Rådgivning om tegning af livrente.
| Sagsnummer: | 396/2000 |
| Dato: | 19-04-2001 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Inge Frølich, Karen Frøsig, Niels Bolt Jørgensen |
| Klageemne: |
Forsikring - tegning af livrente
Rådgivning - pensionsforhold |
| Ledetekst: | Rådgivning om tegning af livrente. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører indklagedes rådgivning af klageren i forbindelse med dennes tegning af en livrente i november 1998.
Sagens omstændigheder.
Klageren, der er født i 1943, og som er kunde hos indklagede, tegnede i oktober 1998 en ratepensionsforsikring i et forsikringsselskab uden tilknytning til indklagede. Præmien på rateforsikringen var 5.000 kr. pr. måned. Dækningen omfattede en årlig udbetaling af 76.584 kr. i årene 2011-2024 (67-80 år) til klageren eller i tilfælde af dennes død "nærmeste pårørende". I tilfælde af klagerens død før 2011 ville de årlige udbetalinger til "nærmeste pårørende" udgøre 902 kr.
I november 1998 drøftede klageren rateforsikringen med indklagede. På baggrund af indklagedes rådgivning tegnede klageren den 24. november 1998 en livrente i et forsikringsselskab, der er koncernforbundet med indklagede. Livrenten skulle erstatte rateforsikringen, som klageren skulle foranledige omskrevet til en fripolice.
På livrenten skulle der månedligt indbetales 5.000 kr. Dækningen omfattede livsvarige årlige udbetalinger på 75.396 kr. fra 2011 (67 år). I tilfælde af klagerens død ville der være en årlig udbetaling til begunstigede på 628 kr. i 2011-2015.
Klagerens tidligere ægtefælle, A, der på klagerens vegne har indbragt sagen for Ankenævnet, har oplyst, at klageren i 1978 pådrog sig en hjerneskade i forbindelse med en trafikulykke. Erhvervsevnen blev herved nedsat med 2/3, og i 1981 blev klageren tildelt mellemste invalidepension.
På tidspunktet for tegningen af livrenten bestod klagerens engagement med indklagede af bl.a. en lønkonto med tilknyttet kredit på 25.000 kr. På tegningstidspunktet var saldoen ca. 23.000 kr. (positiv). Fra udgangen af januar 1999 blev saldoen i stigende omfang negativ. Den 21. juni 1999 blev kreditmaksimum forhøjet med 10.000 kr. til 35.000 kr. og den 9. september 1999 blev kreditmaksimum forhøjet med 15.000 kr. til 50.000 kr.
Af kontoudskrifterne fremgår, at der frem til og med 1. maj 1999 månedligt blev overført 5.000 kr. til rateforsikringen. En overførsel på 5.000 kr. til rateforsikringen den 1. juni 1999 blev tilbageført den 2. s.m.
Den 31. december 1999, hvor saldoen på kontoen var 47.481,20 kr. (negativ) blev der ved check indbetalt 25.000 kr., hvilket svarer til ydelserne, der i januar - maj 1999 blev overført til rateforsikringen.
I marts 2000 rettede klageren henvendelse til indklagede om rentesatsen på kreditten. Den 16. marts 2000 blev rentesatsen nedsat med 0,5% point. Samme dag underskrev klageren en anmodning om ændring af livrenten til en præmiefri forsikring.
I et budgetskema udarbejdet af indklagede for perioden 1. december 1999 - 30. november 2000 er klagerens årlige faste udgifter til betaling via klagerens budgetkonto opgjort til 90.054 kr. Heri var ikke indregnet ydelserne på livrenten, som blev betalt ved overførsler fra lønkontoen.
Af klagerens skattemæssige årsopgørelse for 1999, udskrevet i april 2000, fremgår en samlet indkomst for klageren på 240.000 kr. Skatten for 1999 er beregnet til 55.394 kr. I forbindelse med årsopgørelsen blev der udbetalt 49.301 kr. i overskydende skat inkl. procentgodtgørelse. Beløbet blev indbetalt på lønkontoen, som herefter havde en positiv saldo på 34.976 kr.
Den 11. april 2000 underskrev klageren en fuldmagtserklæring, hvorefter A fik fuldmagt til at disponere over klagerens konti og depoter.
Parternes påstande.
Den 13. oktober 2000 har A på vegne klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at ophæve livrenten og tilbagebetale de indbetalte beløb med tillæg af renter.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
A har anført, at indklagede har pådraget sig ansvar som følge af mangelfuld rådgivning i forbindelse med tegningen af livrenten.
Indklagede burde have indset, at klageren med en årsindtægt på 240.000 kr. ikke kunne betale et årligt indskud på 60.000 kr. frem til år 2011, uden at han blev nødsaget til at optage lån.
Da det efter tegningen af livrenten viste sig, at budgettet ikke kunne hænge sammen, ydede man blot en kredit til en rente på 12%.
Da der var tale om et længerevarende kundeforhold, var indklagede bekendt med klagerens økonomi, herunder at han modtog pension. Indklagede var også bekendt med, at klageren er et "dårligt liv", idet livrenten blev tegnet uden præmiefritagelse i tilfælde af invaliditet.
Klageren havde fuld tillid til indklagede og stolede "blindt" på forslaget om en forsikring uden at kunne overskue, hvorfra pengene skulle komme. Baggrunden for, at klageren ofte henvendte sig til indklagede med spørgsmål til sin økonomi, var netop et tegn på manglende overblik.
Nedsættelsen af renten på kreditten i foråret 2000 skete ikke som følge af pres fra klageren. Klageren henvendte sig, fordi hans økonomi ikke kunne hænge sammen, og rentenedsættelsen var et tilbud fra indklagedes medarbejder.
Som følge af indklagedes rådgivning står der nu ca. 70.000 kr. som "døde" penge indtil år 2011. Et beløb, som klageren har brug for bl.a. med henblik på at forblive i sin egen bolig efter det fyldte 60. år.
Indklagede har anført, at det var den ekspederende medarbejders klare opfattelse, at klageren kunne overskue sine økonomiske forhold. Klageren drøftede ofte sine økonomiske anliggender med de ansatte i afdelingen, og i marts 2000 blev renten på klagerens kredit nedsat efter anmodning fra klageren. Klageren nævnte ikke, at baggrunden for anmodningen var, at hans økonomi ikke kunne hænge sammen.
I forbindelse med en ekspedition i oktober 1998 oplyste klageren, at han havde oprettet en ratepensionsordning. Efter aftale indleverede klageren policen, som blev gennemgået under et møde den 24. november 1998 med en pensionsrådgiver. Klageren ønskede at sikre sig selv, således at han kunne opretholde samme indtægt, når den mellemste førtidspension blev afløst af folkepension. Han ønskede livsvarige pensionsydelser fra det 67. år. og havde ikke ønske om at sikre livsarvinger. Med livrenten opnåede klageren en livslang udbetaling med den samme præmiebetaling som på rateforsikringen. Omlægningen skete således efter klagerens udtrykkelige ønske. Lån eller kredit til finansiering af livrentepræmierne blev ikke drøftet, og der var heller ikke baggrund herfor, idet klageren på daværende tidspunkt havde et indestående på sin lønkonto på 23.396 kr. og i øvrigt kun havde indeståender/depoter.
Det er helt sædvanligt, at kunder, der ikke kan give tilfredsstillende helbredsoplysninger, vælger at tegne livrente uden præmiefritagelse. Det er endvidere almindelig kutyme, at forsikringstageren selv opsiger sin forsikring i en situation, som den foreliggende.
Indbetalingerne på livrenten udgjorde 61.091 kr. i 1999. Klagerens økonomi blev imidlertid ikke belastet med dette beløb. Indbetalingerne medførte såvel skattemæssige som pensionsmæssige fordele, hvorfor klagerens likviditet alene blev belastet med 22.601 kr. Udgiften til præmien på livrenten var ikke en ny udgift, idet der alene var tale om en omlægning af indbetalingerne på ratepensionen.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder det ikke sandsynliggjort, at klageren ikke vidste, hvilke retsvirkninger der var forbundet med oprettelsen af livrenten. Der er herefter ikke grundlag for at fastslå, at indklagede ydede klageren mangelfuld rådgivning herom. Det bemærkes herved, at klageren kort forinden havde oprettet en tilsvarende ordning i et andet forsikringsselskab, og at det på grundlag af klagerens indkomstmæssige og skattemæssige forhold må lægges til grund, at han var i stand til at opfylde aftalen.
Efter det foreliggende må det lægges til grund, at overtrækket på klagerens konto i 1999 opstod som følge af, at overførslerne til rateforsikringen ikke ophørte som forudsat, og at den skattemæssige fordel ved indbetalingerne først slog igennem i foråret 2000 i forbindelse med den skattemæssige årsopgørelse for 1999. Ankenævnet finder ikke grundlag for at pålægge indklagede et erstatningsansvar svarende til de rentedebiteringer dette medførte, idet klageren selv burde have draget omsorg for, at rateforsikringen blev omskrevet til en fripolice, og at forskudsregistreringen blev ændret.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.