Sagsnummer: | 20510053/2006 |
Dato: | 17-03-2006 |
Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, Jette Kammer Jensen, Mads Laursen og Steen Jul Petersen |
Klageemne: | Lånetilsagn |
Ledetekst: | Lånetilsagn. |
Indklagede: | BRFkredit a/s |
Øvrige oplysninger: | |
Senere dom: | Download som pdf |
Realkreditinstitutter |
Klageren optog i 2003 et 5 pct. obligationslån på 558.000 kr. hos det indklagede realkreditinstitut. Instituttet fremsendte i oktober 2005 et brev til klageren, hvoraf det fremgik, at hun en gang om året ville modtage en LånService Oversigt, hvor hun kunne se sine aktuelle muligheder. Brevet var vedlagt en LånService Oversigt, som indeholdte en sammenligning af klagerens daværende lån med en restløbetid på 17,25 år med et nyt 4 pct. obligationslån med en løbetid på 20 år. Af sammenligningen fremgik det, at klageren kunne opnå en besparelse på 21.150 kr. efter skat på første års ydelse. Ifølge Oversigten var beregningerne baseret på obligationskursen pr. 7. oktober 2005, og da kurserne dagligt ændrede sig, var oversigten derfor et øjebliksbillede. Den 17. oktober 2005 fremsendte klageren en e-mail til instituttet, hvori hun anførte, at hun torsdag aften telefonisk havde meddelt instituttet, at hun gerne ville benytte sig af tilbudet som beskrevet. Dette var imidlertid blevet afvist med henvisning til, at der var en fejl i det fremsendte materiale. Efterfølgende havde juridisk afdeling ligeledes afvist hendes ønske og henvist til, at der var tale om markedsføringsmateriale. Klageren fastholdt, at instituttet havde afgivet et personligt tilbud, som hun havde accepteret, og at der ikke var tale om markedsføringsmateriale. Den 14. oktober 2005 beklagede instituttet over for modtagerne af LånService Oversigten 2005, at der i Oversigten var sket den fejl, at ydelsesbesparelsen var blevet beregnet på basis af et nyt lån med afdragsfrihed i stedet for et nyt lån med afdrag.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle tilpligtes at omlægge hendes nuværende lån til det i LånService Oversigten af 7. oktober 2005 anførte lån og med den deri anførte ydelsesbesparelse. Instituttet påstod frifindelse.
Flertallet fandt, at beregningen i instituttets ”LånService Oversigt 2005” ikke kunne anses for et bindende tilbud. Flertallet lagde vægt på, at beregningen indgik som led i en årlig lånserviceordning, der omtalte en række forskellige service– og lånemuligheder. Fælles for de omtalte lånemuligheder var, at de angav at være et øjebliksbillede. Aftaleretligt måtte beregningerne i ”LånService Oversigt 2005” karakteriseres som en opfordring til at gøre tilbud. Flertallet fandt videre, at instituttet havde været berettiget til at afslå at indgå en aftale med et indhold som angivet i beregningerne. Mindretallet fandt, at den ”LånService Oversigt 2005” og det tilhørende følgebrev, som blev tilsendt klageren i oktober 2005, fremtrådte på en sådan måde, at det havde karakter af et tilbud. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev derfor frifundet.