Spørgsmål om adgang til at anvende indbetalinger til nedskrivning af ægtefælles engagement.
| Sagsnummer: | 736/1994 |
| Dato: | 21-09-1995 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Jørn Rytter Andersen, Niels Bolt Jørgensen, Peter Nedergaard, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Udlån - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om adgang til at anvende indbetalinger til nedskrivning af ægtefælles engagement. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Den 14. januar 1993 deltog klageren og hendes ægtefælle i et møde hos indklagede. I mødet deltog klagerens og ægtefællens revisor. Baggrunden for mødet var, at ægtefællen på grund af en skade ikke længere var i stand til at drive sin selvstændige virksomhed som kørelærer, hvorfor der var opstået restancer på hans engagement med indklagede.
Ægtefællens engagement med indklagede bestod af fem konti, herunder en anfordringskonto og en budgetkonto. Klagerens engagement med indklagede bestod af en lønkassekredit med en trækningsret på op til 15.000 kr. Ægtefællerne havde herudover et fælles boliglån med restgæld på ca. 100.000 kr. Til sikkerhed for det samlede engagement havde indklagede den 24. april 1986 fået håndpant i et ejerpantebrev på 115.000 kr. i klagerens ejendom og det til enhver tid indestående på budgetkontoen.
På mødet meddelte indklagede, at ethvert positivt indestående fremover ville blive overført til inddækning af restancer på de øvrige konti, uanset om klageren eller ægtefællen var kontohaver. Klageren har oplyst, at hun på denne baggrund oprettede en lønkonto i et andet pengeinstitut, hvorpå hendes løn efterfølgende indgik.
Med henvisning til manglende reaktion fra ægtefællernes side opsagde indklagede ved skrivelse af 12. marts 1993 ægtefællernes samlede engagement på ca. 330.000 kr. til indfrielse den 26. s.m.
I den følgende periode indledtes forhandlinger mellem indklagede og ægtefællerne, der blev bistået af advokat, vedrørende afvikling af ægtefællernes gæld. I forhandlingerne indgik ægtefællens indtjeningsmuligheder, salg af klagerens ejendom, opnåelse af en samlet kreditorordning for ægtefællen i forbindelse med afvikling af køreskolen og samling af engagementet med indklagede til et fast lån med begge ægtefæller som debitorer.
Ved skrivelse af 30. august 1993 til ægtefællernes advokat erklærede indklagede sig indforstået med at frigive ejerpantebrevet under forudsætning af, at ejendommen blev solgt bedst muligt, og at nettoprovenuet tilfaldt indklagede. Af skrivelsen fremgår bl.a.:
"Indtil ejendommen er solgt og størrelsen på restgælden til [indklagede] er endeligt fastlagt, skal der indbetales minimum kr. 5.000 hver måned f.g. den 1. september 1993, til nedbringelse af engagementet."
Klagerens ejendom blev solgt ved slutseddel af 30. oktober 1993.
I perioden september 1993 til april 1994 indbetalte klageren 5.000 kr. månedligt, i alt 40.000 kr., på sin lønkassekredit hos indklagede. Heraf overførte indklagede løbende i alt 36.390 kr. til inddækning af restancer på ægtefællens budgetkonto og anfordringskonto og på det fælles boliglån. Det resterende beløb, 3.610 kr. blev stående på klagerens lønkassekredit til nedbringelse af overtræk på denne.
Den 8. juli 1994, hvor indklagde havde modtaget restprovenuet i forbindelse med salget af klagerens ejendom, opgjorde indklagede sit samlede krav mod ægtefællerne til ca. 162.000 kr., hvoraf 14.384 kr. udgjorde restgælden på boliglånet og 15.685 kr. en negativ saldo på klagerens lønkassekredit.
Ved skrivelse af 22. august 1994 til indklagede gjorde advokaten gældende, at der af klagerens samlede indbetaling på 40.000 kr. burde være anvendt 8.000 kr. incl. 3.610 kr., som allerede var godskrevet, d.v.s. yderligere 4.390 kr. til nedbringelse af hendes konti, svarende til hendes forholdsmæssige andel af engagementet.
Indklagede har fremlagt de kontoudskrifter for klagerens lønkassekredit, der i perioden 10. september 1993 til 20. juni 1994 blev fremsendt til klageren. Heraf fremgår bl.a., at der den 10. september 1993 blev overført 3.300 kr. til boliglånet, og at der den 1. og 10. november 1993 blev overført henholdsvis 4.985 kr. og 4.300 kr. til ægtefællens anfordringskonto.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbageføre 36.390 kr. til hendes konti.
Indklagede har påstået frifindelse.
Klageren har anført, at pengeinstituttet, hvor hun oprettede lønkonto i januar 1993, tilbød at overtage hendes lønkassekredit og boliglån, hvilket blev meddelt indklagede. Indklagede var ikke interesseret heri, idet man i stedet ønskede hendes og ægtefællens engagement samlet til et fast lån med dem begge som debitorer. Til trods for at hun og ægtefællen gjorde opmærksom på, at de ikke ønskede en sammenlægning af engagementet, fremsendte indklagede tilbud om dette. De otte indbetalinger af 5.000 kr. blev indbetalt på hendes lønkassekredit og forudsat anvendt til nedbringelse af hendes gæld til indklagede. Indklagede var ikke berettiget til at overføre beløb fra hendes konto til ægtefællens konti uden hendes samtykke. Indbetalingerne var mere end tilstrækkelige til at dække hendes gæld til indklagede.
Indklagede har anført, at der fra ægtefællens anfordringskonto månedligt blev overført 8.200 kr. til budgetkontoen. På grund af disse overførsler opstod der overtræk på anfordringskontoen.
Budgetkontoen blev benyttet til betaling af kreditforeningsydelser på klagerens ejendom og ægtefællernes fællesudgifter. Bl.a. som følge af betaling af kreditforeningsydelse på 18.178,60 kr. den 31. december 1992 og ydelse på det fælles boliglån på 4.221 kr. den 7. januar 1993 var budgetkontoen den 11. januar 1993 overtrukket med 12.159 kr. De otte indbetalinger af 5.000 kr. blev anvendt til nedbringelse af de konti, hvorpå der skulle betales de største overtræksrenter. Indklagede forsøgte ikke at sammenblande ægtefællernes hæftelser, idet ægtefællerne selv indgik aftaler om betalingernes fordeling. Det var en klar forudsætning for frigivelsen af ejerpantet, at der indtil ejendommen var solgt, månedligt blev indbetalt 5.000 kr. til nedbringelse af engagementet. Klageren var bekendt med, at indeståender ville blive anvendt til nedbringelse af overtræk på ægtefællernes konti, hvilket blev meddelt på mødet den 14. januar 1993. Begge ægtefæller deltog i møderne hos indklagede, og al korrespondance blev stilet til ægtefællerne eller deres advokat med kopi til ægtefællerne. Klageren modtog månedligt en kontoudskrift fra lønkassekreditten, hvoraf overførslerne fremgik.
Ankenævnets bemærkninger:
Klageren havde håndpantsat et ejerpantebrev i sin ejendom på 115.000 kr. til indklagede til sikkerhed for, hvad hun og ægtefællen til enhver tid skyldte indklagede uanset skyldgrund. Ved skrivelse af 30. august 1993 erklærede indklagede sig indforstået med, at ejendommen blev solgt på betingelse af, at nettoprovenuet tilfaldt indklagede, og at der indtil ejendommen blev solgt blev indbetalt mindst 5.000 kr. pr. måned til nedbringelse af engagementet. Ankenævnet anser det for utvivlsomt, at det må have stået klageren klart, at der hermed mentes ægtefællernes samlede engagement, og hun findes ved faktisk at have indbetalt 5.000 kr. månedligt indtil salget af ejendommen at have accepteret indklagedes betingelse for at frigive ejerpantebrevet. Som følge af det anførte, og idet bemærkes, at ægtefællerne var bistået af revisor og advokat i forbindelse med forhandlingerne med indklagede, finder Ankenævnet ikke grundlag for at give klageren medhold i påstanden om at, indklagede skal tilbageføre 36.360 kr. til hendes konti. Ankenævnet finder imidlertid, at klageren var berettiget til at gå ud fra, at indbetalingerne blev anvendt til en ligelig nedbringelse af samtlige konti under ægtefællernes engagement. Ankenævnet finder derfor, at klagerens indbetalinger burde have været anvendt til afskrivninger på ægtefællernes konti i overensstemmelse med, hvad der er anført i advokatens skrivelse af 22. august 1994.
Som følge af det anførte
Indklagede bør nedskrive klagerens restgæld med 4.390 kr. med valør 8. juli 1994. Klagegebyret tilbagebetales klageren.