Lovændring vedrørende beskatning af lånefinansieret køb af investeringsbeviser, jf. aktieavancebeskatningslovens § 2c. Spørgsmål om ansvar for pengeinstitut i forbindelse med rådgivning vedrørende lovændring.
| Sagsnummer: | 229/2001 |
| Dato: | 31-01-2002 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Lisbeth Baastrup, Kåre Klein Emtoft, Karen Frøsig, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - skatteforhold
Rådgivning - skatteforhold |
| Ledetekst: | Lovændring vedrørende beskatning af lånefinansieret køb af investeringsbeviser, jf. aktieavancebeskatningslovens § 2c. Spørgsmål om ansvar for pengeinstitut i forbindelse med rådgivning vedrørende lovændring. |
| Indklagede: | Jyske Bank |
| Øvrige oplysninger: | IF SD |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne klage vedrører klagerens krav om erstatning i forbindelse med indklagedes rådgivning i anledning af en lovændring i 1992, som medførte ændrede skatteregler for lånefinansierede køb af investeringsbeviser.
Sagens omstændigheder.
I november 1991 købte klageren gennem indklagede 20.000 investeringsbeviser i Jyske Invest Engros afdeling A. Købskursen var 101, og købet blev finansieret ved et samtidig via indklagede ydet fast forrentet udlandslån på 2.020.000 kr.
Indklagede har anført, at Jyske Invest Engros Afdeling A var etableret med henblik på, at investorerne skulle afhænde investeringsbeviserne efter 3 års ejertid og derved opnå en skattefri kursgevinst efter de dagældende bestemmelser i aktieavancebeskatningsloven.
Ved lov nr. 491 af 24. juni 1992 blev aktieavancebeskatningsloven ændret. Ændringen medførte, at fortjenesten ved at afhænde investeringsbeviserne skulle medregnes ved opgørelsen af den skattepligtiges almindelige indkomst. Ved opgørelsen af avancen kunne den skattepligtige frem for anskaffelsessummen benytte aktiernes værdi den 16. juni 1992.
Ved skrivelse af 26. juni 1992 orienterede indklagede klageren om lovændringen. Med skrivelsen fulgte en redegørelse, der angav fire forskellige løsningsmodeller for klagerens vedkommende. Af skrivelsen fremgår:
"Vi beder Dem venligst kontakte Deres revisor og sammen med ham tage stilling til, hvilke af de 4 løsningsmodeller, der vil være det mest optimale for Dem."
Af den vedlagte redegørelse fremgår:
"Løsning 1: Indfrielse af lånet med egne midler
…..
Løsning 2: Indfrielse af lånet og afhændelse af investeringsbeviserne
En anden løsning er indfrielse af lånet, med samtidig afhændelse af investeringsbeviserne.
På grund af kursfald på obligationer efter folkeafstemningen om EF-unionen, vil de aktuelle indløsningskurser være omtrent følgende (baseret på renteniveauet den 22. juni 1992).
Afdeling A : 103,50
………..
Løsning 3: Uændret fortsættelse af arrangementet
Investor kan også vælge at lade lån og tilhørende investering fortsætte uændret i de planlagte 3 år.
For investeringsbeviser gælder, at der ikke sker nogen indberetninger til skattemyndighederne om ejerforhold m.v. Det er derfor op til skattemyndighederne selv at finde investorer, som har foretaget en lånefinansieret investering i afdeling A og/eller afdeling Dannebrog.
Hvis skattemyndighederne så - i 1995, i forbindelse med ligningen af selvangivelser for 1994 - vil foretage beskatning efter de nye regler, er det alene værditilvæksten efter den 16. juni 1992, der kan beskattes efter de nye regler. Værditilvæksten fra erhvervelsen og frem til den 16. juni vil være omfattet af 3-års reglen, og vil således være skattefri.
Beviser i afdeling A havde pr. 16. juni 1992 en værdi svarende til kurs 112. Det indebærer, at kursstigningen fra 101 til 112 er skattefri, mens kursstigningen fra 112 til 125,5 (forventet slutkurs efter 1 procent aktieafgift) bliver skattepligtig. Der kan på baggrund heraf beregnes følgende nettoresultat af investeringen:
Investors marginalskat af kapitalindkomst | Afkast af afd.A, gens.i % p.a. efter skat (kurs pr. 16.06.1992: 112) | Låneomkostning efter skat (lånerente 11 ¼%) | Gevinst i % p.a. |
52% | 5,47% | 5,40% | +0,07% |
58% | 5,27% | 4,73% | +0,49% |
68% | 4,82% | 3,60% | +1,22% |
78% | 4,41% | 2,48% | +1,93% |
Afkastet er - over 3 år - positivt, uanset investors marginalskat af kapitalindkomst.
…………..
Løsning 4: Ændring/udvidelse af arrangementet
………..
Konklusion
For investorer med lånefinansierede investeringer i afdeling A, og som omfattes af de nye regler, vil indfrielse af lånet og afhændelse af investeringsbeviserne være den dårligste løsning.
Valget mellem de her skitserede 4 løsningsforslag kan eventuelt træffes efter samråd med revisor."
Med skrivelsen medfulgte yderligere en erklæring fra Jyske Invest, hvorefter værdien af investeringsbeviserne i afdeling A i henhold til §§ 26 og 28 i lov om investeringsforeninger var 112.
I juli 1993 orienterede indklagede investorer i Jyske Invest Engros Afdeling A om den i juni s.å. gennemførte skattereform. Af skrivelsen fremgår:
"Specielt vedr. lånefinansierede investeringer:
Nogle af investorerne har lånefinansieret investeringen. Sådanne investeringer er fortsat omfattet af lovindgrebet mod lånefinansierede investeringer fra juni 1992. Dette indebærer, at for sådanne investeringer kan "kurstabet" fra den 16. juni 1992 (skattemæssig skæringskurs 112,00) og til afhændelse (ca. 108,25) ikke fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Herved sker der en mindre reduktion af det afkast, der blev budgetteret efter 1992-indgrebet.
Det vil være mest fordelagtig for Dem at opretholde en lånefinansieret investering i de oprindeligt planlagte 3 år. Deres [ afdeling af indklagede] kan oplyse det nu budgetterede afkast af en sådan investering. Skulle De ønske at afvikle en lånefinansieret investering, kan filialen også oplyse Dem om vilkårene herfor."
Af indklagedes skrivelse af 7. september 1993 til klageren fremgår:
"Som vi talte om det i telefonen kan det påregnes, at kursstigningen fra købet til den 16/6-92 (kurs 112) er skattefri, og kursstigningen fra 16/692 til påregnet salg i nov. 1994 skattepligtig. Dette gælder selvom investeringen i sin tid var lånefinansieret.
Imidlertid må det vurderes, at den nye skattereform fra 19/5 i år muligvis kan ændre dette forløb. I den nye skattereform er der lagt op til, at indtjeningen i akkumulerende investeringsbeviser skal udloddes - med tilbagevirkende kraft. I tilfældet med Jyske Invest, Afd. A. kan denne lovgivning medføre dels, at udlodningen bliver beskattet og dels, at udlodningen i den størrelse vil medføre en indløsningskurs, der er tilsvarende mindre - f.eks. kurs 109-110.
Bliver dette udfaldet, vil alene en kursstigning til 109-110 være skattefri i din situation.
Om der skal udloddes med tilbagevirkende kraft, er dog endnu ikke færdigbehandlet. Dette vil ske i løbet af efteråret."
Af indklagedes orienteringsskrivelse til investorer i Jyske Invest Engros Afdeling A fra marts 1994 fremgår:
"I juli 1993 meddelte vi Dem, at ændringer i lovgivningen om aktieavancebeskatning indebar en forventet udlodning på ca. 17% i april 1994. Samtidig henledte vi opmærksomheden på, at regeringen ville fremsætte forslag om en samlet omlægning af beskatningen af investeringsforeninger.
Regeringen fremsatte dette lovforslag den 19. januar i år. Lovforslaget er ikke endeligt vedtaget endnu, men det kan allerede på nuværende tidspunkt slås fast, at udlodningsreglerne ændres med tilbagevirkende kraft. Der vil således ikke komme nogen udlodning til investorerne i afdeling A i april måned.
Slutkursen primo november 1994 vil derfor blive som oprindeligt budgetteret: 126,75 før handelsomkostninger.
……….
Specielt vedr. lånefinansierede investeringer
Nogle investorer har lånefinansieret købet af beviser i afdeling A. Disse investorer er fortsat omfattet af lovindgrebet fra juni 1992. Bortfald af udlodningen vil påvirke afkastet for lånefinansierede investorer i positiv retning.
Det vil fortsat være mest fordelagtigt for Dem at opretholde lånefinansierede investeringer i de planlagte 3 år. Deres [ afdeling af indklagede] kan oplyse det budgetterede afkast af en sådan investering."
Af orienteringsskrivelse af oktober 1994 til investorer i Jyske Invest Engros Afdeling A fremgår, at indklagede anbefalede investorer med lånefinansierede investeringer at udskyde salg af investeringsbeviser til efter 1. januar 1995.
Den 9. januar 1995 afviklede klageren udlandslånet ved salg af investeringsbeviserne.
Ved en række kendelser afsagt af Landsskatteretten den 10. december 1999 blev det bestemt, at kursen for investeringsbeviser i Jyske Invest Afdeling A pr. 16. juni 1992 skulle fastsættes til 106,75. Af en af disse afgørelser fremgår, at Landsskatteretten fandt, at skatteyderen ikke kunne anvende investeringsbevisernes handelsværdi den 19. maj 1993 (jf. lov nr. 421 af 25. juni 1993). Skatteyderen kunne derimod anvende handelsværdien pr. 16. juni 1992 ved avanceopgørelsen. I afgørelsen, hvoraf fremgår, at skattemyndighederne havde ment, at kurs 103,50 skulle anvendes som skæringskurs pr. 16. juni 1992, er anført:
"Ved fastsættelsen af denne handelsværdi finder retten, at der må tages udgangspunkt i investeringsforeningens indre værdi, idet der bl.a. er henset til, at denne på grund af de dagældende regler for investeringsforeninger om investering og om opgørelse af foreningens formue i den dagældende lov om investeringsforeninger blev opgjort løbende og kunne opgøres med stor sikkerhed.
Det bemærkes videre, at der i den dagældende lov om investeringsforeninger § 28 var pålagt foreningen en pligt til at indløse investeringsbeviser til enhver tid til en kurs svarende til investeringsforeningens indre værdi med fradrag af omkostningerne ved indfrielsen. Investeringsforeningen havde videre pligt til at udstede nye investeringsbeviser til en kurs svarende til investeringsforeningens indre værdi med tillæg af omkostningerne ved udstedelsen, jf. § 26 i den dagældende lov om investeringsforeninger.
Retten finder, at handelsværdien for investeringsbeviserne i skattemæssig henseende må fastsættes til en værdi mellem den lovpligtige salgskurs og den lovpligtige købskurs, idet det herved bemærkes, at de foreliggende oplysninger vedrørende faktiske handler alle vedrører investorers salg til banken og ikke eventuelle salg til tredjemænd. Retten finder således, at investeringsbevisernes handelsværdi passende kan ansættes til en kurs svarende til investeringsforeningens indre værdi eller kurs 106,75."
Ved skrivelse af 30. december 1999 fremsendte indklagede kopi af kendelsen til klageren. Indklagede bekræftede samtidig, at man vedrørende indklagedes rådgivningsansvar ikke ville påberåbe sig forældelse.
Ved skrivelse af 5. april 2000 orienterede indklagede investorer, for hvem Landsskatterettens kendelser havde betydning, om, at skattemyndighederne havde besluttet ikke at indbringe afgørelsen for domstolene. Indklagede og Jyske Invest havde truffet tilsvarende beslutning.
Indklagede har anført, at man på grundlag af kurs 106,75 foretog nogle generelle beregninger, som viste, at hovedparten af investorer i afdeling A havde haft fordel af at beholde beviserne frem for at afhænde dem. Man var dog villig til at foretage en konkret beregning for den enkelte investor. Endvidere besluttede indklagede at tilbyde at yde kompensation for en eventuel merskat, som direkte var påført den pågældende investor ved at beholde investeringen, og som var en følge af den lavere kurs fastsat af Landsskatteretten. Kompensationen skulle beregnes på basis af de oplysninger, der var kendt i 1992, dvs. bl.a. den enkelte investors marginale skatteprocent på dette tidspunkt.
Ved skrivelse af 15. juni 2000 orienterede indklagede klageren om tilbuddet om kompensation. Kompensationen var efter indklagedes opfattelse skattefri.
Ved skrivelse af 21. juni 2000 anmodede indklagede klageren om, såfremt denne ønskede foretaget en beregning, at fremsende kopi af sin og sin ægtefælles årsopgørelser for 1991-1995 m.v. Ved skrivelse af 25. oktober 2000 rykkede indklagede herfor.
Ved skrivelse af 29. oktober 2000 oplyste klageren, at hans skattesag ikke var afsluttet ved Skatteankenævnet. Klageren anførte samtidig, at han fandt, at indklagede havde pådraget sig et rådgivningsansvar for det tab, han havde lidt ved at følge indklagedes råd om at beholde investeringsbeviserne. Klageren opgjorde tabet til 344.135,37 kr. Med hensyn til oplysninger om indkomstforhold henviste klageren til, at han i årene 1992-1995 havde indsendt regnskaber til indklagedes afdeling.
Ved skrivelse af 3. november 2000 afviste indklagede at have pådraget sig et rådgivningsansvar. Indklagedes tilsagn om at foretage en konkret beregning af, om klageren havde haft en merudgift ved at beholde investeringsbeviserne frem for at sælge disse og indfri lånet i 1992, var gældende, indtil klagerens sag var afsluttet for Skatteankenævnet. Ved skrivelse af 10. s.m. anførte indklagede, at indklagedes afdelinger i Ry og Herning ikke længere var i besiddelse af klagerens regnskaber for 1992-1995.
Ved skrivelse af 5. marts 2001 meddelte klageren indklagede, at han havde modtaget kendelse fra Skatteankenævnet, der fulgte Landsskatterettens praksis fra 1999. Klageren anførte, at inden indklagede modtog kopi af hans årsopgørelser for tidligere år, måtte parterne være enige om, hvilke forudsætninger den beregning, indklagede ville gennemføre, skulle baseres på. Han fandt, at ved en beregning skulle kurs 106,75 anvendes som salgskurs. Var indklagede ikke enig heri, var en gennemførelse af beregningerne overflødig. Klageren tilbød, at indklagede til fuld og endelig afgørelse kunne betale en skattefri kompensation på 67.095 kr. med tillæg af rente fra 20. november 1999. Beløbet på 67.095 kr. svarede til skatten af kursforskellen mellem kurs 112 og 106,75 (5,25) i forhold til klagerens 20.000 investeringsbeviser.
Ved skrivelse af 19. marts 2001 anførte indklagede:
"Den beregning, som vi har tilbudt Dem og andre investorer at få foretaget, indeholder meget kort fortalt,
- | en beregning (A1), hvor der foretages beregning af det i juni 1992 forventede investeringsforløb for investeringen i Afdeling A. Beregningen bygger på de oplysninger som var tilgængelige for investor og banken i 1992 |
- | en beregning (B1), hvor der foretages beregning af det investeringsforløb som en afståelse af investeringen i Afdeling A i juni 1992 ville have medført. |
De to beregninger sammenholdes, og resultatet heraf viser om den pågældende investor burde have afhændet investeringen i 1992, fremfor at bibeholde investeringen i tre år.
Da beregningen har til formål at vurdere om bankens rådgivning til investorerne i juni 1992 var optimal, gennemføres beregningerne ud fra det "billede" der forelå i juni 1992.
Det medfører, at A1-beregningen anvender de forventede salgskurser som fremgik af salgsmaterialet ved salgsintroduktionen af Afdeling A. Rente og skatteforhold er fastlagt på grundlag af investors realiserede forhold i 1991 og 1992.
B1-beregningen bygger på de samme principper som A1-beregningen. Det medfører, at salgskursen i juni 1992 er 103,50, svarende til den kurs som Investeringsforeningen Jyske Invest Engros i henhold til Lov om investeringsforeninger og Specialforeninger anvendte som salgskurs."
Parternes påstande.
Klageren har den 2. juli 2001 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede principalt tilpligtes at betale 365.158,54 kr., svarende til hans tab opgjort pr. 1. juli 2001. Subsidiært bør indklagede betale 245.443,19 kr., svarende til hans tab pr. 1. juli 2001.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse. Indklagede har vedstået sit tilbud om betaling af eventuel kompensation beregnet af en ekstern revisor i overensstemmelse med indklagedes principper.
Parternes argumenter.
Klageren har bl.a. anført, at indklagedes redegørelse fra juni 1992 viste, at en fortsættelse af investeringen ville give et positivt resultat uanset marginalskat. Indklagede anførte, at kursstigningen fra 101 til 112 var skattefri. Landsskatteretten fastsatte imidlertid kursen til 106,75, hvilket medførte, at alle investorer, der fortsatte engagementet, led tab både brutto og netto.
Indklagede er ansvarlig for sin rådgivning - at han burde fortsætte - og grundlaget for rådgivningen, herunder kursangivelsen på 112. Indklagede var i en bedre position end kunderne til at vurdere, om kursen var korrekt. Hertil kommer, at indklagede tjente på, at kunderne fortsatte, idet indklagede havde en ikke ubetydelig renteindtægt på de bagvedliggende låneengagementer. Indfrielse af disse lån udløste i øvrigt betaling af differencerente til indklagede.
Udsagnet i redegørelsen om at "kursstigningen fra 101 til 112 er skattefri" er uden forbehold af nogen art. Indklagede burde have anført, at der var risiko for, at kurs 112 kunne blive fastsat anderledes, og at det derfor kunne være forbundet med tab at fortsætte investeringen. På intet tidspunkt før sagerne ved Landsskatteretten tog indklagede forbehold om, at der kunne være risiko for, at kursen blev fastsat anderledes. Indklagedes konklusion indeholder også en klar udmelding og er uden forbehold af nogen art. På grundlag heraf valgte han løsning 3 og fandt ikke anledning til at kontakte en revisor.
I redegørelsen er der under 4 forskellige marginalskatteforhold anført beregninger af afkastet baseret på kurs 112. Han har forgæves opfordret indklagede til at gennemføre beregninger baseret på kurs 106,75 og 103,5 for alle fire marginalskattetilfælde. Sådanne beregninger - hvilke indklagede må have foretaget - vil vise, at der er et negativt afkast, såfremt de nævnte kurser anvendes. Der er derfor direkte årsagssammenhæng mellem indklagedes rådgivning og det tab, han er påført som følge af, at han fulgte indklagedes råd om at beholde investeringen.
I sit tilbud om kulancemæssig betaling af merskat har indklagede taget udgangspunkt i, at kundens alternativ til indklagedes råd om at fortsætte investeringen var at indfri lånet.
Selvom indklagedes rådgivning i 1992 baserede sig på efter-skat beregninger, berettiger dette ikke i sig selv til at beregne erstatning efter skat. Erstatningsopgørelse angår, om der er lidt et tab, og der bør som i alle andre erstatningsopgørelser ikke reduceres for sparet skat.
Hans påstand om betaling af 365.158,54 kr. er opgjort som summen af renteudgifterne på udlandslånet frem til indfrielsen pr. 9. januar 1995. Hertil kommer renteudgifter på hans kassekredit, hvorpå renterne til udlandslånet blev hævet. Fra det samlede rentebeløb fragår kursstigningen fra 106,75 til kursen på afhændelsestidspunktet. Tabet pr. 9. januar 1995 er opgjort til 205.189,50 kr.
Hans subsidiære påstand er beregnet på samme måde, men med udgangspunkt i kurs 103,50. Han finder i øvrigt, at denne kurs er hypotetisk og ikke udtryk for den reelle handelskurs, som den enkelte investor kunne have handlet på, hvis pågældende ville ud af engagementet.
Ved skrivelse af 7. september 1993 gentog indklagede, at kursen på 112 skulle anvendes. Hvis han på dette tidspunkt havde valgt at lade sig indløse eller sælge beviserne, ville han have været bedre stillet end ved et salg i 1992.
Han anmoder om personlig foretræde for Ankenævnet.
Indklagede har anført, at man ikke er erstatningsansvarlig som følge af, at der i redegørelsen fra juni 1992 ikke blev taget forbehold for kursen på 112. Redegørelsen var i overensstemmelse med lov om investeringsforeninger, og man havde ingen grund til at tro, at kursen ikke var acceptabel i alle henseender. Først efterfølgende viste det sig, at skattemyndighederne ikke fandt, at kursen var udtryk for handelsværdien. Indklagede har ikke ydet nogen garanti for kursen.
Det afvises, at man af hensyn til indtjeningen på de tilknyttede lån skulle have rådet investorerne til at fortsætte investeringen.
Selvom klagerens forventning til kursen pr. den 16. juni 1992 på 112 ikke er opfyldt, tilkendes der ikke i henhold til dansk ret erstatning for eventuelt skuffede forventninger, hvorfor man heller ikke på dette grundlag anser sig for erstatningspligtig vedrørende kursen på 112. I skrivelsen af 26. juni 1992 bad man klageren om at kontakte sin revisor for med denne at tage stilling til, hvilken af de fire løsningsmodeller, der ville være mest optimal for klageren.
Det er korrekt, at indklagede i 1993 oplyste, at det ville være mest fordelagtigt at opretholde de lånefinansierede investeringer i de planlagte 3 år. Denne rådgivning var baseret på redegørelsen fra juni 1992.
Med hensyn til klagerens tabsopgørelse bemærkes, at klageren ikke har taget højde for rentefradrag opnået ved de i tabsopgørelsen nævnte renteudgifter. Der medregnes endvidere en ikke aftalt kassekreditrente for renteudgifterne på udlandslånet. Tabsopgørelsen er yderligere påvirket af lovændringen, som indklagede var uden indflydelse på. Klagerens påstand skal ses i lyset af, at klageren i skrivelsen af 5. marts 2001 var villig til at afslutte sagen mod betaling af en skattefri kompensation på 67.095 kr. med tillæg af renter.
Indklagede vedstår tilbuddet om betaling af en eventuel merskat.
Indklagede har ikke fundet tilstrækkelig anledning til at efterkomme klagerens opfordringer til at foretage forskellige beregninger.
For hovedparten af investorerne i Afdeling A ville det selv med kurs 106,75 være en fordel at beholde både lån og investering frem for at afvikle disse på de i 1992 givne vilkår, dvs. salg til kurs 103,50. Indklagedes rådgivning var således rigtig.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at imødekomme klagerens anmodning om personlig foretræde for Ankenævnet.
Af skrivelsen af 26. juni 1992 med tilhørende redegørelse fremgår, at afkastet ved uændret fortsættelse af arrangementet var positivt, uanset investors marginalskat, ligesom det var anført, at indfrielse af lånet og afhændelse af investeringsbeviserne ville være den dårligste løsning.
Redegørelsen lagde til grund, at investeringsbeviserne i afdeling A pr. 16. juni 1992 havde en værdi svarende til kurs 112, hvilket indebar "at kursstigning fra 101 til 112 er skattefri". Indklagede tog ikke forbehold for kursangivelsen 112, selvom denne ikke svarede til bevisernes indre værdi, men var den såkaldte emissionskurs, dvs. den kurs, som nyinvestorer måtte betale ved køb af investeringsbeviser. Ankenævnet finder det ansvarspådragende, at indklagede uden forbehold anførte, at kurs 112 skulle anvendes som skæringskurs pr. 16. juni 1992 ved den skattemæssige opgørelse af, hvor stor en del af kursstigningen frem til forventet afslutning af arrangementet der ville være skattepligtig.
Indklagede måtte endvidere påregne, at redegørelsen ville danne grundlag for de pågældende investorers - herunder klagerens - beslutning om eventuel fortsat deltagelse i arrangementet. Det forhold, at indklagede anførte, at valget mellem de anførte løsningsforslag kunne træffes efter samråd med en revisor, må forstås således, at den enkelte investors skattemæssige forhold kunne være af afgørende betydning for beslutningen, men ikke at pågældende revisor skulle vurdere, om kurs 112 måtte anses for den korrekte kurs.
Indklagede bør herefter godtgøre klageren dennes eventuelle tab opstået som følge af, at klageren undlod at afslutte arrangementet omkring 1. juli 1992. Det lægges i denne forbindelse til grund, at klageren ikke havde mulighed for med andre midler at indfri udlandslånet, hvilket må antages at ville have medført, at kursstigningen fra 16. juni 1992 til salget i 1995 kunne holdes uden for beskatning.
Der bør derfor foretages en beregning af den nettoudgift, som fortsættelsen af arrangementet frem til 9. januar 1995 måtte have påført klageren. I opgørelsen indgår den skattebesparelse, som klageren har haft ved renteudgifterne af udlandslånet i perioden frem til lånets indfrielse, idet klageren i modsat fald ville opnå en tilsvarende gevinst. I det omfang det ved arrangementets etablering var forudsat, at rentebetalingen på udlandslånet skulle lånefinansieres, medtages disse renteudgifter ligeledes.
Den således fremkomne opgørelse sammenholdes med en beregning af, hvilket økonomisk resultat klageren ville have opnået ved at afhænde investeringsbeviserne pr. 1. juli 1992 og samtidig indfri udlandslånet. Ved beregningen anvendes kurs 103,50, som er den kurs, hvortil klageren antagelig da kunne have solgt investeringsbeviserne. I beregningen indgår den skat, som klageren, som følge af at hans ejertid var mindre end 3 år, ville være pålignet, idet risikoen for, at et lovindgreb gjorde det økonomisk nødvendigt at afvikle arrangementet, bør påhvile klageren.
Viser de nævnte to beregninger, at klageren ville have været bedst stillet ved at afvikle arrangementet pr. 1. juli 1992, skal indklagede godtgøre klageren differencen.
De nævnte beregninger foretages af en af indklagede betalt, men af parterne i fællesskab - i mangel af enighed af Foreningen af Statsautoriserede Revisorer - udpeget statsautoriseret revisor.
Som følge heraf
Indklagede skal inden 4 uger tilbyde klageren at medvirke til udpegning af en revisor som ovenfor anført.
Indklagede skal, hvis de anførte beregninger er til fordel for klageren, betale denne det fremkomne beløb med procesrente fra 2. juli 2001.
Klagegebyret tilbagebetales klageren.