Indlån, rente.
| Sagsnummer: | 306/1989 |
| Dato: | 03-10-1989 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Rente - indlån
|
| Ledetekst: | Indlån, rente. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I 1980 oprettede klageren en "Tilbudskonto" i indklagedes Svinninge afdeling. Ifølge indklagedes brochure om denne kontoform forrentedes indeståendet med diskontoen med tillæg af 4%, ved oprettelsen 15% p.a. Fotokopi af brochuren er vedlagt som bilag til denne kendelse. I juni 1989 meddelte afdelingen klageren, at renten på tilbudskontoen fra den 1. januar 1990 vil blive ændret til højeste indlånsrente plus en sparepræmie på p.t. 1½%, for tiden 6½% p.a.
Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at forrente Tilbudskonti som hidtil.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at indklagede ved markedsføringen af Tilbudskonti anførte, at den høje forrentning ville fortsætte efter udløbet af fristen for oprettelse af konti, og at indklagede ikke anførte nogen slutdato for rentegarantien.
Indklagede har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at den officielle diskonto på tidspunktet for markedsføringen af Tilbudskonti var 11%. I perioden frem til den 27. november 1983 faldt diskontoen til 7% og har herefter været konstant. I 1985 ophørte Nationalbanken med at bruge diskontoen som styringsinstrument overfor pengeinstitutterne, og diskontoen har herefter ikke haft nogen betydning for indlånsrenteudviklingen. Forudsætningen for at sammenholde forentningen af Tilbudskontoen med diskontoen er således bristet. Indklagede valgte imidlertid i modsætning til en del andre pengeinstitutter at videreføre Tilbudskontoen uændret indtil den nu varslede opsigelse.
Af indklagedes almindelige forretningsbetingelser pkt. 4 fremgår det, at indklagede til enhver tid fastsætter de betingelser, der gælder vedrørende forrentning af konti, og at de pågældende betingelser til enhver tid kan ændres uden varsel. Endvidere fremgår det af pkt. 7, at medmindre andet er aftalt, kan indklagede til enhver tid bringe et kundeforhold til ophør uden varsel.
Tilbudskontobrochuren indeholder ikke oplysninger eller formuleringer, der udelukker eller indskrænker en fremtidig rentevilkårsændring. På baggrund heraf giver pkt. 4 og 7 i indklagedes almindelige forretningsbetingelser også - som det mindre i det mere og i overensstemmelse med gældsbrevslovens § 5, stk. 1 - hjemmel til den varslede ændring af renten på Tilbudskontoen.
I den formueretlige litteratur er det endvidere fast antaget, at vedvarende kontrakter, herunder den foreliggende aftale, kan bringes til ophør med et passende varsel, hvorfor der på tilsvarende måde kan ske en ændring af vilkår for aftalen. Finanstilsynet har i en afgørelse refereret i Tilsynets årsberetning for 1987, s 48-50, udtalt, at spørgsmålet om, hvorvidt opsigelsen af en tilbudskonto af lignende art var i overensstemmelse med dansk rets almindelige regler, må bestemmes efter, hvad der skønnes at give en rimelig ordning, der gennemsnitligt passer til aftaler af den pågældende art.
I en af Tilsynet til brug for sagen indhentet udtalelse havde Forbrugerombudsmanden anført, at en ændring af aftaleforholdet ville kunne gennemføres med et efter omstændighederne passende varsel. I forbindelse med tilsynssagen er det oplyst, at et passende varsel er 6 måneder.
På denne baggrund må det af indklagede givne varsel på lidt over 6 måneder opfylde de krav, man med rimelighed kan stille til varslets længde. Med et sådant varsel har klageren god tid til at undersøge og overveje alternative forrentnings- og investeringsmuligheder, ligesom han ikke risikerer, at en eventuel reinvestering skal foretages i en bestemt kortere periode, der kan være påvirket af tilfældige markedsudsving i rente m.v. Også de nye rentevilkår for Tilbudskontoen er gunstige for klageren set i forhold til det øvrige marked.
Ankenævnets bemærkninger:
3 medlemmer - Frank Poulsen, Bjørn Bogason og Ole Simonsen - udtaler:
Indklagedes i 1980/81 afgivne tilbud, hvorefter renten på Tilbudskonti ville udgøre diskontoen med tillæg af 4% p.a., var ikke efter sit indhold tidsubegrænset, og der blev ikke meddelt garanti for rentens højde i nogen bestemt periode.
Indklagede er på denne baggrund efter dansk rets almindelige regler berettiget til at frigøre sig fra det aftalte vilkår med et vist varsel, og det af indklagede i juni 1989 meddelte varsel på lidt over 6 måneder findes passende.
Vi stemmer derfor for ikke at tage klagerens påstande til følge.
To medlemmer - Peter Møgelvang-Hansen og Kristen Nielsen - udtaler:
Vi lægger til grund, at kontoen blev oprettet på grundlag af indklagedes tilbudskontobrochure. Brochuren indeholder et uforbeholdent tilsagn om en gunstig, diskontorelateret forrentning og fremhævelse af kontohaverens ret til til enhver tid (efter den 16/2 1981) at hæve pengene, det vil sige at bringe kontoen til ophør uden varsel.
Brochuren nævner derimod intet om indklagedes muligheder for at ændre forrentningen eller bringe kontoen til ophør.
Brochurens tavshed på disse punkter kan ikke som anført af klageren begrunde, at indklagede er afskåret fra at frigøre sig fra aftalen med et vist varsel, men kan ejheller som anført af indklagede begrunde, at pkt. 4 og 7 i indklagedes almindelige forretningsbetingelser anses for en del af parternes aftale. Det bemærkes herved, at tilbudskontoen åbenbart ville have fremtrådt som mindre attraktiv, hvis indklagede udtrykkeligt havde henvist til, at man forbeholdt sig ret til at anvende pkt. 4 og 7 i sine almindelige forretningsbetingelser.
Idet der for indlån til høj rente sædvanligvis gælder et opsigelsesvarsel, finder vi endvidere, at brochurens fremhævelse af kontohaverens ret til til enhver tid (efter den 16/2 1981) at hæve pengene sammenholdt med dens tavshed om, med hvilket varsel indklagede skulle være berettiget til at bringe kontoforholdet til ophør helt eller delvist, har givet klageren rimelig grund til at gå ud fra, at der for indklagedes vedkommende skulle gælde et varsel svarende til det, der på tidspunktet for kontoens oprettlese gjaldt hos indklagede for sædvanlige indlånskonti med tilsvarende høj forrentning. Det er under sagen oplyst, at et hertil svarende varsel ved kontoens oprettelse var 12 måneder.
Idet det oplyste om indklagedes forudsætninger for at yde en diskontorelateret rente ikke kan føre til andet resultat, finder vi herefter, at indklagede er bundet af et varsel på 12 måneder.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.