Spørgsmål om hæftelse for lån, der ved en fejl var overført til inkassokonto for debitors ægtefælle.
| Sagsnummer: | 107/2004 |
| Dato: | 14-09-2004 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Tina Dhanda, Niels Bolt Jørgensen, Rut Jørgensen, Astrid Thomas |
| Klageemne: |
Udlån - hæftelse
Forældelse - udlån Udlån - indfrielse |
| Ledetekst: | Spørgsmål om hæftelse for lån, der ved en fejl var overført til inkassokonto for debitors ægtefælle. |
| Indklagede: | BG Bank (Danske Bank) |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører klagerens hæftelse for to lån til indklagede, som i forbindelse med misligholdelse af klagerens ægtefælles engagement overgik til ægtefællens inkassokonto.
Sagens omstændigheder.
Den 16. september 1987 ydede indklagede klageren et lån på 9.350 kr. (lån -1395).
Den 11. oktober 1990 ydede indklagede klageren et lån på 95.000 kr. (lån -8268). Klagerens daværende ægtefælle M pantsatte samtidig et løsøreejerpantebrev på 80.000 kr. med pant i en Ford Sierra. Af håndpantsætningserklæringen fremgår, at pantsætningen skete til sikkerhed for, hvad M eller klageren til enhver tid måtte være eller blive indklagede skyldig.
Ved skrivelser af 11. august 1992 meddelte indklagede klageren, at klagerens to lån var overført til en inkassokonto (35066). Det fremgik for så vidt angår lån -1395, at restgælden inkl. rente pr. seneste rentetermin var 4.397,59 kr., mens restgælden på lån -8268 inkl. rente pr. seneste rentetermin var 36.814,31 kr. Af kontoudskrift for lån -1395 fremgår, at lånet var afviklet regelmæssigt med 400 kr. månedligt, senest den 31. juli 1992; tilsvarende gør sig gældende for lån -8268. Seneste rentetermin var for begge lån 30. juni 1992.
Indklagede har anført, at inkassokonto -35066 var alene registreret i M's navn og indeholdt yderligere M's misligholdte gæld til indklagede. Overførslen af klagerens gæld til M's inkassokonto beroede på en administrationsfejl. Af samme grund fremgik klagerens gæld ikke af en årsoversigt pr. 30. december 1994, som klageren har fremlagt.
Den 29. marts 1995 overflyttede indklagede klagerens gæld fra M's inkassokonto til ny inkassokonto for klageren, -20370.
Af en afregning af 29. marts 1996 fra indklagedes advokat vedrørende inkassationen af kravet mod M fremgår det, at 9.000 kr. indgik fra salg af en bil.
Den 20. marts 1997 opdelte indklagede kravet mod klageren på to konti, henholdsvis konto -90916 og -90924. På årsoversigt pr. 31. december 1997 er gælden anført med de to kontonr. med kontoteksten "Gammel gæld", idet konto -90916 er oplyst til 41.499,43 kr. og konto -90924 med 4.492,60 kr. Af årsoversigter for årene 1998-2001 fremgår, at samme saldi er indberettet til skattemyndighederne.
Indklagede har anført, at man i årene 1992-1997 korresponderede med klageren om gælden, uden at dette førte til nogen afvikling.
Ved skrivelse af 6. januar 2003 rettede indklagedes inkassoafdeling henvendelse til klageren med anmodning om betaling af gælden opgjort pr. 11. august 1992 til 4.492,60 kr. (konto -90924) og 37.573,43 kr. (konto -90916). Hertil skulle lægges renter og eventuelle påløbne omkostninger. Ved skrivelse af 12. s.m. meddelte klageren, at hun i løbet af kort tid ville fremsende "et forslag til afvikling af gælden".
Efter at indklagede ved skrivelse af 3. februar 2003 havde rykket klageren, meddelte klageren ved skrivelse af 3. marts 2003 bl.a., at hun var "indstillet på at få sagen afviklet, og vil derfor tilbyde 50% af beløbet = 21.033 kr. til fuld og endelig afvikling".
Af sagen fremgår, at indklagede overgav sagen til advokat, hvorefter sagen blev foretaget i fogedretten den 13. maj 2003, hvor der angiveligt blev foretaget udlæg hos klageren.
Klageren rettede henvendelse til advokat, som ved skrivelse af 8. august 2003 til indklagedes advokat anførte, at den Ford Sierra, som havde været pantsat til sikkerhed for engagementet, senere var blevet solgt af indklagede uden, at provenuet var godskrevet klagerens engagement. Advokaten henviste endvidere til kontoudskrift af 31. december 1992, hvoraf det fremgik, at saldoen på lån -8268 var 0 kr., ligesom det af kontooversigt pr. 30. december 1994 fremgik, at klageren ikke på dette tidspunkt havde noget låneengagement med indklagede. Som følge heraf fandt advokaten, at klageren ikke var indklagede noget beløb skyldig.
Ved skrivelse af 5. september 2003 oplyste indklagedes advokat, at M i marts 1996 havde underskrevet en salgsfuldmagt om salg af den pantsatte bil. Provenuet ved salget var afskrevet på indklagedes mellemværende med M, idet pantsætningen af bilen var sket til sikkerhed for betaling af, hvad M eller klageren skyldte indklagede. Indklagede fastholdt på denne baggrund kravet mod klageren.
Parternes påstande.
Klageren har den 24. marts 2004 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hun ikke skylder indklagede noget beløb, subsidiært at nedsætte hendes gæld til indklagede.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse. Indklagede har under sagens forberedelse anerkendt, at klagerens gæld ekskl. renter kan opgøres til 29.210,94 kr. Hertil kan lægges fem års rente på 12.074,40 kr.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at indklagedes krav er forældet, idet der ikke blev etableret et særligt retsgrundlag for fordringen efter, at denne blev indfriet ved overførsel til M's engagement.
Efter overførslen til M's engagement gik der tre år, hvor hun blev orienteret om, at hun ikke skyldte indklagede noget beløb. Dette er ikke en administrativ fejl, hvor indklagede ensidigt kan lade sit krav genopstå uden underskrivelse af nyt gældsbrev eller etablering af andet særligt retsgrundlag.
Hendes efterfølgende adfærd, herunder betaling af afdrag under trusler om tvangsauktion over hendes bolig kan ikke ændre ved, at fordringen må anses for forældet.
Med hensyn til provenuet fra bilsalget erindrer hun, at dette minimum androg 15.000 kr., hvorfor dette beløb rettelig bør fragå.
Indklagede har anført, at administrationsfejlen i forbindelse med kontoskiftet ikke har kunnet give klageren en berettiget forventning om, at kravet var bortfaldet. Det fremgår af sagsforløbet, at klageren heller ikke har haft en sådan forventning.
Indklagedes krav kan i dag opgøres således:
Orindelig restgæld på lån -8268 (renset for forældede renter): | 36.814,31 kr. | |
Oprindelig restgæld på lån -1395 (renset for forældede renter): | 4.397,59 kr. | |
Modregnet i 1996 med indestående på indlånskonto | - 0,96 kr. | |
Klager indbetalt 6 x 500 kr. | - 3.000,00 kr. | |
Provenu ved salg af bil | - 9.000,00 kr. | |
Samlet restgæld ekskl. renter | 29.210,94 kr. |
Hertil er indklagede berettiget til de seneste fem års påløbne og forfaldne renter, som udgør 12.074,40 kr.
Grundet sagens omstændigheder har man frafaldet tidligere krav om betaling af omkostninger, men tager dog forbehold om, at der efterfølgende kan påløbe yderligere inddrivelsesomkostninger m.v.
Provenuet ved salget af bilen var 9.000 kr., jf. afregning fra indklagedes advokat.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder, at klageren i forbindelse med indklagedes fejlagtige overførsel af gælden i henhold til de to lån til M's inkassokonto ikke havde grund til at tro, at indklagede anså lånene for indfriet, og at hun således var frigjort for hæftelsen i henhold til disse. Indklagede havde derfor et krav på klageren på 4.397,59 kr. og 36.814,31 kr. pr. 31. juli 1992. Disse krav er undergivet 20-årig forældelse efter DL 5-14-4 og er således ikke forældet.
Under sagens forberedelse har indklagede opgjort sit samlede krav og har i denne forbindelse fradraget 9.000 kr. vedrørende salget af M's bil, som i oktober 1992 blev stillet til sikkerhed tillige for klagerens gæld til indklagede. Ankenævnet anser det for godtgjort, at provenuet udgjorde 9.000 kr., jf. herved den fremlagte afregning af 29. marts 1996 fra indklagedes advokat. Ankenævnet har ikke taget stilling til, om indklagede var forpligtet til ved opgørelsen af sit krav over for klageren at fradrage provenuet fra salget af bilen.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.