Afgørelse

Personlig fordring. Forældelse. Passivitet.

Det indklagede institut overtog den 16. juni 1983 klagerens daværende ejendom på tvangsauktionen for et bud på 213.000 kr. Instituttets fordring var i kolonne 1 opgjort til 98.121 kr. efter foranstående fordringer på samlet 349.100 kr. Instituttet videresolgte pr. 1. august 1985 ejendommen for en nominel pris på 141.000 kr. Den 15. april 1997 gjorde instituttet en personlig fordring på 98.120 kr. gældende mod klageren. Instituttet rettede efterfølgende henvendelse til klageren nogle gange, og den 20. juli 2002 meddelte klageren instituttet, at han fandt det betænkeligt, at instituttet ikke omgående havde underrettet ham om resultatet af tvangsauktionen. Efter telefonisk kontakt med klageren den 2. juli 2007 uden resultat sendte instituttet fordringen til inkasso.

Klageren indbragte herefter sagen for Nævnet med påstand om, at instituttet ikke kunne gøre et krav gældende mod ham vedrørende tvangsauktionen. Instituttet påstod frifindelse.

Over for Nævnet anførte klageren blandt andet, at instituttet i 1996 og 2001 havde ydet nye lån til ham i en anden ejendom uden at gøre ham opmærksom på fordringen, og at det måtte have den konsekvens, at fordringen var bortfaldet på grund af konkret passivitet. Dette bestred instituttet, idet der alene var ydet lån til klagerens ægtefælle

Nævnet fastslog, at det forhold, at instituttet ikke i næsten 14 år havde gjort sit krav gældende mod klageren, ikke i sig selv kunne begrunde, at instituttet havde fortabt sit krav ved passivitet. Nævnet fandt det ikke bevist, at instituttet i perioden mellem tvangsauktionen og den 15. april 1997 havde ydet nye lån til klageren. Instituttet havde i 1996 og 2001 ydet lån til klagerens ægtefælle i en anden ejendom, og klageren havde underskrevet de udfærdigede pantebreve som ægtefælle. Klageren indtrådte ikke herved i noget skyldforhold til instituttet, og Nævnet fandt derfor ikke, at klagerens underskrift på pantebrevet som ægtefælle havde givet instituttet en særlig anledning til at tage spørgsmålet om restgælden op med klageren. Klagerens underskrift på pantebrevet kunne derfor ikke tillægges nogen selvstændig betydning for passivitetsvurderingen. Instituttet var derfor berettiget til at kræve tabet som følge af den manglende fyldestgørelse på tvangsauktionen erstattet hos klageren, idet det i overensstemmelse med retspraksis på området ikke kunne antages, at nogen del af det krav, som instituttet havde gjort gældende mod klageren, var forældet. Som følge af det anførte blev instituttet frifundet.