Spørgsmål om, hvorvidt ordre til salg af obligationsbeholdning var afgivet i februar 1994.
| Sagsnummer: | 48 /1997 |
| Dato: | 14-10-1997 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Lisbeth Baastrup, Peter Nedergaard, Allan Pedersen, Ole Reinholdt |
| Klageemne: |
Passivitet - værdipapirer/investering
Værdipapirer - ikke-effektueret ordre |
| Ledetekst: | Spørgsmål om, hvorvidt ordre til salg af obligationsbeholdning var afgivet i februar 1994. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 7. december 1993 blev i forbindelse med en omprioritering af klagerens ejendom gennem indklagedes Hinnerup afdeling hjemtaget et kontantlån i Totalkredit med et provenu på ca. 502.000 kr. Til indfrielse af eksisterende kreditforeningslån og pantegæld anvendtes ca. 232.000 kr. Efter betaling af lånesagsgebyr til indklagede, stempel m.v. var der et overskud på omprioriteringen på ca. 253.000 kr.
Den 8. december 1993 købte indklagede til klageren nominelt 293.000 6% Totalkredit obligationer 2026 svarende til en kursværdi på ca. 257.000 kr., idet købskursen var 87,95. Obligationerne blev købt i den låneserie, i hvilken Totalkreditlånet var hjemtaget.
Klageren bestrider, at han anmodede indklagede om at placere det overskydende provenu fra låneomlægningen som sket. Det var heller ikke på tale på denne måde at kurssikre det netop optagne lån, og salg af ejendommen var heller ikke på dette tidspunkt på tale. Han gjorde opmærksom på, at han ikke ønskede provenuet investeret med nogen form for risiko, idet han skulle anvende beløbet til betaling af restskat ved salg af en virksomhed. Ifølge indklagede aftaltes det at anvende provenuet til køb af obligationer i samme serie som den, hvori lånet var optaget. Netop for at undgå nogen form for risiko blev provenuet investeret på denne måde. Indklagede var ikke bekendt med, at provenuet påtænktes anvendt til betaling af restskat.
Ifølge klageren anmodede han medio februar 1994 en navngiven medarbejder i afdelingen om at sælge de i december 1993 købte obligationer. Indklagede bestrider, at klageren anmodede om salg af obligationerne.
Ved skrivelse af 28. marts 1994 til klageren redegjorde indklagede for gennemførelsen af låneomlægningen i klagerens ejendom. Af skrivelsen fremgik, at der var købt de omhandlede Totalkredit obligationer.
I november 1994 solgte klageren ejendommen. Ifølge slutsedlen skulle det i november 1993 optagne Totalkredit lån forblive indestående, idet køber skulle overtage lånet.
Den 22. november 1994 solgte klageren Totalkredit obligationerne, hvoraf nominelt 3.000 kr. forinden var udtrukket. Beholdningen blev solgt til kurs 74,5.
Af årsopgørelse ultimo 1994 til klageren fremgår salget af de nominelt 290.000 kr. Totalkredit obligationer til kurs 74,5. Ifølge indklagede er årsopgørelsen sandsynligvis udsendt i perioden mellem den 20. og 25. januar 1995 og i hvert fald senest 1. februar 1995.
Ultimo februar 1996 kontaktede klageren afdelingen og anførte, at han fandt, at indklagede havde påført ham et tab som følge af, at Totalkredit obligationerne ikke var blevet solgt i februar 1994. Ved skrivelse af 18. marts 1996 afviste indklagede klagerens krav. Der fandt herefter en korrespondance sted mellem klagerens advokat og indklagede.
Klageren har den 7. februar 1997 indbragt sagen for Ankenævnet med endelig påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 53.650 kr. svarende til kurstabet ved, at obligationerne blev solgt til kurs 74,5 frem for kurs 93 i februar 1994.
Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Klageren har anført, at han først primo 1996 blev opmærksom på det opståede tab, idet han ikke tidligere havde modtaget salgsnota vedrørende obligationerne. Han har derfor ikke udvist passivitet. Låneomlægningen i december 1993 skete ikke med henblik på et senere salg af ejendommen. Han fastholder, at han medio februar 1994 anmodede om salg af obligationerne. Salg kunne da være sket til kurs 93, hvorfor indklagede bør betale erstatning i forhold hertil. Baggrunden for, at der ved omprioriteringen blev optaget størst muligt kreditforeningslån, var alene indklagedes råd herom. Han havde kun givet udtryk for ønske om at optagelse af et lån til indfrielse af eksisterende lån. Det bestrides, at investeringen i obligationerne skulle betragtes som en kurssikring af det optagne Totalkredit lån. Indklagede havde hele tiden været bekendt med, at det fremkomne provenu skulle anvendes til betaling af en restskat i størrelsesordenen 200-300.000 kr. Af denne grund kunne der ikke være tale om at løbe nogen risiko ved midlernes anbringelse. I forbindelse med det senere salg skulle køber overtage Totalkredit lånet, og der er således ingen sammenhæng mellem afhændelsen af obligationsposten i november 1994 og salget af ejendommen. Under en samtale med indklagedes medarbejder i februar 1994 oplyste denne, at han havde tjent på obligationerne, men at kurserne nu var vendt. Han tilkendegav da helt klart, at han ønskede obligationerne solgt straks. Han gav igen udtryk for, at han ikke ville have tab på obligationerne. Han blev først i løbet 1994 bekendt med, at den nævnte restskat blev på ca. 600.000 kr., der blev betalt i november 1994.
Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at der er uenighed parterne imellem om, hvilke aftaler der er indgået. En afklaring heraf vil alene kunne ske via en bevisførelse, der ikke kan finde sted for Ankenævnet.
Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at klageren har udvist passivitet ved først at reklamere ultimo februar 1996. Låneomlægningen skete med henblik på klagerens senere salg af ejendommen. Det blev derfor aftalt, at klageren som en kurssikring skulle erhverve obligationer i den låneserie, hvor lånet var hjemtaget. Man var ikke bekendt med, at provenuet skulle anvendes til betaling af restskat. Klageren må have været bekendt med obligationssalget, idet der ved fondshandler automatisk udskrives fondsnotaer fra indklagedes datacentral til fremsendelse til pågældende kunde. Salget af obligationerne fremgik endvidere af årsopgørelsen ultimo 1994. Indklagede har i klagerens sag den 18. november 1993 noteret, at lånehjemtagelsen skete for at sikre en lang løbetid på lånet i tilfælde af salg af ejendommen. Der var sammenhæng mellem salget af ejendommen i november 1994 og afhændelse af obligationerne på samme tidspunkt, idet klageren som følge af salget ikke længere havde behov for at foretage kurssikring af obligationsgælden på Totalkreditlånet. Klageren har ikke i februar 1994 instrueret indklagede om at sælge obligationerne.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at klageren i februar 1994 instruerede indklagede om at sælge de kort tid forinden erhvervede Totalkredit obligationer. Der er herved bl.a. lagt vægt på, at klageren ikke reagerede over for indklagedes skrivelse at 28. marts 1994, i hvilken købet af obligationerne omtales på en sådan måde, at klageren ikke kunne være i tvivl om, at obligationerne ikke senere var solgt igen.
Som følger heraf
Klagen tages ikke til følge.