Etablering af fælleslån til dækning af ægtefælles gæld.
| Sagsnummer: | 254/1997 |
| Dato: | 14-04-1998 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Ole Just, Niels Bolt Jørgensen, Ole Reinholdt |
| Klageemne: |
Udlån - hæftelse
Udlån - stiftelse |
| Ledetekst: | Etablering af fælleslån til dækning af ægtefælles gæld. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I oktober 1991 ydede indklagede klagerens ægtefælle, M, et lån på 40.000 kr.
Ved nyt gældsbrev af 12. november 1992 med klageren og M som debitor blev lånet, hvis restgæld da var 22.617,51 kr., forhøjet med 168.382,49 kr. til i alt 191.000 kr. Forhøjelsebeløbet blev indsat på M's kassekredit hos indklagede, hvilket fremgår af gældsbrevet. I dettes indledning anføres, at M og klageren erkender at skylde det lånte beløb på 191.000 kr. Gældsbrevet er underskrevet af klageren og M umiddelbart under angivelsen "Som debitorer:".
M, der drev en selvstændig virksomhed, havde ved håndpantsætningserklæring af den 28. august 1985 givet indklagede håndpant i et ejerpantebrev i sin ejendom på 200.000 kr. Pantsætningen var til sikkerhed for, hvad M til enhver tid måtte være eller blive indklagede skyldig. Af en allonge til håndpantsætningserklæringen underskrevet af M den 18. januar 1994 fremgår, at ejerpantebrevet blev forhøjet til 245.000 kr. Gældsbrevet af 12. november 1992 indeholder ingen oplysninger om pant.
I marts 1993 anmodede klageren indklagede om et lån på 6.000 kr. til køb af briller.
Ved skrivelse af 28. september 1994 til M opsagde indklagede lånet, der pr. juni 1994 var nedbragt til 131.378,46 kr., og M's kassekredit med en restgæld på 119.938,11 kr. til indfrielse på grund af misligholdelse.
Ved telefax af 16. maj 1995 til klagerens og M's advokat tiltrådte indklagede et salg af M's ejendom på betingelse af bl.a. fremsendelse af handelens provenu. I øvrigt fremgår bl.a.:
"Endvidere er det [indklagedes] forventning, at der efterfølgende indgås en aftale med [M og klageren] vedrørende afvikling af det resterende mellemværende med [indklagede]."
Den 12. oktober 1995 modtog indklagede provenuet af ejendomshandlen på 230.736,98 kr.
Ved skrivelse af 12. oktober 1995 til klageren og M meddelte indklagede, at 132.359,64 kr. af provenuet var anvendt til indfrielse af M's kassekredit, og at 98.377,34 kr. var blevet anvendt til nedbringelse af lånet, hvis saldo herefter var 50.574,62 kr. Klageren og M blev anmodet om at kontakte indklagede med henblik på indgåelse af en afviklingsaftale vedrørende restgælden.
Ved skrivelse af 18. oktober 1995 meddelte klageren indklagede, at advokaten vurderede forskellige forslag vedrørende betaling af saldoen på 50.574,62 kr.
Ved skrivelse af 19. oktober 1995 meddelte advokaten indklagede, at M's gæld til det offentlige var på mere end 500.000 kr., og at der snarest ville blive søgt om gældssanering for klageren og M.
Den 14. marts 1997 overgav indklagede lånet til inkasso ved advokat.
Den 14. juli 1997 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hun ikke hæfter for lånet.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at hun ved underskrivelsen af lånedokumentet ikke var bekendt med, at hun herved påtog sig en gældsforpligtelse over for indklagede. Hun underskrev dokumentet på indklagedes opfordring og i den formening, at hun var forpligtet hertil som ægtefælle til debitor, ligesom hun tidligere havde skullet underskrive som ægtefælle ved pantsætning af ejendommen. Indklagede hverken korrigerede denne opfattelse eller informerede om de retsvirkninger, der var en følge af hendes underskrift. Indklagede skaffede sig herved på utilbørlig måde yderligere sikkerhed for M's gamle gæld. Hun modtog efterfølgende hverken kontoudtog eller andre oplysninger vedrørende lånet. Provenuet af ejendomshandlen burde være afskrevet forlods på lånet. Advokaten, der primært varetog M's interesser i forbindelse med virksomheden, var ikke bekendt med, at hun var anført som meddebitor på lånet, og havde derfor ikke anledning til at angive, på hvilken del af engagementet provenuet skulle afskrives i forbindelse med fremsendelsen. Såfremt hun havde kunnet få andel i låneprovenuet, havde det ikke været nødvendigt for hende at anmode om et lån til køb af briller.
Indklagede har anført, at klageren ikke kunne være i tvivl om retsvirkningen af at underskrive gældsbrevet. Klageren var bekendt med, at lånet vedrørte M's eksisterende gæld. Indklagede var berettiget til at afskrive provenuet fra ejendomshandlen forlods på M's særgæld. Klageren må i øvrigt anses for at have accepteret fordelingen. Da det trods gentagne rykkere ikke var muligt at opnå en aftale om afvikling af lånets restgæld, så indklagede sig nødsaget til at overgive sagen til inkasso ved advokat.
Ankenævnets bemærkninger:
Klageren er i indledningen af gældsbrevet af 12. november 1992 angivet som meddebitor, og hun underskrev gældsbrevet som debitor, Klageren måtte under disse omstændigheder indse, at hun ved underskrivelsen af gældsbrevet påtog sig at hæfte som debitor for det samlede beløb på 191.000 kr., herunder M's forudgående restgæld på ca. 23.000 kr. Ankenævnet finder endvidere at måtte lægge til grund, at klageren var bekendt med, at forhøjelsesbeløbet blev anvendt til nedskrivning af M's kassekredit.
Ejerpantebrevet på oprindelig 200.000 kr. var allerede i 1985 pantsat til M til sikkerhed for dennes samlede engagement, og gældsbrevet af 12. november 1992 indeholder ingen oplysninger om pant. Klageren kunne på denne baggrund ikke have nogen berettiget forventning om, at ejerpantebrevet primært skulle tjene til sikkerhed for fælleslånet. Indklagede var derfor i forbindelse med salget af den pantsatte ejendom berettiget til forlods at afskrive det modtagne beløb på M's kassekredit.
Det forhold, at klageren ikke måtte have modtaget særskilte kontoudtog, kan ikke bevirke, at hun ikke hæfter for lånets restgæld.
Som følge af det anførte
Klagen tages ikke til følge.