Alder.
| Sagsnummer: | 446/1991 |
| Dato: | 03-04-1992 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Søren Geckler, Gert Bo Gram, Allan Pedersen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Kaution - stiftelse
|
| Ledetekst: | Alder. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved kassekreditkontrakt af 6. marts 1987 ydede indklagedes Maribo afdeling til et anpartsselskab en kassekredit på 100.000 kr., hvis løbetid var anført til "ca. 1 år". Foruden klageren, hvis kaution var begrænset til 50.000 kr., kautionerede to øvrige personer samt et aktieselskab. I forbindelse med at den ene af kautionisterne blev frigivet, blev der udfærdiget en ny kassekredit i februar 1988 med en løbetid gældende indtil videre. I denne forbindelse afgav klageren på ny kautionserklæring begrænset til 50.000 kr.
I forbindelse med at debitor blev erklæret konkurs, blev kautionsforpligtelsen gjort gældende over for klageren den 8. maj 1991.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at kautionsforpligtelsen ikke kan gøres gældende over for ham.
Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning i medfør af vedtægternes § 7, subsidiært frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at han i forbindelse med forhandlingerne om kautionen over for indklagedes filialdirektør betingede sig, at kautionen kun skulle være gældende, til han fyldte 70 år den 24. februar 1990. Da klageren underskrev kautionsdokumenterne forudsatte han, at disse var i overensstemmelse med de indgåede aftaler, og han gennemlæste derfor ikke dokumenterne forinden underskrivelsen.
Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at der til sagens afgørelse kræves bevisførelse. Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at en tidsbegrænsning aldrig har været aftalt, endsige drøftet, idet indklagedes daværende filialdirektør i Maribo bestrider nogen sinde at have talt med klageren. Denne har været direktør i et større selskab samt lokalrådsmedlem i Den Danske Bank og har derved haft kendskab til aftaleindgåelse. Desuagtet har klageren underskrevet to kautionserklæringer uden bemærkninger af nogen art og har ikke siden på nogen måde dokumenteret, at der er indgået en aftale om tidsbegrænsning. Det ville endvidere være usædvanlig at gøre kautionen tidsbegrænset uafhængigt af kredittens løbetid.
Ankenævnets bemærkninger:
Det fremgår ikke af kautionserklæringerne, at klagerens forpligtelse kun skulle være gældende til den 24. februar 1990, da klageren fyldte 70 år, og Ankenævnet finder det efter det foreliggende ikke godtgjort, at der blev indgået en mundtlig aftale om en sådan - usædvanlig - tidsbegrænsning.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.