Underretning ved vedvarende overtræk på kassekredit ud over 6 måneder.
| Sagsnummer: | 159 /1997 |
| Dato: | 14-10-1997 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Lisbeth Baastrup, Peter Nedergaard, Allan Pedersen, Ole Reinholdt |
| Klageemne: |
Kassekredit - øvrige spørgsmål
Kaution - underretning i henhold til BSL § 41 |
| Ledetekst: | Underretning ved vedvarende overtræk på kassekredit ud over 6 måneder. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | SD |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indklagedes Tjæreborg afdeling ydede i januar 1993 en kassekredit på 35.000 kr. til klager A's bror i forbindelse med dennes start af egen vognmandsvirksomhed. Klager A og klager B (debitors svoger) underskrev den 26. og 21. januar 1993 som selvskyldnerkautionister kassekreditkontrakten, ligesom de underskrev særskilte kautionsdokumenter vedrørende denne. Ifølge kassekreditkontrakten var kreditten løbende indtil videre. Maksimum skulle tages op til genforhandling senest den 1. februar 1994.
Ved gældsbrev af 27. april 1993 ydede indklagede hovedmanden et lån på 34.694 kr. Lånet var løbende (uden afdrag) indtil videre, men skulle tages op til genforhandling senest 20. juli 1993. "Forfaldne beløb" skulle hæves på kassekreditten. Renten skulle tilskrives ved kvartalets udløb, første gang den 30. juni 1993. Klager B underskrev som selvskyldnerkautionist for lånet den 27. april 1993 ved underskrift af såvel lånedokumentet som et særskilt kautionsdokument, og provenuet på 33.000 kr. blev indsat på hovedmandens kassekredit, hvis saldo herefter var 22.383,78 kr. (negativ).
Den 19. juli 1993 ydede indklagede hovedmanden et lån på 284.202 kr. i forbindelse med køb af en trailer, idet indklagede modtog pant i det købte. Lånet skulle afvikles med 7.500 kr. månedligt ved træk på kassekreditten. Provenuet på 275.000 kr. blev indsat på kassekreditten, hvorfra det samme dag blev disponeret.
Ved skrivelse af 3. februar 1994 anmodede indklagede med henvisning til bestemmelserne om genforhandling af kassekreditten og kautionslånet hovedmanden om at kontakte indklagede. Ved skrivelse af 2. marts 1994 rykkede indklagede hovedmanden for at rette henvendelse. Indklagede har oplyst, at hovedmanden ikke henvendte sig.
Indklagede har oplyst, at hovedmanden frem til maj måned 1994 anvendte kassekreditten i forbindelse med virksomhedens drift. Omkring dette tidspunkt skiftede hovedmanden pengeinstitut, uden at forpligtelserne hos indklagede blev indfriet.
I andet halvår 1994 blev der etableret en moratorieordning for hovedmanden.
Den 13. januar 1995 anmeldte hovedmanden betalingsstandsning.
Ved skrivelser af 24. januar 1995 til klagerne orienterede indklagede om, at klagernes kautionsforpligtelse for kassekreditten som følge af hovedmandens betalingsstandsning var forfalden til betaling, som skulle ske senest 3. februar 1995.
Den 6. april 1995 blev hovedmandens bo taget under konkursbehandling.
Den 25. april 1995 opsagde indklagede klagernes kautionsforpligtelser for kassekreditten på 35.000 kr. til indfrielse senest den 10. maj 1995.
Den 28. april 1995 opsagde indklagede klager B's kautionsforpligtelse for lånet af 27. april 1993 til indfrielse med 34.694 kr. senest den 12. maj 1995. Lånets restgæld pr. 31. marts 1995 var ca. 45.000 kr., idet renter siden lånets oprettelse løbende var blevet tilskrevet hovedstolen.
Klagerne protesterede mod kautionsforpligtelserne, hvorefter indklagede overgav sagen til inkasso. Indklagedes advokat indgav begæring om fogedforretning mod klagerne. Den 18. juni 1996 afsagde fogedretten i Ribe kendelse, hvorefter fremme af indklagedes udlægsbegæring ikke toges til følge. Af fogedrettens kendelse fremgår:
"Det fremgår af de fremlagte kontoudtog, at kassekredittens maximum på 35.000 kr. har været overtrukket allerede få dage efter 27. april 1993, nemlig fra 30. april 1993 til 1. juni 1993. Kontoen var igen overtrukket fra 7. juni 1993 frem til 4. august 1993, hvor der dog pr. 1. juli 1993 kortvarigt var en saldo under maximum. Igen fra 11. august 1993 til 1. september 1993, fra 3. september 1993 til 3. november 1993, fra 4. november 1993 til 30. november 1993, fra 8. december 1993 til 6. januar 1994, fra 10. januar 1994 til 4. maj 1994, fra 30. juni 1994 til 21. juli 1994 og fra 29. juli 1994 til 11. april 1995 har kontoen været overtrukket. Pr. 11. april 1995 var saldoen lig med kassekredittens maximum, da et provenu på 47.334,91 kr. vedrørende salg af lastbilen af banken blev indsat på kontoen. Kassekreditten har siden været i overtræk igen.
Af samme kontoudtog fremgår, at banken har debiteret sig rykkergebyrer pr. 14. februar 1994 og igen pr. 18. februar 1994. Der er pr. 1. marts 1994 tilbageført en check på 7.500 kr. vedrørende ydelse på lånet til lastbilen.
Henset hertil lægger fogedretten til grund, at banken - ialtfald på dette tidspunkt - må have haft den opfattelse, at kassekreditten var misligholdt. Besked ti kautionisterne herom er - som sagen er forelagt for fogedretten - først tilgået kautionisterne ved anbefalet brev af 25. april 1995.
Fogedretten lægger således til grund, at banken ikke har overholdt den frist på 6 måneder, der er anført i bank- og sparekasselovens § 41, 1. pkt. .......
Fogedretten bemærker, at bevisbyrden for, at kautionisterne ikke har lidt noget tab ved bankens manglende overholdelse af bank- og sparekasselovens § 41 påhviler banken. Fogedretten bemærker endvidere, at parterne ikke har ført nogen bevisførelse om låntagerens økonomiske forhold på de ovenfor anførte tidspunkter. Som sagen således er forelagt for fogedretten, lægges til grund, at banken har fortabt sin ret til at gøre krav gældende mod kautionisterne."
Indklagedes filialchef forklarede i fogedretten vedrørende lånet af 24. april 1993:
"Efter et par måneder henvendte hovedmanden sig i banken og bad om et erhvervslån, indtil hovedmanden fik nogle penge tilbage fra toldvæsenet. Der blev sat en kort frist til genforhandling af den kredit, svarende til det tidspunkt, hvor man forventede, at beløbet ville blive udbetalt fra toldvæsenet. Det kan godt passe, at provenuet fra det ny lån blev indsat på kassekreditten. Da kom kassekreditten ned under maximum igen."
Debitor forklarede bl.a.:
"Der kom hurtigt overtræk på kassekreditten. Han lavede et eller andet med det overtræk i løbet af foråret, men kan ikke huske hvad. Gældsbrevet med svogerens kaution blev oprettet for ikke at køre kassekreditten i bund hele tiden. Det lån skulle nedbetales i løbet af 3 måneder med et momsbeløb."
Klager B forklarede bl.a.:
"Da han underskrev kautionsforpligtelsen vedrørende gældsbrevet til erhvervslånet, blev han hentet af hovedmanden, der kørte ham ned i banken. Selv om han læste papirerne igennem, troede han, at det var den samme kaution, som han allerede havde skrevet under på en gang. Det passede med beløbets størrelse."
Indklagede kærede fogedrettens afgørelse til Vestre Landsret, som ved kendelse af 7. august 1996 stadfæstede kendelsen om ikke at fremme fogedsagen med følgende begrundelse:
"Landsretten finder efter karakteren af de indkæredes indsigelser og sagens omstændigheder, at bevisførelse om, hvorvidt kautionsforpligtelserne fortsat kan gøres gældende, bør afgøres under almindelig rettergang"
Den 10. oktober 1996 anlagde indklagede sag ved retten i Ribe mod klagerne med påstand om, at klagerne in solidum skal betale 35.000 kr. med tillæg af rente 14,75% fra den 10. maj 1995, og at klager B herudover skal betale 34.694 kr. med tillæg af rente 14,75% fra den 10. maj 1995.
Den 19. marts 1997 udsatte retten i medfør af retsplejelovens § 361 sagen på klagernes anmodning om forelæggelse for Ankenævnet.
For Ankenævnet har klagerne nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at deres kautionsforpligtelser er bortfaldet.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Under sagen er fremlagt kontoudtog for kassekreditten og kautionslånet fra disses etableringstidspunkter og fremefter.
Klagerne har anført, at indklagede har tilsidesat bestemmelsen i bank- og sparekasselovens § 41, idet der for så vidt angår kassekreditten ikke er givet underretning inden for 6-månedersfristen. Kassekreditten havde særdeles store udsving. Den var således den 12. marts 1993 trukket op til 47.711 kr. og den 20. april 1993 til ca. 90.000 kr. Indklagede burde på dette tidspunkt have grebet ind og burde, såfremt overtrækket ikke kunne bringes til ophør, have orienteret kautionisterne herom. Indklagede foranledigede i stedet lånet på de 34.694 kr. etableret og undlod i denne forbindelse at oplyse klager B om kassekredittens overtræk. I juli 1993, da genforhandling af kautionslånet skulle have fundet sted, ydede indklagede hovedmanden et lån på 275.000 kr. Til skade for klagerne debiterede indklagede de månedlige ydelser på 7.500 kr. på kassekreditten. Indklagede har ved passivitet over for hovedmanden og ved manglende genforhandling reelt givet hovedmanden henstand på deres bekostning. Kautionerne bør subsidiært tilsidesættes efter aftalelovens § 36, da det vil være urimeligt at gøre dem gældende. De har fået en væsentlig risikoforøgelse ved bevilling af trailerlånet på 275.000 kr., idet lånets ydelser overførtes fra den sikrede kassekredit. Havde indklagede givet meddelelse efter bank- og sparekasselovens § 41, kunne de have fået dækning for deres regreskrav mod hovedmanden.
Indklagede har anført, at der ikke var aftalt nogen afvikling for den del af engagementet, der var sikret ved klagernes kaution. Kassekreditten var til trods for de til tider store afvigelser fra det aftalte maksimum ikke misligholdt, hvorfor der ikke er ydet henstand. Subsidiært har indklagede anført, at klagernes mulighed for at gøre deres regreskrav gældende ikke er blevet forringet, og klagerne har således ikke lidt tab som følge af manglende underretning.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder, at bestemmelsen i bank- og sparekassenlovens § 41 for så vidt angår kassekreditter må forstås således, at en pligt til at give underretning til kautionisten først indtræder, når der har været et ubevilget overtræk gennem en sammenhængende periode på 6 måneder. I det foreliggende tilfælde indebærer dette, at underretningspligten først indtrådte 6 måneder efter den 29. juli 1994, dvs. den 29. januar 1995. Da indklagede ved skrivelserne af 24. januar 1995 gjorde kautionsforpligtelserne for kassekreditten gældende mod klagerne med henvisning til debitors betalingsstandsning, er underretningspligten efter § 41 ikke tilsidesat i relation til disse kautionsforpligtelser. Det forhold, at indklagede i juli 1993 ydede debitor et lån på ca. 280.000 kr. og lod de månedlige ydelser på dette lån debitere på kassekreditten, kan ikke anses for uberettiget i forhold til klagerne som kautionister for denne. Ankenævnet finder, at der heller ikke er oplyst andre omstændigheder, som kan begrunde bortfald eller nedsættelse af klagernes kautionsforpligtelser for kassekreditten på 35.000 kr.
Efter de forklaringer, der blev afgivet i fogedretten, må det lægges til grund, at lånet på 34.694 kr., som blev stiftet den 27. april 1993, og for hvilket klager B kautionerede, blev etableret med henblik på at nedbringe kassekreditten og efter aftalen mellem indklagede og debitor skulle indfries efter nogle måneder, når debitor modtog et beløb fra toldvæsenet. Det må således antages, at dette var baggrunden for gældsbrevets bestemmelse om, at lånet var "løbende indtil videre", men skulle genforhandles senest den 20. juli 1993. Indklagede måtte gå ud fra, at klager B som kautionist havde modtaget disse oplysninger om baggrunden for lånet og om den aftalte eller i hvert fald forventede indfrielse i juli måned. Ankenævnet finder, at indklagede på denne baggrund burde have givet klager B meddelelse om, at denne indfrielse ikke fandt sted, og at denne meddelelse burde have været givet senest omkring årsskiftet 1993-94. Hertil kommer, at klager B efter gældsbrevets indhold med føje kunne gå ud fra, at påløbne renter skulle betales, hvilket imidlertid ikke skete. Efter bank- og sparekasselovens § 41 skulle indklagede have givet klager B underretning herom senest 6 måneder efter den 30. juni 1993, dvs. senest den 30. december 1993.
Ankenævnet finder således, at indklagede i relation til klager B som kautionist for lånet på 34.694 kr. har tilsidesat dels en meddelelsespligt, som fulgte af den særlige aftale eller forudsætning om, at lånet kun skulle have en ganske kort løbetid, dels pligten efter bank- og sparekasselovens § 41 til at give underretning om misligholdelse. Underretning skulle som anført i begge henseender have været givet omkring årsskiftet 1993-94, og efter de foreliggende oplysninger om debitors økonomiske situation i første halvdel af 1994 kan det ikke udelukkes, at klager B, såfremt underretning var givet, kunne have formået debitor til at indfri lånet eller kunne have opnået fyldestgørelse for et regreskrav. Ankenævnet finder derfor, at klager B's kautionsforpligtelse for lånet på 34.694 kr. må anses for bortfaldet, jf. princippet i bank- og sparekasselovens § 41.
Som følge af det anførte
For så vidt angår klagernes kautionsforpligtelser for kassekreditten på 35.000 kr. tages klagen ikke til følge.Indklagede bør anerkende, at klager B's kautionsforpligtelse for lånet på 34.694 kr. er bortfaldet.Klagegebyret tilbagebetales klagerne.