Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indfrielsesgebyr. Delvis indfrielse.

Sagsnummer: 21004058/2010
Dato: 22-12-2010
Ankenævn: Hugo Wendler Pedersen, Carsten Holdum, Bent Olufsen, Per Englyst, Karen Havers-Andersen
Klageemne: Indfrielse - gebyr
Indfrielse - delvis indfrielse
Ledetekst: Indfrielsesgebyr. Delvis indfrielse.
Indklagede: BRFkredit a/s
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Realkreditinstitutter

Klageren har i sin ejerlejlighed et lån til det indklagede realkreditinstitut, som blev udbetalt i december 2004. Af instituttets LånGuide fra juni 2004, som var en del af aftalegrundlaget, fremgik det, at gebyret for indfrielsestilbud udgjorde 200 kr. pr. lån og for indfrielsesafregning 750 kr. pr. lån. I april 2010 var klageren en række gange i telefonisk kontakt med instituttets Kundeservice om en eventuel delvis nedbringelse af hans lån. I april 2010 fremsendte instituttet en bekræftelse til klageren vedrørende delvis opsigelse af hans lån, hvoraf det fremgik, at der var beregnet et gebyr for indfrielsesafregning på 750 kr. Klageren protesterede efterfølgende forgæves over det opkrævede gebyr, som han mente aldrig var blevet oplyst.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet var uberettiget til at kræve gebyret på 750 kr. Instituttet påstod frifindelse.
Under sagen blev der fremlagt udskrifter af klagerens telefonsamtaler med realkreditinstituttets Kundeservice.
Nævnet henviste til, at det af instituttets LånGuide, som klageren fik udleveret i forbindelse med låneoptagelsen i 2004, fremgik, at instituttet for afregning ved indfrielse opkrævede et gebyr på 750 kr.
Nævnet fandt det ikke bevist, at instituttet mundtligt havde givet klageren tilsagn om, at gebyret ikke ville blive opkrævet i forbindelse med klagerens delvise indfrielse af lånet i 2010. Det havde været nærliggende, at instituttet i forbindelse med parternes mundtlige drøftelser havde nævnt, at instituttet opkrævede gebyr på 750 kr. for delvis indfrielse, men instituttet havde efter Nævnets opfattelse ikke af den grund fortabt sin ret til gebyret, hvorfor Nævnet frifandt instituttet.