckler, Peter Stig Hansen, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Tredjemandspant - omfang
|
| Ledetekst: | Gammel gæld. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I forbindelse med at klagerens barnebarn og dennes ægtefælle købte en ejendom, ydede indklagedes Tårnby afdeling ved gældsbrev af 23. januar 1986 klagerens barnebarns ægtefælle et lån på 150.000 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 2.500 kr., første gang den 28. februar 1986. Til sikkerhed for lånet håndpantsatte klageren et ejerpantebrev på 150.000 kr. med pant i sin faste ejendom.
Af låneprovenuet blev 17.037,54 kr. anvendt til betaling af terminer på ejendommen, 20.233,25 kr. til betaling for arbejder udført på ejendommen, 4.300 kr. til stiftelses- og stempelomkostninger, og 108.429,21 kr. til indfrielse af klagerens barnebarns lån i Bikuben.
Ved gældsbrev af 2. maj 1986 forhøjedes lånet med 17.400 kr. til 164.900 kr.; ved gældsbrev af 19. juni 1986 forhøjedes lånet på ny med 16.100 kr. til 176.241,47 kr. Forhøjelserne tiltrådte klageren som pantsætter.
I 1986 fraflyttede klagerens barnebarn ejendommen i forbindelse med parrets separation, og ejendommen blev solgt i fri handel, uden at lånet blev indfriet.
Ved skrivelse af 11. september 1990 til klageren meddelte afdelingen, at man overfor debitor havde opsagt lånet til fuld indfrielse pr. 7. oktober 1990. Da debitor ikke havde reageret på indklagedes opsigelsesskrivelse, anmodede man klageren om i sin egenskab af håndpantsætter at overtage eller indfri lånet inden 14 dage. Indklagede har herefter i 1991 begæret klageren tilsagt til fogedretten for foretagelse af udlæg i klagerens faste ejendom, idet indklagede har begrænset fogedsagen til 50.000 kr., for hvilket beløb sagen blev fremmet ved Tårnby fogedrets kendelse af 7. april 1992. Fogedretten fandt det dog ikke godtgjort, at klageren var blevet tilstrækkeligt informeret om, at lånet delvis skulle anvendes til at indfri en gældspost i et andet pengeinstitut. Indklagede har herefter ved stævning af 6. juli 1992 stævnet klageren til betaling af 150.000 kr. samt renter fra sagens anlæg til betaling sker. Københavns byret har udsat sagen på forelæggelse for Ankenævnet.
Klageren har overfor Ankenævnet nedlagt påstand om, at indklagede principalt tilpligtes at anerkende, at forpligtelsen i henhold til pantsætningserklæringen ikke kan gøres gældende overfor klageren, subsidiært at indklagedes fordring nedsættes med 108.429,21 kr. med tillæg af renter.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at det ydede lån ikke som tilkendegivet overfor klageren i fuldt omfang blev anvendt til ombygning af ejendommen, men derimod i et vist omfang til forbrugsgoder, hvorfor forudsætningen af ydelsen af pantsætningen er bristet. Lånebeløbet på yderligere 108.429,21 kr. blev endvidere anvendt til indfrielse af tidligere stiftet gæld, uden at klageren blev orienteret herom, hvorfor forudsætningen for den foretagne pantsætning er bortfaldet. Da beløbet udgør en så væsentlig del af det oprindelse tilsagn på 150.000 kr., finder klageren tillige, at forudsætningen for den samlede pantsætning er bristet. Såfremt klageren hæfter for den del af gælden, der ikke er anvendt til indfrielse af gammel gæld, bør fordringen tillige nedskrives med de renter, der vedrører beløbet 108.429,21 kr.
Indklagede har anført, at det omhandlede lån ikke er et ombygningslån, og at det ikke på noget tidspunkt har været tilkendegivet overfor klageren, at dette skulle være tilfældet. Klageren har ved lånets etablering fået de relevante oplysninger om baggrunden for lånet, ligesom hun i forbindelse med forhøjelserne af lånet har fået oplyst, at disse skulle anvendes til terminsbetalinger. Uanset at debitor havde valgt at anvende det fulde lånebeløb til ombygningen af ejendommen, ville der ved salget ikke være fremkommet midler til dækning af lånet, og klageren ville således ikke have været bedre stillet. Det fremgår endvidere af låneaftalens almindelige bestemmelser pkt. A 3, at indbetalinger først anvendes til dækning af renter. Lånets hovedstol er i perioden fra oprettelsen i 1986 til 30. juli 1990 nedbragt med 21.630,03 kr. Såfremt indklagede mod forventning ikke skulle få medhold i, at det af klageren deponerede ejerpantebrev tjener til sikkerhed for hele restgælden, gøres det gældende, at nedbringelsen er sket på den usikrede del af lånet, hvorfor det er uden betydning, hvor stor en del af de påløbne renter, der vedrører beløbet på 108.429,21 kr.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder ikke, at klageren ud fra lånedokumentets formulering med føje har kunnet forudsætte, at hele låneprovenuet skulle anvendes til ombygning af ejendommen, og klagerens principale påstand kan derfor ikke tages til følge. Påstanden kan heller ikke tages til følge ud fra et forudsætningssynspunkt.
Ankenævnet finder, at en tredjemandspantsætter i almindelighed må kunne forudsætte, at provenuet af det sikrede lån stilles til disposition for debitor i forbindelse med pantsætningserklæringens afgivelse. Såfremt pantet skal stilles for en allerede eksisterende gæld, eller lånet skal anvendes til indfrielse, må det derfor påhvile pengeinstituttet forud at oplyse pantsætteren herom, med mindre pantsætteren i forvejen er klar over, hvad låneprovenuet skal anvendes til.
To medlemmer - Peter Stig Hansen og Allan Pedersen - finder dog ikke, at dette gælder, når det tidligere lån som i denne sag ikke er ydet af det pågældende pengeinstitut.
Efter Ankenævnets opfattelse har pengeinstituttet bevisbyrden for, at pantsætteren ikke på forhånd er klar over, at låneprovenuet skal anvendes til indfrielse af gammel gæld og - såfremt denne bevisbyrde ikke løftes - tillige bevisbyrden for, at pengeinstituttet ikke har oplyst pantsætteren herom. Det er endvidere nævnets opfattelse, at følgen af, at det ikke af pengeinstituttet godtgøres, at pantsætteren på tidspunktet for pantsætningen var eller blev klar over, at provenuet skulle anvendes til indfrielse af gammel gæld, må være, at pantsætteren er frigjort for sin forpligtelse over for pengeinstituttet i det omfang, det ved pantsætningen sikrede lån er anvendt til betaling af gammel gæld.
Niels Waage, Peter Stig Hansen og Allan Pedersen udtaler herefter:
Da det af indklagede er gjort gældende, at klageren ved lånets etablering har modtaget de relevante oplysninger om baggrunden for lånet, mens dette bestrides af klageren, finder vi ikke at kunne afgøre spørgsmålet om, hvorvidt klageren bør være forpligtet for så vidt angår den del af lånet, der er anvendt til betaling af gammel gæld uden afgivelse af parts- og vidneforklaringer. Da sådanne forklaringer ikke kan finde sted ved Ankenævnet, men bør ske ved den ret, ved hvilken sagen allerede verserer, stemmer vi for at afvise sagen i medfør af nævnets vedtægters § 7, stk. 1, for så vidt angår den del af det ved pantsætningen sikrede lån, der er anvendt til indfrielse af gælden til Bikuben.
Et medlem - Søren Geckler - finder under henvisning til fogedrettens bevisvurdering, at det må lægges til grund, at klageren ikke var bekendt med, at lånet delvis skulle anvendes til indfrielse af gammel gæld. Dette medlem stemmer derfor for at tage klagen til følge for så vidt angår denne del af lånet.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet, således at det
Ankenævnet kan ikke afgøre sagen for så vidt angår den del af det ved pantsætningen sikrede lån, der er anvendt til indfrielse af lånet til Bikuben. I øvrigt tages den indgivne klage ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.