Afgørelse

Valg af låntype/renteprocent. Rådgiveransvar.

Klageren indgik i september 1994 aftale om køb af den omhandlede ejerlejlighed. Ifølge købsaftalen skulle der optages et kontantlån, for hvilket der var anslået en rente på 9,1652 pct. Det indklagede realkreditinstitut fremsendte i september 1994 et lånetilbud, der var udstedt til sælgerne, til den medvirkende ejendomsmægler. I lånetilbudet var kontantlånsrenten beregnet til 9,537 pct. ud fra salg af 6 pct. obligationer til kurs 71,1. Det fremgik af tilbudet, at udbetalingen kunne finde sted med en anden obligationsrente og end den anførte. Lånetilbudet var vedlagt et pantebrev, der indeholdt en beskrivelse af lånets indfrielsesvilkår, herunder at det for kontantlån er den underliggende obligationsrestgæld, der danner grundlag for indfrielsen. Ejerskiftelånet blev udbetalt til sælgerne i oktober 1994 ved salg af 6 pct. obligationer til kurs 73,15, hvilket førte til en kontantlånsrente på 9,21172 pct. Instituttet bevilgede i januar 1995 gældsovertagelse til klageren. Efter det oplyste omlagde klageren i 1998 kontantlånet, som blev indfriet ved opkøb af de bagvedliggende obligationer til kurs 96,95. I april 2000 rejste klageren et erstatningskrav på 132.000 kr. over for instituttet som følge af mangelfuld rådgivning. Klageren henviste til, at han ved låneoptagelsen i 1994 var blevet rådet til at optage et 6 pct. kontantlån til kurs 73,15, som i 1998 havde måttet indfries til kurs 96,95. Instituttet redegjorde i april 2000 for forløbet af ejerskiftebelåningen, som var ydet sælgerne, og afviste klagerens krav.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle yde ham en erstatning på 132.000 kr. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt, at instituttet ikke umiddelbart havde haft nogen rådgivningsforpligtelse over for klageren som køber af ejerlejligheden. Lånet blev optaget i sælgernes navne, og klageren accepterede handelen på de vilkår, som fremgik af købsaftalen. Instituttet ydede blot det lån, som parterne havde aftalt optaget. Der var derfor ikke grundlag for at kritisere, at instituttet ikke fremsendte andre lånetilbud. Efter Nævnets opfattelse var det i 1994 ikke i sig selv uforsvarligt at tilbyde et 6 pct. kontantlån til lave kurser, idet et sådant lån havde den laveste nettoydelse. Nævnet frifandt som følge af det anførte realkreditinstituttet.