Afgørelse

Krav om erstatning i forbindelse med delvist lånefinansierede investeringer i Bankinvest Virksomhedsobligationer og Bankinvest Højrentelande

Indledning

Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning i forbindelse med delvist låne­finansierede investeringer i Bankinvest Virksomhedsobligationer og Bankinvest Højrentelande via Brørup Sparekasse, nu Saxo Privatbank, i perioden 2005-2012.

Sagens omstændigheder

Klageren, der er født i 1944, og klagerens ægtefælle, H, var kunder i Brørup Sparekasse, nu Saxo Privatbank. I 2005 solgte klageren og H deres faste ejendom og købte en andelsbolig. Til brug for gennemførelsen af andelsboligkøbet optog klageren og H en udlægskredit (kontonummer -525) i sparekassen. Kredittens maksimum er uoplyst.

Ved ejendomssalget fremkom et provenu på cirka 1,1 mio. kr. Klageren og H beholdt udlægskreditten og placerede hele provenuet i investeringsbeviser i Bankinvest Virksomhedsobligationer.

Ifølge kontooversigten per den 31. december 2005 for klagerens engagement i sparekassen udgjorde gælden på udlægskreditten (-525) 587.342 kr. I et åbent depot (depotnummer -816) lå 11.622 styk investeringsbeviser i Bankinvest Virksomhedsobligationer til en kursværdi på 1.178.935 kr. (kurs 101,44). Klageren havde desuden både et kapitalpensionsdepot og et ratepensionsdepot, der indeholdt investeringsbeviser i Bankinvest Virksomhedsobligationer og Bankinvest Højrentelande til en kursværdi på i alt cirka 280.000 kr.

Ifølge Bankinvests magasin Ajour nummer 1 i 2005 var både Bankinvest Virksomhedsobligationer og Bankinvest Højrentelande af Bankinvest klassificeret i den såkaldte blå gruppe, der blev karakteriseret således:

"Blå Gruppe

Består overvejende af obligationsafdelinger. Her vil afkastet fra år til år være nogenlunde konstant uden de store udsving. Med den lave risiko følger også, at afkastet heller ikke vil være meget højere end det generelle renteniveau. Kravet til afdelingerne i denne gruppe er, er at afkastet over en periode på halvandet år vil være positivt."

Om Bankinvest Virksomhedsobligationer fremgår i øvrigt blandt andet:

"Investeringsprofil

Investerer i udenlandske kredit- og virksomhedsobligationer med en høj kreditværdighed, primært i Nordamerika og Europa. Der er begrænset valutarisiko. Afdelingen udlodder et årligt minimumsudbytte på 6 kr. pr. bevis."

Om Bankinvest Højrentelande fremgår blandt andet:

"Investeringsprofil

Investerer i udenlandske stats- og virksomhedsobligationer på markeder i udvikling (emerging markets). Investeringerne må alene placeres i obligationer med kreditværdighed på CC+ eller derover. Afdelingen udlodder et årligt minimumsudbytte på 7 kr. pr. bevis."

I udgaven af Ajour det følgende år var klassificeringen og beskrivelserne af Bankinvest Virksomhedsobligationer og Bankinvest Højrentelande stort set uændrede.

I 2006 blev en del af investeringsbeviserne i Bankinvest Virksomhedsobligationer i depot -816 omlagt til investeringsbeviser i Bankinvest Højrentelande. Depotet indeholdt herefter 4.462 styk Bankinvest Højrentelande og 7.032 styk Bankinvest Virksomhedsobligationer. Pr. den 31. december 2006 var kursværdien henholdsvis 486.982 kr. (kurs 109,14) og 674.509 kr. (kurs 95,92), i alt 1.161.492 kr.

Engagementet blev i 2006 endvidere udvidet med en såkaldt Investeringspakke, der omfattede blandt andet et depot (depotnummer -706).

Ifølge kontooversigten per den 31. december 2006 indeholdt depot -706 aktier og investeringsbeviser, herunder Bankinvest Højrentelande og Bankinvest Virksomhedsobligationer, til en kursværdi på i alt cirka 510.000 kr. Endvidere fremgår blandt andet et udlandslån med en gæld på 550.000 kr. og udlægskreditten (-525) med en gæld på 891.663 kr.

Efter det oplyste blev der i hvert fald én gang om året afholdt et møde mellem klageren og sparekassen om engagementet.

Ved en e-mail af 3. februar 2010 til sparekassen sendte klageren et referat fra et møde afholdt den 1. februar 2010. Ifølge referatet havde man blandt andet drøftet risikoen på depoterne, der oversteg klagerens risikoprofil, som var lav risiko. Bank­invest Virksomhedsobligationer havde ikke givet et minimumsudbytte på 6 kr. per bevis, hvilket var én blandt flere forudsætninger for, at engagementet kunne hænge sammen.

Ved e-mail af 17. juni 2010 til klageren oplyste sparekassen, at Bankinvest i 2009 havde ændret risikovurderingen af de enkelte afdelinger for at imødekomme en ny EU-standard. Ændringen havde blandt andet medført, at Bankinvest Højrentelande nu skulle vurderes til høj risiko mod tidligere lav/moderat risiko.

I 2011 udgik investeringspakken.

Den 28. november 2011 udfyldte klageren et såkaldt MiFID-skema med henblik på at få fastlagt sin investeringsprofil. Af skemaet fremgår blandt andet, at klageren havde aktiver for cirka 3.205.000 kr. fordelt med 30.000 kr. på indlån, 875.000 kr. på depot, 1,4 mio. kr. på pensionsordninger og 900.000 kr. i andelsbolig. Som passiv var et banklån på 870.000 kr. På grundlag af klagerens afkrydsninger i skemaet udarbejdede sparekassen en investeringsaftale, hvorefter klagerens risikoprofil var lav risiko, herunder for så vidt angår depot -816.

Udviklingen i udlægskredit -525 og depot -816 var ifølge årsoversigterne 2006 - 2011 følgende:

Brørup Sparekasse redegjorde i et brev af 4. januar 2012 til klageren således for rådgivningsforløbet:

"…

I maj måned 2005 havde vi et møde med dig, hvor vi talte om indfrielse af udlægskreditten – alternativt investere pengene. Vi fremviste forskellige investeringsalternativer, herunder Bankinvest virksomhedsobligationer og højrentelande. På dette tidspunkt var virksomhedsobligationer af Bankinvest kategoriseret med en risiko som lange danske obligationer, altså som "lav" risiko. Højrentelande var i "mellem" risiko.

Du valgte således en investering med 100 % i virksomhedsobligationer, som du købte for ca. kr. 1.150.000 den 19.05.2005.

Det kan således synes underligt, hvis du havde opfattelsen af, at virksomhedsobligationer garanterede 6 % i årligt afkast og højrentelande 7 %, og du så alligevel investerede hele beløbet i virksomhedsobligationer. Det er efter vores mening alene af den årsag, at vi havde præsenteret risikoen for dig ved investeringen, og at du valgte investeringen med "lav" risiko.

Den 2.02.2006 valgte du at omlægge for kr. 460.000 fra virksomhedsobligationer til højrentelande. Det er netop på dette tidspunkt, hvor investeringspakken samtidig blev etableret, og hvor du igen blev præsenteret for risikoen i de forskellige investeringer.

Årsagen til din beslutning om omlægning var efter vores opfattelse hvordan afkastet historisk havde været på højrentelande. Afkastet havde nemlig været højere i højrentelande end i virksomhedsobligationer, og da du kendte til den højere risiko ved investeringen, bl.a. ved informationerne fra maj 2005 og ved præsentationen af investeringspakken, valgte du således kun at omlægge 40 % af porteføljen.

Vi har således givet dig informationer og rådgivning i forbindelse med dine investeringer, både med hensyn til risiko og historiske afkast, og vi har bl.a. henvist til Bankinvest’s hjemmeside, hvor du kunne følge porteføljens udvikling dag for dag.

…"

Den 6. februar 2012 solgte klageren investeringsbeviserne i depot -816 til en kursværdi på i alt 909.747 kr. (4.462 styk Bankinvest Højrentelande til kurs 71,90 og 7.032 styk Bankinvest Virksomhedsobligationer til kurs 83,75).

Klageren indfriede udlægskreditten med salgsprovenuet og rejste et krav mod sparekassen om erstatning. Sparekassen afviste kravet.

Parternes påstande

Den 29. februar 2012 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Brørup Sparekasse (Saxo Privatbank) skal betale en erstatning på 304.881 kr. fordelt med 241.593 kr. til dækning af kurstab og 63.288 kr. til dækning af manglende garanteret udbytte.

Brørup Sparekasse (Saxo Privatbank) har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at hans og H’s risikoprofil er og til og stadighed har været lav risiko, hvilket sparekassen vidste.

Investeringsengagementet blev etableret på bankens anbefaling og under udtrykkelig forudsætning om lav risiko og garanteret udbytte. Investeringen skulle således løbe så længe udbyttet på investeringsbeviserne oversteg renteudgiften på udlægskreditten, eller indtil de måtte få brug for pengene.

Hverken forudsætningen om lav risiko eller garanteret udbytte blev opfyldt. Det viste sig, at investeringsbeviserne reelt ikke var lav risiko, men derimod mellem eller høj risiko. Bankinvest Virksomhedsobligationer gav ikke det forudsatte udbytte på 6 %. Han blev først klar over, at rådgivningen havde været mangelfuld, da sparekassen i slutningen af 2011 på grundlag af MiFID-skemaet udarbejdede en investeringsprofil. Hvis han var blevet rådgivet korrekt, ville han ikke have foretaget investeringen.

Den omstændighed, at MiFID-reglerne først trådte i kraft den 1. november 2007 medfører ikke, at sparekassen før denne dato er fri for rådgivningsansvar.

Han har til stadighed fulgt bankens rådgivning/anbefalinger. Sparekassen anbefalede på intet tidspunkt at ændre investeringen til andre produkter eller at sælge investeringsbeviserne.

På grund af kursudviklingen var det forbundet med et stort tab at sælge investeringsbeviserne.

Salget, hvorved han realiserede et kurstab på 241.593 kr. skete efter stort pres fra sparekassen. Hvis han havde beholdt investeringerne risikerede han, at kreditten ville blive opsagt, eller at sparekassen ville blive fritaget for ansvar for investeringen.

Udover kurstabet bør sparekassen godtgøre det manglende garanterede minimumsudbytte for Bankinvest Virksomhedsobligationer, som beløber sig til 63.288 kr.

Brørup Sparekasse (Saxo Privatbank) har anført, at det i forbindelse med ejendomshandlerne blev diskuteret om udlægskreditten skulle indfries eller alternativt investeres. Forskellige investeringsalternativer blev præsenteret, og klageren valgte at investere for knap 1.150.000 kr. i Bankinvest Virksomhedsobligationer. Omlægningen af en del af investeringsbeviserne til Bankinvest Højrentelande skete på klagerens foranledning.

Den omstændighed, at klageren opfattede sin risikoprofil som lav risiko, stemte med kategoriseringen af de pågældende investeringsbeviser på investeringstidspunktet.

Før ikrafttrædelsen af MiFID-reglerne den 1. november 2007 klassificerede sparekassen ikke kundernes risikoprofil som lav/mellem/høj. I overensstemmelse med reglerne om god skik blev kunderne oplyst om risikoen ved investeringen, hvilket også skete i klagerens tilfælde.

Klageren kendte investeringsbeviserne på baggrund af tidligere investeringer. Klageren kunne desuden følge investeringerne via blandt andet magasinet Ajour.

Klageren blev flere gange informeret om, at et garanteret udbytte ikke er det samme som en garanteret forrentning af den investerede kapital. Udbyttet var garanteret i henhold til prospektet fra Bankinvest og kunne vedtages ændret, hvilket også skete i tilfældet med virksomhedsobligationerne.

Et eventuelt salg lige efter 2008 ville have påført klageren et stort tab.

I lyset af finanskrisen og den efterfølgende generelle udvikling for investeringer, blev den omhandlede investering i forbindelse med en gennemgang af engagementet i slutningen af 2011 betragtet som en mellemrisikoinvestering. Da klageren ønskede lav risiko, blev han anbefalet at sælge investeringsbeviserne.

Det bestrides, at klageren blev presset til at sælge. Salget af investeringsbeviserne skete af klagerens egen fri vilje. Investeringen havde kunnet fortsætte, hvis klageren havde underskrevet en erklæring om, at han ønskede denne trods bankens anbefaling.

Ankenævnets bemærkninger

I 2005/2006 investerede klageren for hovedsageligt lånte midler i investeringsbeviser i Bankinvest Virksomhedsobligationer og Bankinvest Højrentelande til en kursværdi ved udgangen af 2006 på i alt 1.178.935 kr.

Der foreligger ikke skriftligt materiale i sagen vedrørende den rådgivning, som klageren modtog i den forbindelse.

Brørup Sparekasse har anført, at den ikke på investeringstidspunktet 2005/2006 klassificerede kunderne efter lav/medium/høj risiko, men oplyste dem om den risiko, der var ved dels værdipapirerne og dels investering for lånte midler.

Ankenævnet bemærker, at Brørup Sparekasse ikke på investeringstidspunktet var forpligtet til at fastlægge kundernes risikoprofil, jf. § 6 i den dagældende bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder (bekendtgørelse nr. 1.046 af 27. oktober 2004).

Det følger af Brørup Sparekasses brev af 4. januar 2012, at investeringen med 100 % i virksomhedsobligationer i maj 2005 skete på klagerens initiativ på grundlag af en drøftelse af forskellige investeringsalternativer, og at indfrielsen af en udlægskredit blev drøftet i samme forbindelse. Ankenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at Brørup Sparekasse i den forbindelse handlede ansvarspådragende. Det gælder uanset det efter de foreliggende oplysninger må lægges til grund, at sparekassen på daværende tidspunkt vurderede, at virksomhedsobligationerne havde lav risiko.

Det fremgår endvidere af Brørup Sparekasses brev af 4. januar 2012, at klageren i 2006 i forbindelse med etablering af investeringspakken valgte at omlægge 40 % af investeringen til Bankinvest højrentelande, at sparekassen vurderede, at disse investeringsbeviser var forbundet med mellem risiko, hvilket blandt andet var understreget af det højere udbytte.

Ankenævnet finder herefter ikke grundlag for at fastslå, at Brørup Sparekasse har handlet ansvarspådragende i forbindelse med omlægningen af investeringen i 2006.

Det kan ikke lægges til grund, at Brørup Sparekasse (Saxo Privatbank), garanterede klageren et bestemt udbytte af sin investering.

Det kan heller ikke lægges til grund, at salget af investeringsbeviserne i 2012 skete efter utilbørligt pres fra Brørup Sparekasse (Saxo Privatbank).

Under disse omstændigheder finder Ankenævnet, at det ikke kan pålægges Brørup Sparekasse (Saxo Privatbank) at betale erstatning til klageren i forbindelse med investeringerne.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.