Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Bemyndigelse til en af flere kautionister til at modtage underretning.

Sagsnummer: 12/1988
Dato: 22-12-1988
Ankenævn: Frank Poulsen, Hans Rex Christensen, Per Overbeck, Lars Pedersen, Jørn Ravn
Klageemne: Kaution - underretning i henhold til BSL § 41
Ledetekst: Bemyndigelse til en af flere kautionister til at modtage underretning.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Den 11. juli 1985 bevilgede indklagede et lån på 88.000 kr. til en sammenslutning. Ifølge låneaftalen skulle lånet afdrages over 4 år og 8 måneder med kvartalsvis ydelse 7.060 kr., begyndende den 30. september 1985. Låneprovenuet skulle anvendes til køb af et fly type Piper 140. Sammenslutningen ved en af deltagerne (i det følgende kaldet udstederen) udstedte et gældsbrev til indklagede. Samtlige ni deltagere underskrev kautionserklæringer. Endvidere var udstederen, som således også var kautionist, bemyndiget til på medkautionisternes vegne at modtage enhver meddelelse, herunder de i Bank- og Sparekasselovens § 41 omhandlede meddelelser. Deltagerne oprettede en konto i sammenslutningens navn, hvortil de indbetalte beløb til dækning af ydelser.

Ydelsen pr. 30. september 1985 blev erlagt, mens ydelsen pr. 31. december 1985 ikke blev erlagt. I 1986 blev ydelser erlagt uregelmæssigt, men således at der efter en indbetaling den 16. oktober 1986 var forudbetalt ydelser på 1.500,46 kr. Ydelserne pr. 31. december 1986 og 31. marts 1987 blev ikke erlagt, og den 20. januar og 15. april 1987 fremsendte indklagede en rykkerskrivelse til udstederen. De øvrige deltagere blev ikke underrettet.

Den 12. maj 1987 blev der indbetalt 52.188,04 kr. på lånet i forbindelse med sammenslutningens salg af flyet. Restgælden på lånet udgjorde herefter 24.311,71 kr. I perioden fra 12. maj 1987 til 13. juni 1988 blev der ikke indbetalt ydelser på lånet. I perioden fremsendte indklagede rykkerbreve til udstederen og den 27. november 1987 endvidere til en af dennes medkautionister. Ved skrivelse af 25. april 1988 blev der fremsendt meddelelse i medfør af Bank- og Sparekasselovens § 41 til samtlige kautionister. Ved skrivelse af 4. maj 1988 anmodede advokaten for seks af deltagerne om, at indklagede stillede inkassosagen i bero i en kortere tid, idet sammenslutningen havde problemer med udrede sine regnskaber.

Ved skrivelse af 27. juni 1988 fremsendte indklagede på advokatens anmodning kontooversigt over lånet. I skrivelse af 28. juni 1988 anmodede advokaten indklagede om at fremsende en opgørelse over de enkelte indbetalinger på lånet. Advokaten havde på daværende tidspunkt på vegne af tre kautionister afregnet 13.500 kr. som ydelse på lånet. Ved skrivelse af 25. juli 1988 meddelte indklagedes advokat, at han havde taget restgælden til inkasso.

Seks af sammenslutningens ni deltagere har herefter ved deres advokat indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at klagerne ikke er pligtige at udrede restgælden. Til støtte herfor har klagerne anført, at det ikke er god pengeinstitutskik, at en person, der er noteret som debitor for et lån, tillige indsættes som kautionist, eller at den pågældende indsættes som bemyndiget i henhold til Bank- og Sparekasselovens § 41. Endvidere har klagerne anført, at medkautionisternes regresmuligheder er forringet væsentligt, idet de først den 25. april 1988 fik meddelelse i henhold til den nævnte bestemmelse.

Indklagede har påstået frifindelse. Til støtte for påstanden har indklagede anført, at kautionisterne ifølge kautionserklæringerne har bemyndiget udstederen til at modtage samtlige de i Bank- og Sparekasselovens § 41 omhandlede meddelelser. Indklagede har fremsendt samtlige restancemeddelelser til denne i et anbefalet brev inden 6 måneder efter de pågældende ydelsers forfaldsdag, hvorfor indklagede ikke finder grundlag for at frigøre kautionisterne for deres kautionsforpligtelser.

Ankenævnets bemærkninger:

De af indklagede i henhold til Bank- og Sparekasselovens § 41 afgivne meddelelser er fremsendt rettidigt til den deltager i den ikke som selskab registrerede sammenslutning, som af de øvrige deltagere var bemyndiget til at modtage bl.a. sådanne meddelelser på samtliges vegne, og der kan derfor ikke gives klagerne medhold.

Ankenævnet finder anledning til at tilføje, at et pengeinstitut efter omstændighederne, navnlig i tilfælde af konstant eller længereværende misligholdelse fra en skyldners side, uanset at øvrige skyldnere eller andre for engagementet hæftende har underskrevet sædvanlig bemyndigelseserklæring, bør underrette også de øvrige hæftende, således at disse får mulighed for at varetage deres interesser.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.