Spørgsmål vedrørende opsigelse af billån og driftskredit samt opretholdelse af gruppeforsikring i forbindelse med overførsel af engagement.
| Sagsnummer: | 203 /2003 |
| Dato: | 04-11-2003 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Peter Stig Hansen, Anne Dehn Jeppesen, Erik Sevaldsen, Poul Erik Tobiasen |
| Klageemne: |
Afvisning - erhvervsforhold § 2, stk. 3 og 4
Forsikring - gruppeforsikring |
| Ledetekst: | Spørgsmål vedrørende opsigelse af billån og driftskredit samt opretholdelse af gruppeforsikring i forbindelse med overførsel af engagement. |
| Indklagede: | Nordea Bank Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning som følge af indklagedes håndtering af driftskredit, billån og forsikring.
Sagens omstændigheder.
Klageren, der er gårdejer, havde et engagement hos indklagede, som bl.a. bestod af en driftskonto med tilknyttet kredit og et billån.
I tilknytning til engagementet blev der den 15. oktober 1992 tegnet en gruppeforsikring. Af reglerne for gruppeforsikringen fremgår blandt andet:
"Hvem kan tegne gruppeforsikring
Alle kunder mellem 18 og 60 år, der har lån/kredit eller som er meddebitor i [indklagede], er berettiget til at tilmelde sig ordningen. Gælden skal dog mindst udgøre kr. 10.000 på tegningstidspunktet.
….
Forsikringsdækningens ophør
Udtrædelse af ordningen kan ske med en måneds varsel til udgangen af et kvartal.
Indstilles præmiebetalingen, ophører forsikringsdækningen ved udgangen af det kvartal, for hvilket der er betalt præmie.
Forsikringsdækningen ophører i øvrigt senest ved udgangen af det kvartal, hvor låne- og kreditforholdet ophører eller ved udgangen af det kvartal, hvor De fylder 60 år.
[Indklagede] kan opsige forsikringen, med 3 måneders varsel, til udgangen af et kalenderår."
Den 13. marts 1996 ydede indklagede uden sikkerhedsstillelse klageren et billån på 65.349,49 kr. til køb af to biler til privat formål. Lånet blev afviklet med en månedlig ydelse på 1.550 kr., som pr. den 31. januar 1998 blev nedsat til 1.480 kr. Lånet blev indfriet ved betaling af en sidste restydelse på 89,33 kr. den 30. april 2000.
I 1997 forlangte indklagede kreditten på driftskontoen nedskrevet med 100.000 kr. til 250.000 kr.
I 1999 opsagde indklagede kreditten på driftskontoen. Driftskontoen blev videreført uden tilknyttet kredit.
I foråret 2003 overførte klageren sit engagement til et andet pengeinstitut. Klageren underskrev i forbindelse hermed den 15. maj 2003 en kreditaftale med indklagede om et kreditmaksimum på 10.000 kr. og en pantsætningserklæring, hvorefter indklagede fik pant i et indestående på 10.000 kr. på en sikringskonto. Kreditkontrakten og pantsætningen skulle danne grundlag for en fortsættelse af gruppeforsikringen.
Parternes påstande.
Den 30. maj 2003 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om "økonomisk dækning for tab og gener pengeinstituttet har påført mig".
Indklagede har for så vidt angår driftskreditten nedlagt påstand om afvisning. Indklagede har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han på et tidspunkt, hvor billånet var nedbragt til ca. 6.500 kr., uden forudgående drøftelser med indklagede solgte en tredje bil, som ikke var finansieret ved billånet. Indklagede forlangte restgælden på billånet indfriet og fastholdt kravet, selvom han forklarede, at den solgte bil ikke var finansieret ved billånet. Ved stiftelsen af billånet havde indklagede glemt at tage pant i bilerne og ønskede nu dette på plads. Da restgælden var ubetydelig, mente han ikke, at dette var hensigtsmæssigt.
I 1997 viste budgettet for landsbrugsdriften, at der omkring årsskiftet ville være en uudnyttet kredit på 100.000 kr. på driftskontoen. Under henvisning hertil forlangte indklagede driftskreditten nedskrevet med 100.000 kr. Kravet var uberettiget, idet der ikke var tale om misligholdelse eller lignende. I perioden fra årsskiftet til høst havde han behov for at udnytte det fulde kreditmaksimum. Han og hans ægtefælle så sig derfor nødsaget til at ophæve deres kapitalpensioner i utide. De blev herved påført meromkostninger til afgift, ligesom de mistede deres pension til alderdommen.
Indklagede har uberettiget beregnet sig overrente på kreditten. Ifølge indklagede skulle der på grund af placeringen af det pant, der lå til sikkerhed for kreditten, betales 4% overrente til en pulje til at modstå tab. Indklagede havde imidlertid en førsteprioritetspanteret på 100.000 kr., hvilket han gjorde opmærksom på ved flere lejligheder.
På et tidspunkt tilbød indklagede at frafalde provisionen på kreditten på betingelse af, at en erstatningssum, der skulle komme til udbetaling som følge af fejlagtig sygdomsbehandling af hans besætning, blev anvendt til nedbringelse eller indfrielse af kreditten. Erstatningen skulle imidlertid bruges til dækning i forbindelse med fejlbehandlingen og til at reetablere besætningen. Han opfattede tilbudet som et forsøg på at narre ham, idet der ikke var behov for en lavere rentesats, såfremt driftskreditten blev indfriet.
Baggrunden for overførslen af engagementet var, at han ønskede at omlægge sine banklån på i alt ca. 130.000 kr. til et realkreditlån med pant i hans sommerhus. Til sikkerhed for banklånene havde indklagede pant i hans gård og hans sommerhus for i alt 550.000 kr.
Gruppeforsikringen blev etableret i forbindelse med driftskreditten. Efter opsigelsen af kreditten i 1999 har han haft en driftskonto uden tilknyttet kredit. Indklagede må kunne videreføre forsikringen som hidtil på grundlag af driftskontoen uden tilknyttet kredit.
Han forstod indklagedes forslag således, at selv om pantet blev overført til det nye pengeinstitut, ville indklagede yde en kredit på 10.000 kr., således at forsikringen kunne fortsætte. I stedet for pantet ville indklagede oprette en indlånskonto. Det blev ikke krævet, at der skulle indsættes 10.000 kr., og han har ikke givet samtykke til, at der kunne hæves 10.000 kr. i hans nye pengeinstitut. Han meddelte sit nye pengeinstitut, at hvis forsikringen ikke kunne fortsætte, var det op til indklagede at annullere den. Han er ikke interesseret i en proformaløsning, der går ud på, at han låner indklagede 10.000 kr. for at få en kredit på 10.000 kr.
Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at den del af klagen, der vedrører klagerens driftskredit, bør afvises som erhvervsmæssig.
Såfremt Ankenævnet finder sig kompetent til at behandle klagen angående driftskreditten, forbeholder man sig ret til senere at argumentere vedrørende denne del af klagen.
Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at klageren på et tidspunkt oplyste, at han agtede at sælge en af sine biler. Klageren blev gjort opmærksom på, at billånet i så fald måtte nedbringes med købesummen. Det viste sig imidlertid, at den bil, klageren solgte, ikke var en af de to biler, der var finansieret ved billånet. Der blev således ikke stillet krav om ekstraordinær nedbringelse af lånet.
Indklagede har ikke medvirket til klagerens ophævelse af sin kapitalpensionsordning, der beroede i et forsikringsselskab.
Det fremgår af forsikringsbetingelserne, at gruppeforsikringen alene kan bestå så længe forsikringstageren har lån eller kredit hos indklagede. Da klageren valgte at flytte sit engagement til et andet pengeinstitut, kunne forsikringen ikke fortsætte.
Den 14. maj 2003 kontaktede man klageren telefonisk for at få afklaret, hvorledes han forholdt sig med hensyn til forsikringen. Som betingelse for at videreføre forsikringen blev der stillet krav om, at den kredit, der skulle etableres, jf. forsikringsbetingelserne, skulle sikres ved pant i en indlånskonto på 10.000 kr. Klageren gav udtryk for, at han ønskede at fortsætte forsikringen på de nævnte betingelser, hvilket han bekræftede med sin underskrift på kreditkontrakten og pantsætningserklæringen.
Såfremt klageren ikke ønsker forsikringen, kan denne, jf. betingelserne, opsiges med en måneds varsel til udgangen af et kvartal.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
For så vidt angår driftskreditten vedrører klagen indklagedes finansiering af klagerens drift af en landbrugsvirksomhed. Denne del af klagen angår således et erhvervsmæssigt kundeforhold og kan ikke sidestilles med en klage vedrørende et privat kundeforhold, hvorfor Ankenævnet afviser denne del af klagen i medfør af vedtægternes § 2, stk. 2 og 3.
Klagerens billån udløb ved ordinær indfrielse i april 2000, og der er ikke grundlag for at fastslå, at indklagede har påført klageren unødige omkostninger i forbindelse med lånet.
Det fremgår at forsikringsbetingelserne, at forsikringen ophører "senest ved udgangen af det kvartal, hvor låne- og kreditforholdet ophører". Der var således ikke mulighed for at videreføre forsikringen alene på grundlag af driftskontoen. Ved etableringen af kreditten og pantsætningen af 15. maj 2003 opnåede klageren, at forsikringen fortsatte. Ankenævnet finder, at klageren ved sin underskrift på kreditkontrakten og pantsætningserklæringen accepterede betingelserne herfor. Klageren har mulighed for at udtræde af ordningen med en måneds varsel til udgangen af et kvartal.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle klagen for så vidt angår driftskreditten.
Klagen tages i øvrigt ikke til følge.