Afgørelse

Spørgsmål om en bank havde ydet mangelfuld investeringsrådgivning

Indledning

Denne sag vedrører klagerens indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med en investering i tyske ejendomsobligationer.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i den daværende Sparekassen Himmerland, som i 2014 fusionerede til Jutlander Bank.

I maj 2006 investerede klageren ca. 2 mio. kr. i 5 % Griffin Bonds II NRW A/S 2017 (tyske ejendomsobligationer). Klageren underskrev efter det oplyste den 17. maj 2006 en aftale om køb af ejendomsobligationerne, som ikke er fremlagt under sagen. Investeringen blev foretaget gennem en sparekasse, S, der den 18. maj 2006 oprettede et depot i værdipapircentralen, og den 23. maj 2006 afregnede over for klageren.

Den 3. juli 2006 blev der på klagerens nyoprettede investeringskonto i Sparekassen Himmerland debiteret 1.999.186,13 kr. med teksten [S]. Den 6. juli 2006 blev der på investeringskontoen indsat 1.899.024,99 kr. med teksten ”Provenue udlandslån”. Jutlander Bank har oplyst, at provenuet stammede fra et valutalån klageren optog i Sparekassen Himmerland, der senere blev omlagt til et lån i danske kroner. Den 14. juli 2006 blev der indsat yderligere 100.000 kr. med teksten ”Griffin Bonds”, herefter var kontoen negativ med 161,14 kr.

Klageren har oplyst, at investeringen skete efter rådgivning fra en rådgiver, R, i Sparekassen Himmerland, og at udstederen af obligationerne ved en fejl sendte notaen til S, som betalte og afregnede over for ham. Han modtog ikke rådgivning fra S. Han gjorde straks efter den 23. maj 2006 Sparekassen Himmerland opmærksom på fejlen, hvorefter der i juni 2006 blev oprettet og underskrevet lånedokumenter. Jutlander Bank har oplyst, at Sparekassen Himmerland alene ydede finansiering af klagerens bestående lån hos S.

Det fremgår af sagen, at investeringen udviklede sig negativt for klageren.

Den 6. juli 2012 sendte Kammeradvokaten et brev til klageren. Af brevet fremgår:

”…

Jeg retter hermed på vegne af Forbrugerombudsmanden henvendelse til dig vedrørende [S’s] salg og rådgivning til dig om investering i 5 % Griffin Bonds II NRW 2017, tyske ejendomsobligationer.

Forbrugerombudsmanden er blevet oplyst af [S] om, at du har investeret i ovennævnte tyske ejendomsobligationer via [S].

Det er Forbrugerombudsmandens umiddelbare opfattelse, at du i den anledning kan have et krav i form af erstatning, tilbagesøgning e.l. mod [S].

Det fremgår også af brevet, at S den 23. april 2012 var gået konkurs, at S var blevet overtaget af en ny Sparekasse, S1, ejet af Finansiel Stabilitet A/S, og at eventuelle krav skulle anmeldes til S1 senest den 20. juli 2012. Brevet var vedlagt en fuldmagtsblanket, som klageren underskrev den 13. juli 2012, hvorved Forbrugerombudsmanden fik fuldmagt til at anmelde hans krav mod S1 vedrørende salg og rådgivning om investering i de tyske ejendomsobligationer.

Den 21. november 2012 underskrev klageren et gældsbrev på 2.121.645,92 kr. med Sparekassen Himmerland som kreditor. Det fremgår af gældsbrevet, at der var tale om ændring af et bestående lån, renten var på 7,5 % og variabel, de årlige omkostninger i procent var 7,7 og gældsbrevet kunne tjene som grundlag for tvangsfuldbyrdelse. Det fremgår endvidere, at Sparekassen Himmerland havde fået sikkerhed i:

”…

• Bil
• Fast ejendom
• Værdipapirer
• K/S Andele

Der henvises til pantsætningserklæring af , tilhørende:

… klageren

… [klagerens hustru]

…”

Jutlander Bank har oplyst, at den på grund af omlægningerne ikke er i besiddelse af lånedokumentet fra 2006 eller andre dokumenter fra 2006.

I løbet af 2013-2014 førte klageren via sin advokat akkordforhandlinger med Sparekassen Himmerland/Jutlander Bank. Den 18. juli 2013 sendte Sparekassen Himmerland en mail til klagerens advokat. Af mailen fremgår:

”…

Tak for fremsendte

Der er vel ingen grund til at processen går i stå ved at vi skal vente på Kammeradvokaten – det vedrører som udgangspunkt ikke os, men det vil være på sin plads, at vi fik transport i et evt. tilbagesøgningskrav al den stund, at vi står med finansieringen.

… hører gerne Jeres indstilling til det vi har sendt frem. Som vi ser det, så har [klageren] mulighed for at betale af på sin gæld, og det er derfor ikke acceptabelt, at afviklingen ikke bliver sat i faste rammer.

…”

I en mail af den 2. april 2014 til klagerens advokat afviste Jutlander Bank et forligsoplæg fra klageren og fremsatte sit eget forligsoplæg. Det fremgik endvidere af mailen, at sagen ville blive overgivet til bankens inkassoafdeling, hvis klageren ikke var vendt tilbage eller havde accepteret forligt inden en angivet frist. Af mailen fremgår:

”…

Vi kan dog acceptere følgende løsning:

[Klageren] indbetaler et engangsbeløb på kr. 700.000,00

Derudover skal han indbetalte i alt kr. 400.000,00 fordelt således:

- min kr. 3.000,00 pr. måned så længe huset er til salg

- min kr. 5.000,00 pr. måned når huset er solgt

- 0,00 % p.a.

- Uændrede sikkerheder

- Kundeforholdsforsikring kr. 970.000,00 bibeholdes og præmien indbetales årligt af [klageren]

- såfremt ejendommen ikke er solgt indenfor en periode på 6 måneder, modtager Jutlander Bank A/S salgsfuldmagt til ejendommen

Vi kan acceptere at gruppeforsikring Erhverv kr. 2.000.000,00 slettes

…”

Den 12. juni 2014 sendte A et nyt forligsoplæg til Jutlander Bank. Af forligsteksten fremgår blandt andet, at klageren som et éngangsbeløb ville betale 900.000 kr. til banken og hver måned afdrage 3.500 kr., indtil der var betalt yderligere 200.000 til banken, at samtlige sikkerheder stillet af klageren ”og evt. ex hustru” blev frigivet, og at bankens krav vedrørende forsikringer og salgsfuldmagt blev frafaldet.

Jutlander Bank afviste den 16. juni 2014, at aflyse sikkerhederne og fastholdt kravet om opretholdelse af forsikringer og salgsfuldmagt til klagerens ejendom. Parterne nåede ikke til enighed.

På et ikke nærmere oplyst tidspunkt opsagde Jutlander Bank klagerens engagement og indleverede en fogedrekvisition.

Den 7. november 2014 sendte klagerens advokat et udkast til en klage til Ankenævnet til Jutlander Bank og bad banken tilbagekalde fogedsagen.

Den 10. november 2014 blev fogedretsmødet gennemført, og banken fik udlæg. Efter det oplyste skulle bankens realisation af udlægget afvente Ankenævnets afgørelse.

Den 10. november 2014 indbragte klageren sagen for Ankenævnet.

Klagerens advokat og Jutlander Bank fortsatte efter indgivelsen af sagen for Ankenævnet forligsdrøftelserne. Advokaten oplyste blandt andet:

”…

[Klageren] er parat til at skaffe kr. 500.000 til Jer og give Jer transport i det krav han har på [S]. …

Banken tilbød heroverfor, at sagen kunne blive lukket blandt andet ved klagerens samlede betaling af 1,1 mio. kr. og transport i klagerens krav mod S. Størrelsen af kravet er uoplyst. Klageren har under sagen for Ankenævnet oplyst, at et eventuelt krav mod S er frafaldet, da han ikke havde et mellemværende med S.

Klageren har pr. 1. januar 2012 opgjort sit erstatningskrav mod Jutlander Bank på 3.131.472,22 kr., som udgør investeringen på 2 mio. kr. tillagt rentetilskrivning i perioden 23. maj 2006 til 1. januar 2012 på 1.131.472,22 kr. Klageren har oplyst, at han er indforstået med at reducere kravet, hvis skattemæssige konsekvenser skulle tilsige dette.

Jutlander Bank har under sagen oplyst, at den ikke modtog henvisningsprovision fra Griffen, der var udsteder af obligationerne eller havde indgået aftale med Griffen om formidling af Griffin Bonds. Banken er heller ikke bekendt med mundtlige eller skriftlige aftaler om markedsføring af Griffins produkter, og den har ikke en statistik over antal af bankens kunder, der har investeret i Griffin produkter.

Banken har endvidere oplyst, at bankens rådgiver, R1, på daværende tidspunkt var kunderådgiver for klageren.

Parternes påstande

Den 10. november 2014 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Jutlander Bank skal stille ham som om investeringen aldrig var foretaget.

Jutlander Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at Sparekassen Himmerland, nu Jutlander Bank, har handlet ansvarspådragende.

På grund af bankens forbindelse til udbyderen af de tyske obligationer, var der tale om et oprindeligt trepartsforhold. Der var endvidere tale om et kompliceret struktureret produkt, og banken burde have ydet relevant, retvisende og fyldestgørende rådgivning. Det gjorde banken ikke.

Banken gennemførte ikke en risikotest og sikrede ham ikke en fornuftig risikospredning.

Det var R, der introducerede ham for investeringen og oplyste, at banken havde et nært samarbejde med udbyderen, og at der var tale om en sikker investering i en tysk ejendom. Der blev ikke redegjort for risici ved investeringen. Der var tale om rent salg uden rådgivning.

Banken tilbød uden krav om sikkerhedsstillelse at låne ham 2 mio. kr. til investeringen. Den eneste betingelse var, at han selv indskød 100.000 kr. På grund af renteforskellen til euroen anbefalede banken også, at lånet blev optaget i schweizer franc.

Han underskrev fuldmagten til Kammeradvokaten, fordi Kammeradvokaten foreslog, at han deltog i et søgsmål mod S, da hans lån i en kort periode havde været parkeret hos S.

Banken skal på grund af den mangelfulde rådgivning stille ham som om, at investeringen ikke var foretaget. Banken skal tilbagebetale ethvert beløb betalt i forbindelse med investeringen mod udlevering af de anparter, som er trådt i stedet for obligationerne.

Kravet er ikke forældet. Forældelsesfristen var suspenderet, dels på grund af forligsdrøftelser i sagen, som versererede frem til foråret 2014, og dels fordi banken har ydet mangelfuld og fejlagtig rådgivning om investeringen. Kontoforholdet blev også efterfølgende løbende drøftet.

Banken indgik kun i forligsdrøftelserne på grund af dens ansvarspådragende rådgivning og fejl. Bankens seneste forligstilbud, hvor banken i stedet for et krav mod klageren på 3,3 mio. kr., var villig til at lukke sagen mod klagerens betaling af 1,1 mio. kr., viste netop dette.

Det er ikke korrekt, at transport i et eventuelt krav mod S indgik i akkordforhandlingerne, hvilket også modsætningsvist fremgår af bankens mail til ham af 2. april 2014.

En kreditchef i banken erklærede også over for hans advokat, at forældelse ikke ville blive gjort gældende. De var også enige om, at han undlod at klage til Ankenævnet, så længe sagen blev drøftet mellem dem.

Han var helkunde i banken. Han havde sin lønkonto, huslån, pensioner mv. i banken.

Jutlander Bank har anført, at den ikke har handlet ansvarspådragende.

Der var ikke tale om et oprindeligt trepartsforhold. Klagerens investering i de tyske ejendomsobligationer blev ikke finansieret på grundlag af en aftale mellem banken og Griffin, udstederen.

Banken havde ikke en rådgivningsforpligtigelse vedrørende klagerens investering, da der alene var tale om finansiering af et bestående udlån hos S.

Klageren har ikke dokumenteret et tab eller opfyldt dansk rets øvrige erstatningsbetingelser.

Hvis banken havde en rådgivningsforpligtigelse, var et eventuelt krav forbundet hermed forældet efter forældelseslovens § 3, stk. 1, da sagen blev indbragt for Ankenævnet.

Forældelsesfristen var ikke suspenderet efter forældelseslovens § 21, stk. 5, da banken konsekvent har afvist kravets eksistens. Tværtimod indgik transport i klagerens krav mod S i akkordforhandlingerne.

Banken indgik alene i akkordforhandlinger med klageren på grund af klagerens utilstrækkelige betalingsevne. Akkordforhandlingerne blev i øvrigt gennemført på et tidspunkt, hvor forældelsen allerede var indtrådt, og forhandlingerne kunne derfor, uanset omfang og formål, ikke have afbrudt forældelsen.

Banken har ikke erklæret, at forældelse ikke ville blive påberåbt.

Det er endvidere bankens opfattelse, at der på intet tidspunkt har været tale om et helkundeforhold, og at klageren ikke har dokumenteret, at han var helkunde på tidspunktet for investeringen.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren investerede i maj 2006 ca. 2 mio. kr. i tyske ejendomsobligationer gennem en sparekasse S. I juli 2006 blev klagerens lån i S indfriet via klagerens nyoprettede investeringskonto i Sparekassen Himmerland, nu Jutlander Bank. På investeringskontoen indgik efterfølgende ca. 1,9 mio. kr., som efter det oplyste var provenuet fra et udlandslån, som klageren optog i Sparekassen Himmerland. I samme måned indsatte klageren 100.000 kr. på investeringskontoen. Klageren har oplyst, at Sparekassen Himmerland præsenterede ham for investeringsmuligheden og ydede mangelfuld og fejlagtigt rådgivning. Obligationerne blev ved en fejl betalt af S, som efterfølgende afregnede over for klageren. Fejlen blev rettet i juni 2006 ved oprettelse af lånedokumenter i Sparekassen Himmerland. Jutlander Bank har bestridt, at Sparekassen Himmerland ydede rådgivning om investeringen, og har oplyst, at Sparekassen Himmerland alene ydede finansiering af klagerens bestående lån hos S.

Ankenævnet finder ikke, at det uden bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer kan afgøres, om forældelsesfristen var suspenderet på grund af akkordforhandlingerne og om investeringen i tyske ejendomsobligationer skete efter rådgivning af Sparekassen Himmerland, nu Jutlander Bank. Da denne bevisførelse ikke kan finde sted ved Ankenævnet, men i givet fald må ske ved domstolene, afvises sagen i medfør af Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klageren får klagegebyret retur.