Bankcheck udstedt i 1983 i henhold til korrespondentbankordning nægtet indløst. Spørgsmål om forældelse og om anden banks overtagelse af korrespondentbankens forpligtelser.
| Sagsnummer: | 170/1997 |
| Dato: | 19-11-1997 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Peter Stig Hansen, Ole Just, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Check - bankcheck
Check - afvisning Forældelse - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Bankcheck udstedt i 1983 i henhold til korrespondentbankordning nægtet indløst. Spørgsmål om forældelse og om anden banks overtagelse af korrespondentbankens forpligtelser. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF IF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
I april 1983 udloddede skifteretten i Randers arvebeholdningen i et offentligt skiftet bo. Klageren skulle som arving modtage 82.399,33 kr. Skifteretten anmodede indklagede 1, hvor boets midler indestod, om at forestå udlodningen. Dette skete ved fremsendelse af checks til arvingerne, herunder klageren, der var og er bosiddende i Canada.
Klageren modtog i april 1983 checken, som var udstedt af indklagede 1 og trukket på Fællesbanken for Danmarks Sparekasser. Klageren indløste ikke checken, der lød på 82.369,33 kr., idet et gebyr på 30 kr. var fratrukket.
Den omhandlede check, der er fremlagt under sagen, angiver Fællesbanken for Danmarks Sparekasser som trassatbank. Checken er nummereret, men bærer ikke oplysning om, fra hvilken konto checkbeløbet skal debiteres. Checken fremtræder som udstedt af indklagede 1. Fællesbanken blev i 1988 overdraget til Hafnia Erhvervsbank, der senere er overtaget af indklagede 2.
I december 1995 rettede klageren henvendelse til indklagede 2 om honorering af checken. Dette afvistes af indklagede 2.
Indklagede 1 har oplyst, at man dengang i forbindelse med pengeoverførsler til udlandet anvendte Fællesbanken som korrespondentbank. Man var befuldmægtiget til at udstede check på Fællesbankens vegne, men var ikke kontohaver hos Fællesbanken. Kontohaver og checkudsteder var Fællesbanken. Indklagede overførte hver dag til Fællesbanken dagens samlede beløb for udstedte checks trukket på Fællesbanken. Aftalen om korrespondentvirksomheden var kutymemæssigt ikke indgået skriftligt, så lidt som tilsvarende aftaler er det i dag. Ordningen blev administreret i overensstemmelse med retningslinier udstukket af Fællesbanken. Man er ikke længere i besiddelse af materiale fra 1983 herom. Fra 1988 overtog Hafnia Erhvervsbank ordningen.
I september 1991 overdrog Hafnia Erhvervsbank nogle af sine aktivitetsområder til indklagede 3. Af overdragelsesaftalen herom fremgår, at indklagede 3 bl.a. overtog aktivitetsområdet "sparekasser og mindre banker". Endvidere er anført:
"Overdragelsen omfatter samtlige bestående engagementer med de overtagne kunder på de nævnte aktivitetsområder på overtagelsestidspunktet med dertil knyttede rettigheder og forpligtelser af enhver art, herunder udlån, indlån, garantier, fondshandler, depoter, valutahandler m.v."
Under sagens forberedelse har retten i Randers, skifteafdelingen, ved skrivelse af 19. august 1997 oplyst, at man ikke er i besiddelse af arven til klageren, og at der ikke ses at være tilgået boet oplysning omkring arven, før klageren i 1995 rejste sagen.
Klageren har den 29. april 1997 indbragt sagen for Ankenævnet, i første omgang med påstand om, at indklagede 1 og 2 tilpligtes at udbetale beløbet. Klageren har den 25. august 1997 anmodet om, at indklagede 3 inddrages i sagen.
De indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at han ikke har modtaget checkbeløbet og fortsat har checken i sin besiddelse. De indklagede bør derfor betale ham checkbeløbet.
Indklagede 1 har anført, at man havde fuldmagt til på Fællesbankens vegne at udstede checken. Kontohaver var Fællesbanken, der også var den reelle checkudsteder. Efter udstedelse af en check overførtes det tilsvarende beløb til Fællesbanken. Der blev ikke godtgjort eller mellemregnet for ikke honorerede checks, ligesom der ikke eksisterede en ordning, hvorefter man blev godskrevet for ikke-honorerede checks. Indklagede var reelt ikke udsteder af checken og kan derfor ikke hæfte som checkudsteder.
Indklagede 2 har anført, at checken først er præsenteret længe efter forevisningsfristens udløb, jf. checklovens § 29. Klageren bør holde sig til checkudstederen, nemlig indklagede 1. Selv om checken ikke angiver nogen debiteringskonto, hvilket heller ikke kræves efter checkloven, er det ikke dokumenteret, at Fællesbanken var den egentlige kontohaver, og at udsteder ligeledes var Fællesbanken ved fuldmagt til indklagede 1. Hvis checkbeløbet som hævdet af indklagede 1 blev indsat i Fællesbanken, hvilket ikke er dokumenteret, burde indklagede 1 i rimelig tid efter udløbet af indløsningsfristen have kontrolleret, om checken var indløst eller i modsat fald have krævet beløbet tilbageført. Hvis tilbagebetaling ikke er sket, hvad der ikke kan kontrolleres i dag, og hvis et tilbagesøgningskrav har eksisteret, er dette enten overtaget af indklagede 3 i oktober 1991 i henhold til den mellem Hafnia Erhvervsbank og indklagede 3 indgåede overdragelsesaftale, eller kravet er forældet efter den 5-årige forældelsesfrist inden oktober 1991, jf. 1908-lovens § 1, stk. 1, nr. 6. Overdragelsesaftalen mellem Erhvervsbanken og indklagede 3 må fortolkes således, at overtagelsen også omfattede et eventuelt ansvar for et modtaget, men ikke hævet checkbeløb. Havde indklagede 1 mod Fællesbanken et tilbagesøgningskrav, der ikke var ophørt ved afregning eller forældelse inden oktober 1991, ville et sådant krav enten i form af indlån eller på anden vis være omfattet af aktivitetsområderne for sparekassen, som indklagede 3 overtog. Indklagede 3's fortolkning af overdragelsesaftalen på dette punkt bestrides.
Indklagede 3 har anført, at det af medarbejdere, som i sin tid var beskæftiget i Fællesbanken med de omhandlede forretninger, og som nu er ansat hos indklagede 3, er oplyst, at indklagede 1 i 1983 var befuldmægtiget Fællesbankens korrespondentnet. Dette indebar, at indklagede 1 var befuldmægtiget til at udstede checks efter Fællesbankens retningslinier. Fællesbanken var således den egentlige kontohaver, men også udsteder af checken. Ordningen var etableret, for at mindre pengeinstitutter uden eget korrespondentnet i udlandet kunne imødekomme kunders behov for checks til fremsendelse og indløsning af udenlandske forbindelser. Sådanne checks blev oftest udstedt i fremmed valuta, men kunne også udstedes i danske kroner. Afregningsproceduren var, at når indklagede 1 havde udstedt en check, skete der indrapportering til Fællesbanken, som bogførte beløbet på en intern konto, hvorefter Fællesbanken afventede checkens præsentation. Skete præsentation ikke inden for en frist på et til to år, blev beløbet posteret på en konto for uindløste checks. Praksis er og var, at først efter tyve år tages et beløb til indtægt. Ved checkens udstedelse blev indklagede 1's konto i Fællesbanken debiteret beløbet, således at checken straks blev betalt. Aktivitetsområdet "sparekasser og mindre banker" som anført i overdragelsesaftalen fra 1991 henviser til det samarbejde, som Hafnia Erhvervsbank havde med pengeinstitutter, som benyttede Erhvervsbanken som formidler af bl.a. betalingsformidling til og fra udlandet. Indklagede 3 overtog værdien af dette aktivitetsområde, men således at alene muligheden for, at de pengeinstitutter, som hidtil havde benyttet Hafnia Erhvervsbank, fremover ville benytte indklagede 3. Indklagede 3 overtog ikke forpligtelser, som påhvilede Hafnia Erhvervsbank på dette tidspunkt bortset fra nogle få løbende terminsforretninger, der ikke kunne afsluttes. Overdragelsesdokumentets bestemmelse om, at "overdragelsen omfatter samtlige bestående engagementer med de overtagne kunder" henviser til de privatkunder og mindre erhvervskunder, som indgik i overdragelsen. Indklagede 1 var ikke omfattet heraf. Indklagede 3 har ved overdragelsen ikke overtaget nogen pligt til at honorere uindløste checks, fordi checks udstedt under akkrediteringsordningen ved indløsningen ville blive belastet på det betrukne pengeinstitut, som var Fællesbanken. Indklagede påstår subsidiært afvisning under henvisning til, at en stillingtagen vil forudsætte en bevisførelse, der ikke kan ske for Ankenævnet.
Ankenævnets bemærkninger:
Efter det af indklagede 1 og indklagede 3 oplyste lægger Ankenævnet til grund, at der i 1983 eksisterede en ordning mellem Fællesbanken for Danmarks Sparekasser og mindre pengeinstitutter, hvorefter et pengeinstitut - i det foreliggende tilfælde indklagede 1 - var bemyndiget til på Fællesbankens vegne at udstede checks trukket på Fællesbanken, således at dennes forpligtelse som trassatbank blev inddækket ved samtidig overførsel af et tilsvarende beløb. Indklagede 1 var herefter frigjort og havde ikke anledning til at foretage kontrol med, om de udstedte checks blev indløst. Ankenævnet finder herefter ikke grundlag for at pålægge indklagede 1 at betale checkbeløbet til klageren.
Klagerens krav som checkindehaver var forældet seks måneder efter forevisningsfristens udløb, jf. checklovens § 52. Klageren kan imidlertid efter princippet i checklovens § 57 gøre et berigelseskrav gældende mod indklagede 2, der har overtaget Fællesbankens forpligtelser, under forudsætning af, at kravet ikke er forældet efter de almindelige forældelsesregler. Kravet angår udbetaling af et til Fællesbanken overført beløb og er ikke omfattet af forældelsesloven af 1908, men alene undergivet den 20-årige forældelse efter Danske Lovs 5-14-4. Kravet er derfor ikke forældet.
Ankenævnet finder det efter det foreliggende ikke godtgjort, at indklagede 3 har overtaget Hafnia Erhvervsbanks forpligtelser af den heromhandlede art, hvorved bemærkes, at der er tale om en forpligtelse over for klageren, ikke om en forpligtelse over for indklagede 1.
Klagerens påstand tages herefter til følge over for indklagede 2.
Som følge af det anførte
Indklagede 2 bør inden 4 uger mod checkens udlevering betale 82.369,33 kr. til klageren med rente efter renteloven fra den 29. april 1997. Klagen tages ikke til følge for så vidt angår indklagede 1 og indklagede 3. Klagegebyret tilbagebetales klageren.