Afgørelse

Konsekvensberegning fejlbehæftet, idet indekstillæg på et indekslån ikke var medtaget.

Indledning.

Ved udarbejdelsen af en konsekvensberegning for en omprioritering af klagerens ejendom medtog indklagede ved en fejl ikke indekstillægget på et indekslån. Klagen vedrører klagerens krav i denne anledning.

Sagens omstændigheder.

I april 2000 rettede klageren henvendelse til indklagedes Helsingør afdeling, hvor klageren er kunde, med henblik på gennem en omlægning af sin økonomi at opnå et større rådighedsbeløb. Klageren var blevet skilt og er eneforsørger for to børn.

Indklagede foretog beregninger over klagerens økonomi. Af en beregning af 12. maj 2000 fremgår, at klageren havde et månedligt rådighedsbeløb på ca. 4.600 kr.

Klageren var ejer af en fast ejendom, som var belånt med to realkreditlån ydet af Realkredit Danmark, henholdsvis et 6% obligationslån med en restløbetid på ca. 26 år og en restgæld på ca. 57.000 kr. og et indekslån med en restløbetid på 9 år med en nominel restgæld på ca. 153.000 kr. Endvidere var ejendommen behæftet med to private pantebreve med en restgæld på i alt ca. 134.000 kr.

Indklagede beregnede, at klageren ved hjemtagelse af et 30-årigt 7% obligationslån på 760.000 kr. kunne indfri de eksisterende hæftelser, og at klagerens månedlige rådighedsbeløb herefter ville udgøre ca. 6.700 kr. Beregningen er fremlagt under sagen.

Indekslånet forudsattes at kunne indfries ved betaling af 230.000 kr. Imidlertid medtog indklagede ved en fejl ikke indekstillægget, og det korrekte indfrielsesbeløb var ca. 484.000 kr.

Klageren besluttede sig på grundlag af indklagedes beregninger for en omprioritering som foreslået af indklagede.

Indklagede har anført, at man havde problemer med at opnå kontakt med den ene pantebrevskreditor, der var bosiddende i udlandet, og som ikke reagerede på henvendelser før sidst på året 2000.

Først i december 2000/januar måned 2001 besluttede klageren sig for endeligt at gennemføre omprioriteringen. I denne forbindelse indfriede indklagede efter aftale med klageren dennes forbrugslån og gæld til diverse småkreditorer. Beløbet blev hævet på klagerens omprioriteringskonto, hvis rente ifølge indklagede var lavere end de indfriede forpligtelsers.

Den 29. januar 2001 tilbød Unikredit, med hvem indklagede er koncernforbundet, klageren et 7% 30-års obligationslån på 760.000 kr.

Den 1. februar 2001 underskrev klageren omprioriteringsaftale med indklagede. Det er i denne anført, at indekslånet hos Realkredit Danmark kan indfries med 230.000 kr.

Den 21. februar 2001 blev Unikreditlånet udbetalt til indklagede. Indklagede har anført, at man på dette tidspunkt konstaterede, at indfrielsesbeløbet for indekslånet ydet af Realkredit Danmark var større end angivet i omprioriteringsaftalen, idet det korrekte indfrielsesbeløb var ca. 480.000 kr.

På et møde den 22. februar 2001 med klageren orienterede indklagede om de opståede problemer ved indfrielsen af indekslånet. Indklagede har anført, at klageren blev stillet over for det valg, at omprioriteringen kunne gennemføres eller stoppes, hvorefter hun blev stillet som inden omprioriteringen. Ved en gennemførelse af omprioriteringen var indklagede villig til at yde et boliglån på det resterende beløb. Klagerens månedlige rådighedsbeløb ville herefter være ca. 5.000 kr. Klageren har anført, at hun ikke havde andet valg end at fortsætte omprioriteringen.

Klageren underskrev den 22. februar 2001 en ny omprioriteringsaftale.

Ved mødet oplyste indklagede, at provenuet af omprioriteringen ville andrage ca. 72.000 kr. Man tilbød at finansiere et opstået underskud på 130.000 kr. i form af et boliglån samt omlægge et eksisterende lån hos indklagede på ca. 164.000 kr. til et lån med lavere rente.

Den 22. marts 2001 underskrev klageren gældsbrev til indklagede vedrørende et boliglån på 299.900 kr., som skulle afvikles over 30 år.

Parternes påstande.

Klageren har den 6. november 2001 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at stille hende som angivet i den oprindelige omprioriteringsaftale.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indklagedes medarbejder i april 2000 beregnede, at hendes fremtidige rådighedsbeløb ville blive 7.500 kr. månedligt ved en omprioritering som foreslået. Samtidig ville der være penge til at foretage forbedringer af ejendommen, hvilket var tiltrængt.

Efter skilsmissen var hendes økonomi meget trængt og hendes rådighedsbeløb meget lavt.

I januar 2001 købte hun i tillid til indklagedes oplysninger nye møbler for ca. 20.000 kr.

Ved mødet den 22. februar 2001 oplyste indklagede, at der var problemer med indfrielsen af noget af gælden. Hun skulle beslutte sig med det samme og fik ikke tid til at finde ud af, hvad en fortsættelse af omprioriteringssagen ville betyde. Hun havde ikke andet valg end at fortsætte.

Hendes forventninger til omprioriteringen over et helt år blev slået i stykker, og hun har nu en større gæld. Huset er belånt til op over skorstenen. Hun stiller spørgsmålstegn ved, om der havde været en anden og langt bedre måde at få løst økonomien på end ved at indfri det meget dyre indekslån, hvis der havde været tid for hende til at gennemgå det.

Indklagede har anført, at det erkendes, at indekstillægget ved en fejl ikke blev medtaget i den første beregning vedrørende omprioriteringen. Det må lægges til grund, at omprioriteringen ikke har være økonomisk ufordelagtig for klageren, og klageren har ikke lidt tab som følge heraf. Det forhold, at klageren som følge af fejlen i beregningen er blevet skuffet i sine forventninger til resultatet af omprioriteringen, kan ikke i sig selv begrunde, at hun har krav på økonomisk kompensation, jf. herved Højesterets dom i UfR 1996.s200.

Indklagede har heller ikke tilsikret klageren, at resultatet af omprioriteringen ville blive som angivet i oplægget.

Klageren fik i februar 2001 oplysningerne om, at indfrielsesbeløbet på indekslånet ville blive større end tidligere oplyst, og at hun kunne vælge at stoppe omprioriteringen eller gennemføre den. Klageren valgte at gennemføre omprioriteringen, da hun selv erkendte, at den var økonomisk fordelagtig.

Oprindelig blev det beregnet, at omprioriteringen ville medføre et kontantprovenu på ca. 315.000 kr. På grund af den fejlagtige beregning var provenuet rettelig ca. 72.000 kr., hvilket var utilstrækkeligt til bl.a. at indfri lånet hos indklagede på 164.000 kr.

På mødet den 22. februar 2001 blev klageren også gjort opmærksom på, at den gennemsnitlige restløbetid på hendes gæld før omprioriteringen var forholdsvis kort, ca. 10-11 år. Klagerens gæld var således meget afdragstung. Dette vil betyde, at hendes ydelse stort set ville bestå af afdrag, og at hendes rådighedsbeløb efterhånden ville smuldre bort. Efter omprioriteringen ville restløbetiden ganske vist være en del længere og de samlede omkostninger større, men gælden ville være afdragslet, idet en stor del af ydelserne ville bestå af renter.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

I sine første konsekvensberegninger vedrørende omprioritering af klagerens ejendom begik indklagede som erkendt en fejl, idet indekslånet hos Realkredit Danmark antoges at kunne indfries ved betaling af 230.000 kr., medens det korrekte indfrielsesbeløb var ca. 480.000 kr.

Efter at indklagede havde opdaget fejlen, blev der den 22. februar 2001 afholdt et møde, på hvilket den korrekte konsekvensberegning og konsekvenserne af denne med hensyn til fremtidigt rådighedsbeløb blev gennemgået med klageren. Denne fik mulighed for at opgive omprioriteringen, men valgte at gennemføre den, selv om den var væsentligt mindre fordelagtig end oprindelig antaget.

Det forhold, at klageren som følge af fejlen i indklagedes første konsekvensberegninger blev skuffet i sine oprindelige forventninger til resultatet af låneomlægningen, kan ikke i sig selv begrunde, at hun har krav på økonomisk kompensation, jf. herved Højesterets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1996 s. 200. Ankenævnet finder heller ikke grundlag for at fastslå, at indklagede havde tilsikret klageren, at resultatet af låneomlægningen ville blive som angivet i de første konsekvensberegninger. Klagerens påstand kan herefter ikke tages til følge.

Tre medlemmer - Peter Blok, Bjarne Lau Pedersen og Ole Reinholdt - udtaler herefter:

Under hensyn til, at klageren selv valgte at gennemføre omprioriteringen, finder vi ikke tilstrækkeligt grundlag for at pålægge indklagede at tilbagebetale et eventuelt opkrævet omprioriteringsgebyr.

To medlemmer - Christian Egeskov og Jette Kammer Jensen - udtaler:

Vi finder, at indklagede under de foreliggende omstændigheder, hvor der er begået en alvorlig fejl, ikke bør kunne beregne sig gebyr for omprioriteringen, og at det derfor bør pålægges indklagede at tilbagebetale et eventuel opkrævet gebyr.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.