Rådgivning i forbindelse med indgivelse af selvangivelse til skattemyndighederne. Krav om kompensation for efterbetaling af skat.
| Sagsnummer: | 365/1999 |
| Dato: | 30-12-1999 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Karin Duerlund, Niels Bolt Jørgensen, Leif Nielsen |
| Klageemne: |
Rådgivning - skatteforhold
|
| Ledetekst: | Rådgivning i forbindelse med indgivelse af selvangivelse til skattemyndighederne. Krav om kompensation for efterbetaling af skat. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har pådraget sig erstatningsansvar over for klageren som følge af mangelfuld rådgivning i forbindelse med dennes udarbejdelse af selvangivelse for indkomståret 1997.
Sagens omstændigheder.
I august 1999 fik klageren fra skattemyndighederne meddelelse om, at man agtede at forhøje skatteansættelsen for klageren og dennes to mindreårige børn i indkomstårene 1997 og 1998.
Baggrunden for forhøjelsen var, at klageren og børnene siden klagerens skilsmisse i juli 1997 havde modtaget henholdsvis hustrubidrag og børnebidrag. Disse indkomster, som ikke automatisk blev indberettet til skattemyndighederne, var ikke blevet påført selvangivelserne for indkomstårene 1997 og 1998.
Ved skrivelse af 12. august 1999 rettede klageren henvendelse til indklagede med anmodning om en kompensation for den efterbetaling af skat, som forhøjelsen af skatteansættelserne medførte. Kravet var begrundet i, at indklagede i forbindelse med indgivelsen af selvangivelsen for indkomståret 1997 havde ydet mangelfuld rådgivning.
Ved skrivelse af 17. august 1999 tilbød indklagede pr. kulance at godtgøre klageren og børnene renteudgifterne til Told Skat (procenttillægene) på i alt 3.260 kr. Indklagede tilbød endvidere klageren et lån med "en passende afviklingstid" til afvikling af skattegælden.
Klageren fandt indklagedes tilbud utilstrækkeligt.
Ved skrivelse af 25. august 1999 afviste indklagede at yde klageren yderligere kompensation. Såfremt den tilbudte kulanceerstatning var skattepligtig, var man imidlertid indstillet på at drøfte dette forhold.
Ved skrivelser af 7. september 1999 meddelte skattemyndighederne, at skatteansættelsen for klageren blev forhøjet med henholdsvis 15.000 kr. og 30.000 kr. i indkomstårene 1997-98. Skatteansættelsen blev for hver af børnene forhøjet med henholdsvis 8.727 kr. og 17.808 kr.
Parternes påstande.
Den 30. august 1999 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at yde en større en kompensation end den tilbudte, herunder at betale eventuelle bøder.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at hun fik rådgivning hos indklagede, idet økonomien efter skilsmissen var uoverskuelig for hende.
På grund af usikkerhed med hensyn til selvangivelsen for indkomståret 1997 forespurgte hun rådgiveren, om hun skulle kontakte en revisor, idet hun var indstillet på at afholde udgiften hertil. Rådgiveren udtalte efter en gennemgang af hendes papirer, at han mente, at alle punkter var oplyst, og at hun kun behøvede at underskrive selvangivelsen. Det var derfor ikke nødvendigt at kontakte en revisor. Hun underskrev selvangivelsen i rådgiverens påsyn. Selvangivelsen blev afsendt, og hun annullerede et aftalt møde med en revisor.
Hverken hun eller rådgiveren var opmærksom på, at ægtefælle- og børnebidrag ikke automatisk blev indberettet til skattemyndighederne. Hun var klar over, at bidragene var skattepligtige.
I maj 1998 henvendte hun sig på ny til rådgiveren, som fortsat ikke mente, at revisorbistand var nødvendig.
Selvangivelsen for 1998 blev ligeledes blot underskrevet inden afsendelsen.
Indklagede er som følge af mangelfuld rådgivning medansvarlig for den efterbetaling af skat, som nu bliver opkrævet, og som anslås til i alt ca. 84.500 kr. Såfremt hun havde været bekendt med dette skattekrav, ville hun have disponeret anderledes med hensyn til sin privatøkonomi.
Indklagede bør i hvert fald tillige dække et eventuelt bødekrav fra skattemyndighederne.
Indklagede har anført, at der i forbindelse med klagerens skilsmisse blev afholdt flere møder, hvor klagerens fremtidige økonomi blev gennemgået, og hvor der bl.a. blev udarbejdet boligberegninger. Klagerens og børnenes indkomstforhold blev drøftet, idet en del af indkomsterne bestod af ægtefælle- og børnebidrag. I boligberegningerne blev der taget hensyn til disse indkomster og beskatningen heraf. I forbindelse med gennemgangen af beregningerne blev klageren således gjort opmærksom på, at indkomsterne var skattepligtige.
Til et møde medbragte klageren sin og børnenes selvangivelser. På klagerens forespørgsel tilkendegav medarbejderen, at klageren efter hans opfattelse ikke behøvede revisorbistand til udfyldelse af selvangivelserne, idet de skattemæssige forhold forekom at være relativt ukomplicerede. Medarbejderen antog i den forbindelse, at de forskellige poster, herunder ægtefælle- og børnebidragene blev indberettet automatisk til skattemyndighederne. Medarbejderen bistod ikke klageren med udfyldelse af selvangivelsen, og klageren traf selv beslutning om fravalg af revisorbistand.
Klageren, der var bekendt med, at ægtefælle- og børnebidragene var skattepligtige, burde ved modtagelsen af årsopgørelsen i maj 1998 have opdaget, at disse indkomster ikke var medtaget i opgørelsen.
Indkomsterne er skattepligtige, hvorfor klageren og børnene ikke har lidt tab ud over de 3.260 kr., som man har tilbudt at betale. Der gives i dansk ret ikke erstatning for skuffede forventninger, jf. Højesterets afgørelse refereret i UfR. 1996.200 H, hvorfor klagerens krav om yderligere kompensation afvises.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Efter det foreliggende må det lægges til grund, at indklagedes medarbejder påtog sig at rådgive om udfyldelsen af selvangivelsen for indkomståret 1997 for klageren og dennes børn.
Ankenævnet finder, at medarbejderen, der i forbindelse med rådgivningen fik forelagt den fortrykte selvangivelse, og som var bekendt med klagerens indkomstforhold og økonomi i øvrigt, burde have gjort klageren opmærksom på, at hun selv skulle anføre indkomsterne, der hidrørte fra ægtefælle- og børnebidrag, idet disse ikke automatisk blev indberettet til skattemyndighederne.
Klageren og børnene lider imidlertid ikke tab ved at skulle efterbetale den ordinære skat for 1997 og 1998 af ægtefælle- og børnebidragene, og der er som anført af indklagede ikke grundlag for at pålægge indklagede at yde kompensation ud fra synspunktet skuffede forventninger, jf. UfR 1996.200 H. I øvrigt bemærkes, at klageren ved modtagelsen af årsopgørelserne for 1997 burde være blevet opmærksom på, at ægtefælle- og børnebidragene ikke var medtaget.
Indklagede har erklæret at ville godtgøre klageren og børnene de procenttillæg på i alt 3.260 kr., som opkræves af skattemyndighederne som følge af den for sene betaling.
Ankenævnet finder ikke grundlag for at pålægge indklagede at betale eventuelle bøder, idet pålæg af bøder forudsætter, at klageren findes at have handlet groft uagtsomt.
Som følge af det anførte
Klagen tages ikke til følge.