Afgørelse

Indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med låneoptagelse i schweizerfranc (CHF) i 2009 og indsigelse mod rentens størrelse på valutalån/kredit.

Indledning

Denne sag drejer sig om indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med låneoptagelse i schweizerfranc (CHF) i 2009 og indsigelse mod rentens størrelse efter omlægning af lånet til DKK.

Sagens omstændigheder

Klageren havde i en årrække været kunde i Ringkjøbing Bank (nu vestjyskBANK).

Den 21. januar 2006 indgik han en Kreditrammeaftale om spændforretninger, aktiekreditter samt handel med futures, optioner og terminsforretninger på 300.000 kr. med banken.

Klageren har oplyst, at han anvendte denne kreditramme til aktiehandel.

I september 2008 optog klageren en kredit -690 på 4.350.000 kr. i Ringkjøbing Bank (nu vestjyskBANK) til brug for blandt andet finansiering af udlejningsejendomme, jf. kopi af kreditaftale udskrevet den 5. september 2008 fremlagt af klageren og kontoudskrift nr. 5 af 30. december 2008, hvoraf kreditmaksimum ligeledes fremgår. Det er anført i kreditaftalen, at 2.460.000 kr. af beløbet udgør en forhøjelse af kreditten. Det er endvidere anført, at kreditten er gældende indtil videre, og at den videre afvikling eller indfrielse aftales med banken den 4. september 2018. Under særlige betingelser er følgende anført:

”Lånet /kreditten forrentes med satsen for CIBOR 3 mdr. + 2,00 % p.a.”

Klageren har endvidere fremlagt en garantirekvisition udskrevet den 5. september 2008, hvori han anmoder Ringkjøbing Bank (nu vestjyskBANK) om hos en udenlandsk bank på hans vegne at hjemtage et lån i schweizerfranc (CHF) på 950.000 CHF. Det er anført, at lånet vil være til rådighed for låntager med valør den 1. oktober 2008 og forfalder til fuld indfrielse den 1. oktober 2010. Om rente er følgende anført:

”Renten fastsættes til p.t. 2 % p.a. over den rente, som tilbydes banken for hver kommende renteperiode på det internationale kapitalmarked (”cost of funds”). Renten fastsættes månedligt.”

Forinden udbetaling af CHF-lånet indgik klageren en call-option vedrørende handel med CHF.

Klageren har oplyst, at han ca. tre måneder efter indgåelsen af call-optionen stod til at tabe et beløb på ca. 162.000 kr., medmindre han optog lånet og derved udskød tabet eller at kursen på CHF blev mere gunstig. Klageren indløste call-optionen i december 2008 og fik udbetalt CHF- lånet i januar 2009.

Banken har fremlagt kopi af en kreditaftale indgået med vestjyskBANK udskrevet den 22. januar 2009 vedrørende kredit -690 på 4.350.000 kr. med klageren og hans ægtefælle, H, som debitorer. Kreditaftalen er underskrevet den 18. februar 2009. Det er anført i kreditaftalen, at kreditten er gældende indtil videre, og at afvikling eller indfrielse aftales med banken den 4. september 2018. Under Særlige betingelser er følgende anført:

”Kreditten forrentes med satsen for CIBOR 3 mdr. + 2,00 % p.a.”

Den 29. januar 2009 blev CHF-lånet udbetalt ved at der blev indsat 4.465.000 kr. på kredit -690, hvorefter kreditten udviste en saldo på 39.455,24 kr. Banken har fremlagt kontoudskrift nr. 6 af 31. marts 2009, hvoraf fremgår, at kreditmaksimum i den forbindelse blev fjernet fra kontoen.

Banken har anført, at trækningsretten på kredit -690 herefter bortfaldt og blev afløst af CHF-lånet. Dette har klageren bestridt.

Den 18. februar 2009 underskrev klageren og H et variabelt forrentet valutagældsbrev -930 på CHF 950.000 med indfrielse den 1. oktober 2010. Under Renter og omkostninger er følgende anført:

”Renten fastsættes til p.t. 2,00 % p.a. over den rente, som tilbydes banken for hver kommende renteperiode på det internationale kapitalmarked (”Cost of fundes”)…

Pengeinstituttet kan til enhver tid ændre renter og omkostninger for lånet i overensstemmelse med pengeinstituttets ”Almindelige forretningsbetingelser og særlige bestemmelser for lån og kreditter”.”

Klageren har anført, at valutagældsbrevet var et tidsbegrænset tillæg til kreditten, således at hvis han ønskede at konvertere lånebeløbet fra danske kroner til 950.000 CHF, så havde han mulighed for det. Hvis han gik tilbage til danske kroner, så var kreditaftalen gældende til 4. september 2018 med de gunstige rentebestemmelser fortsat gældende. Banken har anført, at kreditten i henhold til aftalen af 18. februar 2009 var indfriet, og at kontoen herefter overgik til en afviklingskonto.

Den 22. april 2009 indgik klageren en Rammeaftale og Vilkår for Handelskonto - Obligationer og Aktier med en tilknyttet kredit på 300.000 kr. med banken.

Klageren har oplyst, at han anvendte denne kredit til aktiehandel.

Ved brev af 4. november 2009 varslede banken, at den forhøjede rentetillægget på udlandslån med 1.50 pct. point med virkning fra den førstkommende rentetermin.

Banken har fremlagt en mailkorrespondance med klageren fra 6. april 2010, 7. maj 2010 og 8. juni 2010, hvori den varsler yderligere sikkerhedsstillelse eller kontant indbetaling på valutalånet på grund af den stigende kurs på CHF.

Da kursen på CHF havde været stigende gennem en længere periode, indgik klageren den 22. juni 2010 en terminskontrakt med banken, hvorved han købte 950.000 CHF til kurs 546,45 til levering den 10. august 2010, jf. bekræftelse af indgåelse af terminskontrakt af 22. juni 2010.

Den 14. juli 2010 indgik klageren og H en Valutalånsaftale (Multicurrency) med banken på en låneramme på 4.465.000 kr. med tillæg af 669.750 kr. afsat til fremtidig kursudvikling, i alt 5.134.750 kr., der forfaldt til fuld indfrielse pr. 1. oktober 2011. Under valutaen DKK var anført konto -749 som tilknyttet konto. I aftalen var renten angivet til ”pt. Cost of Funds + 3,50 %”. Ved klagerens returnering af den underskrevne aftale, havde han overstreget rentetillægget på 3,50 % og i stedet tilføjet 2 %. Han henviste i den forbindelse til tidligere aftale dateret den 22. januar 2009.

I august 2010 blev CHF-lånet indfriet i overensstemmelse med den indgåede terminskontrakt, og der blev i den forbindelse trukket 5.254.454,71 kr. på konto -749.

Banken har fremlagt kontoudskrifter for konto -749 fra indfrielsen af CHF-lånet i august 2010 til april 2011, hvoraf fremgår, at klageren løbende betalte den af banken krævede rente for lånerammen på kontoen. Klageren modtog endvidere renteopgørelser for kontoen fra banken hvert kvartal.

I april 2011 underskrev klageren og H en kreditaftale, hvorefter de kunne trække 3.175.000 kr. på kredit -749 efter nedskrivning med 1.812.370,29 kr. med genforhandlingsdato den 1. januar 2012. Nedskrivningen skete som følge af, at de fik mulighed for at flytte en del af kreditten til en anden långiver til en lavere rente. Under Rente og provision var følgende anført:

”…

Den årlige rente er variabel og udgør p.t. 5,150 % og tilskrives kreditten hvert kvartal, første gang den 30.06.2011.”

Af Almindelige forretningsbetingelser og særlige bestemmelser for lån og kreditter - forbruger, der var en del af kreditaftalen, fremgik:

”3. Renter

Rentevilkår

Renten for de enkelte indlåns- og udlånskonti er variabel, medmindre andet udtrykkeligt er aftalt.

At renten er variabel betyder, at vestjyskBANK kan ændre rentesatsen.

…”

Ved klagerens returnering af den underskrevne aftale, rettede han renten og anførte, at ”Renten er baseret på Cibor 3 mdr. + et tillæg som svare til 5,15 % - (minus) Cibor(3) pr. 20. april 2011”.

Ved breve af den 27. september 2011, 29. december 2011, 16. maj 2012 og 17. august 2012 varslede banken nogle generelle renteforhøjelser, der fik betydning for klagerens kredit -749.

Banken har fremlagt kontoudskrifter for kredit -749 fra april 2011 til 30. december 2013, hvoraf fremgår, at klageren løbende betalte den af banken krævede rente for kreditten. Klageren modtog endvidere renteopgørelser for kreditten hvert kvartal.

Parternes påstande

Den 27. marts 2014 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at vestjyskBANK skal betale en erstatning på mindst 600.000 kr. for valutatab og refundere for meget betalte renter i perioden november 2009 til september 2014 på i alt ca. 500.000 kr.

VestjyskBANK har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at optagelse af CHF-lånet blev anbefalet ham af banken, som mente, at risikoen forbundet med CHF-finansiering var lille. Banken vurderede, at CHF ville falde i forhold til DKK. Dette ville medføre, at hans gæld ville blive mindre.

Han bestrider, at han som anført af banken havde kendskab til finansiering i CHF fra venner og bekendte. Han kontaktede bankens valutaafdeling for at få rådgivning, da han intet kendskab havde til valutalån, terminsforretninger med videre.

Banken har ydet mangelfuld rådgivning. Der har ingen rådgivning været vedrørende valutarisici omkring et komplekst finansielt produkt som et valutalån, ingen rådgivning om terminssikring og ingen udsvingsramme på gældsbrevet, som kunne have indikeret valutarisici. Banken har endvidere ikke opfyldt sin pligt til at udarbejde påkrævet investorprofil før optagelse af nyt valutalån i CHF.

Det er korrekt, at han havde kendskab til handel med aktier. Dette er dog noget andet. Det er ikke nær så komplekst som valutalån og terminsforretninger.

I 2010 fandt han ud af, at han kunne have lavet en såkaldt terminssikring og derved kunne have reduceret sin risiko. Bankens rådgiver har efterfølgende erkendt, at den manglende rådgivning herom var en fejl fra bankens side.

Da kursen på CHF steg voldsomt, henvendte han sig selv til banken og fik den rådgivning, at nu kunne kursen ikke stige mere. Han valgte desuagtet selv at opsige CHF-lånet den 22. juni 2010 grundet de store tab. To måneder senere valgte banken at opsige alle kunders CHF-lån. Hvis han ikke selv havde opsagt CHF-lånet og i stedet havde fulgt bankens råd om at beholde det, havde han tabt yderligere 540.000 kr.

Vedrørende erstatning for renter har klageren anført, at kreditaftalerne fra 5. september 2008 og 22. januar 2009 (underskrevet 18. februar 2009) indeholder en individuel aftalt rente på CIBOR 3 mdr. + 2 % p.a., der var gældende indtil kreditten udløb i 2018. Banken kan ikke ændre en individuel renteaftale, idet en sådan aftale ikke er omfattet af bankens almindelige reguleringsklausuler. Renten kan derfor ikke ensidigt ændres af banken i takt med ændringer i markedsvilkårene.

Valutagældsbrevet skulle være et tidsbegrænset tillæg til kreditten, således at hvis han ønskede at konvertere lånebeløbet fra danske kroner til 950.000 CHF, så havde han mulighed for det. Meningen med at optage lånet i CHF var at opnå en billigere rente, indtil CIBOR-renten havde stabiliseret sig. Når CIBOR-renten var tilbage på et normalt niveau, skulle CHF-lånet indløses og afløses af den oprindelige kredit, som var gældende til den 4. september 2018.

Han blev ikke informeret om, at hvis han skrev under på valutagældsbrevet af 18. februar 2009, som alene var lavet fordi Ringkjøbing Bank var blevet til vestjyskBANK, så ville kreditaftalen gældende til 4. september 2018 med de gunstige rentebestemmelser bortfalde. Hvis han var blevet informeret om det, ville han ikke have underskrevet valutagældsbrevet.

Da han valgte at gå tilbage til danske kroner i juli 2010, var han af den klare overbevisning, at hans oprindelige lånebetingelser, som var gældende til den 4. september 2018, fortsat var gældende.

Da han underskrev valutalånsaftalen den 14. juli 2010, rettede han renten til det aftalte. Dette reagerede banken ikke på, og den accepterede derfor denne rente.

Grunden til at han underskrev den nye kreditaftale i april 2011 var, at han følte sig tvunget hertil, hvis han skulle have mulighed for at flytte en del af lånet til en anden långiver til en lavere rente. Han påførte dog igen en rettelse på lånedokumentet.

Banken reagerede denne gang og oplyste telefonisk, at den ikke kunne acceptere ændringen. Han oplyste i den forbindelse, at rettelsen netop svarede til den angivne rente på de 5,15 %, så medmindre banken havde tænkt sig at hæve renten, så var tilføjelsen ikke noget problem.

Banken foretog sig herefter ikke yderligere, men beholdt lånedokumentet med den af ham foretagne rettelse. Dette er det sidste lånedokument, som han har underskrevet.

Allerede efter tre måneder hævede banken imidlertid renten første gang.

Han bestrider, at de rejste krav er forældede. Forældelsesfristen udgør ti år, jf. forældelseslovens § 5, stk. 1, nr. 1, idet låneengagementet indeholder et gældsbrev, og hans krav udledes heraf.

VestjyskBANK har anført, at det var efter klagerens eget ønske og på hans eget initiativ, at han optog et lån i CHF. Han havde kendskab til finansiering i CHF fra venner og bekendte.

Forud for låneoptagelsen havde han flere gange kontaktet bankens handelsbord for at drøfte lånefinansiering i CHF.

Forinden udbetalingen af CHF-lånet, solgte klageren en call-option. Han havde derfor erfaring med spekulation i CHF, allerede inden CHF-lånet blev optaget.

Klageren havde endvidere gennem en årrække på egen hånd handlet med aktier og obligationer, herunder udenlandske værdipapirer, fra sine pensionsdepoter og havde også herved stiftet bekendtskab med valutarisiko forud for optagelsen af CHF-lånet.

Det bestrides, at banken har oplyst, at det var uden væsentlig risiko at få udbetalt lånet i CHF. Banken rådgav klageren om den risiko, der var ved optagelse af lån i fremmed valuta. Banken har ikke pådraget sig et erstatningsansvar.

Et valutalån er ikke et finansielt instrument, og der er derfor ikke krav om udarbejdelse af en investeringsprofil i forbindelse med optagelse af et valutalån.

Banken er ikke ansvarlig for udviklingen i CHF, der ikke kunne forudses af banken.

Klageren var fuldt ud klar over, hvad det indebar at optage et lån i CHF, og han kendte og accepterede risikoen for tab.

Den 22. juni 2010 indgik klageren en terminskontrakt med banken, hvorved CHF-lånet blev ”nedlukket” i august 2010. Han blev i hvert fald på dette tidspunkt bekendt med kurstabet. Et eventuelt erstatningskrav forældes efter tre år, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1, og kravet blev derfor forældet senest den 22. juni 2013.

Vedrørende erstatning for renter har banken anført, at den har beregnet den rente, der fremgik af de af klageren underskrevne dokumenter samt bankens varslinger om forhøjelse af renten.

Da klageren optog valutalånet, fremgik det af valutalånsdokumentet af 18. februar 2009 og af de øvrige efterfølgende dokumenter, at der var tale om en variabel rente.

Valutalånet afløste således det tidligere lån/kreditten i danske kroner, og lånet i danske kroner eksisterede herefter ikke længere. Klageren kunne ikke på et senere tidspunkt vælge at gå tilbage til den tidligere aftale på de vilkår, der var tilknyttet denne aftale. Der var ikke nogen aftale mellem banken og klageren om, at han på et senere tidspunkt kunne optage et lån i danske kroner på de tidligere vilkår.

Straks efter at banken modtog den af klageren underskrevne multicurrencyaftale af 14. juli 2010 og den af klageren underskrevne kreditaftale af 18. april 2011, meddelte den ham, at hans tilføjelser om renten ikke kunne accepteres.

Et eventuelt krav vedrørende tilbagebetaling af renter forældes efter tre år, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1. Da klagen blev indgivet til Ankenævnet den 27. marts 2014, er eventuelt krav på tilbagebetaling af renter før den 27. marts 2011 forældet.

Ankenævnets bemærkninger

Forinden udbetaling af schweizerfranc-lånet (CHF-lånet), indgik klageren i efteråret 2008 en call-option vedrørende handel med CHF. Ca. tre måneder efter indgåelsen af call-optionen stod han til at tabe et beløb på ca. 162.000 kr., medmindre han optog CHF-lånet og derved udskød tabet. Han indløste call-optionen i december 2008 og fik udbetalt lånet på 950.000 CHF den 29. januar 2009 ved, at der blev indsat 4.465.000 kr. på hans kredit i banken.

Efter at kursen på CHF steg betydeligt i løbet af lånets løbetid, indgik klageren i juni 2010 en terminskontrakt med banken med henblik på indfrielse af CHF-lånet i august 2010, hvor hans CHF-lån blev indfriet ved, at der blev trukket 5.254.454,71 kr. på hans konto i banken.

Der er mellem klageren og banken uenighed om, hvilken rådgivning banken ydede klageren i forbindelse med hans optagelse og indfrielse af CHF-lånet.

Det følger af forældelseslovens § 3, stk. 1, at erstatningskrav forældes tre år regnet fra rådgivningstidspunktet. Efter forældelseslovens § 3, stk. 2, skal forældelsesfristen, hvis fordringshaveren er ubekendt med kravet, regnes fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til kravet.

Da klageren i august 2010 realiserede et større kurstab i forbindelse med indfrielsen af CHF-lånet, finder Ankenævnet, at klageren i hvert fald tidligere end tre år før forældelsen blev afbrudt ved sagens indbringelse for Ankenævnet den 27. marts 2014 havde tilstrækkelig kendskab til konsekvenserne af bankens rådgivning til at rejse et eventuelt erstatningskrav.

Klagerens eventuelle erstatningskrav som følge af den af banken ydede rådgivning var derfor forældet, da sagen blev indbragt for Ankenævnet.

Med hensyn til klagerens krav om tilbagebetaling af renter, følger det af forældelseslovens § 3, stk. 1, at krav på tilbagebetaling af renter forældes efter tre år. Klagerens eventuelle krav på tilbagebetaling af renter før den 27. marts 2011 er derfor forældet.

Ankenævnet finder, at det må lægges til grund, at valutalånet afløste klagerens kredit i danske kroner. Det er ikke godtgjort, at klageren havde en aftale med banken om, at klageren efter indfrielse af valutalånet kunne vælge at gå tilbage til den oprindelige kreditaftale i danske kroner og de rentevilkår, der var knyttet til denne aftale. Ankenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at valutalånet indfriede kreditten i danske kroner, og at kreditmaksimum, der i kontoudskrift af 30. december 2008 er angivet til 4.350.000 kr., ikke er medtaget i det efterfølgende kontoudskrift af 31. marts 2009. Banken kunne derfor i perioden fra den 27. marts 2011 til den 18. april 2011 beregne sig den rente som fulgte af Valutalånsaftalen af 14. juli 2010 påført klagerens rettelse og fra den 18. april 2011 og fremefter beregne sig den rente, som fulgte af kreditaftalen af april 2011 påført klagerens rettelse.

Ankenævnet lægger til grund, at klageren løbende betalte den rente, som banken krævede, på trods af de rettelser, som han havde foretaget i dokumenterne. Ankenævnet lægger ligeledes til grund, at banken kontaktede klageren telefonisk vedrørende rettelsen i kreditaftalen af den 18. april 2011 og oplyste, at rettelsen ikke kunne accepteres.

Da der var tale om et lån/en kredit, som allerede var udbetalt/stillet til rådighed for klageren på tidspunktet for hans rettelser i dokumenterne, finder Ankenævnet, at det påhvilede klageren at reagere på bankens renteopkrævning, såfremt han fortsat ikke kunne acceptere renteberegningen. Ved at betale den opkrævede rente gennem flere år uden at foretage sig yderligere over for banken som for eksempel at indfri lånet eller tage skridt til retsforfølgning, må klageren efterfølgende anses for at have accepteret at betale den af banken opkrævede rente.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Klageren får ikke medhold i klagen.