Rådgivning om salg af Novo Nordisk aktier og køb af TeleDanmark aktier i maj 2000
| Sagsnummer: | 484 /2000 |
| Dato: | 09-05-2001 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Lisbeth Baastrup, Grit Munk, Bjarne Lau Pedersen, Ole Reinholdt |
| Klageemne: |
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
|
| Ledetekst: | Rådgivning om salg af Novo Nordisk aktier og køb af TeleDanmark aktier i maj 2000 |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har pådraget sig et erstatningsansvar for mangelfuld rådgivning i forbindelse med klagerens salg af Novo Nordisk aktier og køb af Teledanmark aktier den 25. maj 2000.
Sagens omstændigheder.
På baggrund af en telefonisk henvendelse fra indklagede blev der den 25. maj 2000 afholdt et møde mellem indklagede og klageren om værdipapirerne i klagerens kapitalpensionsdepot hos indklagede. Klageren er født i 1942.
Efter indklagedes anbefaling solgte klageren 74 stk. aktier i Novo Nordisk og købte 246 stk. aktier i Teledanmark. Handlerne blev afregnet ved fondsnotaer af samme dato. Salget af Novo Nordisk aktierne skete til kurs 1350 svarende til en kursværdi på 99.900 kr. og købet af Teledanmark aktierne skete til kurs 561, svarende til en kursværdi på 138.006 kr.
Ved e-mail af 16. august 2000 rettede klageren henvendelse til indklagede om handlerne. Klageren anførte, at han havde lidt et tab på Novo Nordisk aktierne på 35.668 kr. og et tab på Teledanmark aktierne på 14.760 kr. og anmodede indklagede om at holde ham skadesløs i hvert fald for salget af Novo Nordisk aktierne.
Ved skrivelse af 26. september 2000 afslog indklagede at betale erstatning.
Af en økonomisk analyse af Novo Nordisk aktien udarbejdet af indklagedes analyseafdeling den 4. maj 2000, hvor den aktuelle kurs var 1.260, fremgår bl.a.:
"Vi har hævet vores kursmål til 1360 (1250) og fastholder HOLD-anbefaling på det aktuelle kursniveau."
Af en tilsvarende analyse af samme dato indhentet af klageren via et andet pengeinstitut fremgår bl.a.:
"Vi fastholder vores Køb/Neutral anbefaling, men har opjusteret kursmålet til DKK 1500 (tidl. DKK 1300)"
Klageren har pr. 9. december 2000 opgjort sit tab til i alt 84.806 kr. fordelt med 30.932 kr. på Novo Nordisk aktierne og 53.874 kr. på Teledanmark aktierne.
Parternes påstande.
Den 12. december 2000 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbageføre handlerne.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at indklagede uopfordret ringede til ham og fortalte, at han burde sælge sine Novo Nordisk aktier, da de ikke ville stige yderligere.
Han indvilligede i at deltage et møde, hvor det endvidere blev besluttet at købe for 140.000 kr. Teledanmark aktier, hvilket efter bankrådgiverens råd var den bedste investering.
Han havde haft kapitalpensionsdepotet hos indklagede i mange år og var ikke tidligere blevet anbefalet hverken kort- eller langfristede handler.
Aktier i et kapitalpensionsdepot er en langsigtet investering. Han er derfor uforstående over for, at indklagede skulle have give en kortsigtet salgsanbefaling. Indklagede skulle i givet fald ikke samtidig have anbefalet købet af Teledanmark aktierne, som medførte, at han ikke havde disponible midler til efterfølgende at købe Novo Nordisk aktierne tilbage til en lavere kurs.
Rådgivningen gik mest ud på at "score gebyrer ved aktiehandler".
Indklagede har anført, at rådgivningen om salg af Novo Nordisk aktierne var en kortsigtet salgsanbefaling, idet man vurderede, at aktien var steget for meget, og at man derfor indenfor forholdsvis kort tid kunne købe aktierne igen til en lavere kurs. På lang sigt havde man aktien på HOLD-anbefaling, jf. den fremlagte analyse af 4. maj 2000.
I tiden efter klagerens salg af Novo Nordisk aktierne faldt kursen på aktierne. Den 7. juni 2000 var kursen således nede på omkring 1140. Den 3. juli 2000 udsendte Novo Nordisk en meddelelse om, at selskabet havde opkøbt en større beholdning af egne aktier, hvilket resulterede i en kraftig kursstigning.
Ved rådgivningen af klageren havde man ikke mulighed for at tage højde for de efterfølgende omstændigheder, som gjorde formueplaceringen mindre attraktiv.
Enhver investering indebærer en risiko, og klageren måtte være klar over, at muligheden for kursgevinster modsvares af en tilsvarende risiko for kurstab. Klageren blev rådgivet i overensstemmelse med indklagedes vurdering af aktierne og traf selv beslutning om handlerne. Der blev ikke afgivet garanti for, at anbefalingerne holdt stik.
Rådgivningen var et forsøg på ud fra en objektiv vurdering at give klageren mulighed for at opnå et bedre afkast. Der var således ikke tale om et forsøg på at "score" gebyrer ved aktiehandel.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Tre medlemmer - Peter Blok, Bjarne Lau Pedersen og Ole Reinholdt - udtaler:
Vi finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at indklagede begik ansvarspådragende fejl ved sin rådgivning af klageren i forbindelse med dennes salg af Novo Nordisk aktier og køb af Teledanmark aktier den 25. maj 2000. Vi bemærker herved, at anbefalingen om salg af Novo Nordisk aktierne på dette tidspunkt ikke var i modstrid med "hold-anbefalingen" af 4. maj 2000. Endvidere bemærkes, at klageren måtte indse, at indklagedes forventninger til kursudviklingen kunne vise sig ikke at holde stik, og at han derfor selv måtte træffe den endelige beslutning og bære risikoen for denne.
To medlemmer - Lisbeth Baastrup og Grit Munk - udtaler:
Det må lægges til grund, at indklagede ved sin rådgivning af klageren i forbindelse med handlerne den 25. maj 2000 undlod at oplyse, at indklagedes anbefaling om salg af Novo Nordisk aktierne - som det er anført under klagesagen - var kortsigtet, og at klageren således skulle spekulere i et efterfølgende forventet kursfald med genkøb af aktierne for at opnå en gevinst ved salget. Vi finder, at indklagede ved at undlade at oplyse dette og i stedet anbefale køb af Teledanmark aktier ydede mangelfuld rådgivning, og at indklagede som konsekvens heraf bør tilbageføre handlerne. Vi har herved tillige bl.a. lagt vægt på, at handlerne vedrørte værdipapirer i klagerens kapitalpensionsdepot, at handlerne blev gennemført på baggrund af en uanmodet henvendelse fra indklagede, og at klageren reklamerede inden for relativ kort tid.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf Klagen tages ikke til følge