Afgørelse

Krav om erstatning for tab på et valutalån i CHF, der i juli 2011 blev omlagt til danske kroner

Indledning

Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning for tab på et valutalån i CHF, der i juli 2011 blev omlagt til danske kroner.

Sagens omstændigheder

I sommeren 2007 oprettede klageren og dennes ægtefælle to 20-årige kreditter på i alt 1,7 mio. kr. i Spar Nord Bank. Kreditterne blev omlagt til schweizerfranc (CHF) til efter det oplyste kurs 452.

Pr. den 31. december 2007 udgjorde kursværdien af gælden 1.578.243,29 kr. på grundlag en CHF-kurs på 449,08.

Den 8. og 9. oktober 2008 var der en e-mailkorrespondance mellem klageren og banken om udviklingen i låneomkostningerne og valutakursen.

Udviklingen i kursværdien af gælden var herefter følgende:

Ved e-mail af 27. juni 2011 til klageren informerede banken "i lyset af den seneste tids styrkelse af CHF" om muligheden for at indsætte en stop loss aftale på valutakreditten.

Ved e-mail af 27. juli 2011 bekræftede banken en aftale med klageren om en stop loss på kurs 650 på kreditten.

Stop loss kursen blev nået den følgende dag, hvor gælden blev omlagt til 2.264.262 kr. på grundlag af en CHF-kurs på 650,65.

Parternes påstande

Den 28. december 2011 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Spar Nord Bank skal erstatte tabet på valutakreditten helt eller delvist.

Spar Nord Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken i forbindelse med en omlægning af lånene i hans og ægtefællens ejendom anbefalede CHF-kreditten, som en billig finansieringsform uden risiko.

CHF-kursen var på daværende tidspunkt 452, og ifølge banken var det en teoretisk situation, at CHF ville stige til over 500.

Banken rådgav ikke om risikoen. De var ikke klar over, at der reelt var tale om valutaspekulation for lånte penge. Banken burde i forbindelse med oprettelsen have informeret om muligheden for en stop loss aftale. I så fald havde de kunnet forholde sig til et muligt tab og dettes størrelse.

Han talte jævnligt med banken om kursen på CHF, der var jævnt stigende. Banken manede til ro og informerede først i februar 2010, hvor der var et urealiseret tab på 200.000 kr., om alternative lån. Kursen på CHF var da 518.

I sommeren 2011 blev de tvunget til via en stop loss aftale at realisere det nu betydeligt større tab på grundlag af kurs 650. Stop loss aftalen medførte i sig selv et forøget tab, idet CHF-kursen i december 2011 var faldet til ca. 600.

Banken bør betale erstatning for kurstabet som følge af mangelfuld rådgivning i perioden fra oprettelsen i sommeren 2007 til februar 2010 samt tabet som følge af indgåelsen af stop loss aftalen, eller i alt ca. 350.000 kr.

Stop loss aftalen var i strid med deres ønsker, idet de forventede, at CHF-kursen ville stabilisere sig, hvilket viste sig at holde stik. Deres holdning understøttes af, at de ikke reagerede på bankens opfordring ved mailen af 27. juni 2011.

Ifølge banken var der risiko for overbelåning af deres ejendom, hvilket ikke var holdbart. Banken gav dem to dage til at vælge en lukkekurs. De var forvirrede over pludselig at stå i en situation, hvor deres ejendom var overbelånt og med risiko for at skulle sælge. Det bestrides, at stop loss aftalen som anført af banken var et velovervejet valg på baggrund af en rådgivning. Tværtimod blev de påtvunget aftalen som en panikreaktion fra bankens side.

Banken ydede også mangelfuld rådgivning til hans forældre og hans søster, der optog tilsvarende kreditter. Forældrenes kredit blev tvangslukket til en CHF-kurs på 720.

Et eventuelt skattefradrag er uden relevans for klagen, idet der skal svares skat af en eventuel godtgørelse.

Spar Nord Bank har anført, at banken ikke har begået fejl eller forsømmelser hverken i forbindelse med etableringen af kreditten eller i forbindelse med anbefalingen af en stop loss aftale til klageren.

Klageren henvendte sig som ny kunde med henblik på CHF-finansiering, som andre i hans familie. Klageren blev kreditvurderet og fundet egnet til finansieringen.

Klageren blev rådgivet om kursrisikoen og om fordele og ulemper ved at optage lån i CHF. Endvidere blev den historiske udvikling i CHF drøftet. Det bestrides, at banken som anført af klageren skulle have oplyst, at der var tale om en billig finansieringsform uden risiko, eller at det var en teoretisk situation, hvis CHF-kursen steg til over kurs 500.

Under løbende drøftelser er klageren blevet informeret om, at kursen på CHF steg. Klageren, der i hvert fald herved indså kursrisikoen, valgte at beholde finansieringen.

Klageren kunne til enhver tid have omlagt kreditten til danske kroner.

Det bestrides, at banken skulle have tvunget klageren til at fastsætte en stop loss. Klageren traf selv beslutningen. På grund af de stigende CHF-kurser og dermed risikoen for en yderligere forøgelse af gælden i danske kroner, var det på daværende tidspunkt en fornuftig beslutning. Klageren fastsatte selv den stop loss kurs, hvor han ønskede at udtræde af CHF.

Siden 2008 er banken kommet med opfordringer til stop loss, uden at stille krav herom. Den omstridte stop loss anbefaling byggede på en vurdering af klagerens økonomiske forhold og udviklingen i CHF samt bankens forventninger om, at CHF-kursen ville stige yderligere. Klageren måtte indse, at rådgivningen om udviklingen i CHF var baseret på forventninger, som kunne vise sig ikke at holde, og at klageren selv måtte bære risikoen for kursudviklingen.

Klageren har mulighed for at skattefradrag for kurstabet, der således reelt er mindre end angivet af klageren.

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at Spar Nord Bank ved sin rådgivning af klageren i forbindelse med oprettelsen af valutakreditten begik fejl eller forsømmelser, der kan medføre et erstatningsansvar. Ankenævnet finder, at det måtte stå klageren klart, at der ved optagelsen af lån i en anden valuta end danske kroner er en risiko for, at kursen på den anden valuta udvikler sig ugunstigt, således at lånets restgæld i danske kroner stiger. Hertil kommer, at klageren gennem en længere periode kunne konstatere, at CHF steg.

Efter det foreliggende må det anses for uafklaret om banken på et forkert grundlag eller på utilbørlig måde pressede klageren til at indgå stop loss aftalen den 27. juli 2011, der medførte, at kurstabet på valutakreditten blev realiseret den følgende dag.

Ankenævnet finder, at en afgørelse af dette spørgsmål ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan finde sted for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene.

Ankenævnet afviser derfor denne del af sagen i medfør af Ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1.

Ankenævnet har ikke taget stilling et eventuelt krav mod banken fra klagerens forældre eller søster.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle den del af klagen, der vedrører bankens eventuelle erstatningsansvar i forbindelse med indgåelsen af stop loss aftalen. Klageren får ikke i øvrigt medhold i klagen.