Krav om erstatning for tab ved lånefinansieret investering i bl.a. Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer og Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Aktier.
| Sagsnummer: | 692 /2009 |
| Dato: | 30-08-2010 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Søren Geckler, Carsten Holdum, Niels Bolt Jørgensen, Astrid Thomas |
| Klageemne: |
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
|
| Ledetekst: | Krav om erstatning for tab ved lånefinansieret investering i bl.a. Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer og Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Aktier. |
| Indklagede: | Jyske Bank |
| Øvrige oplysninger: | IF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning for tab ved lånefinansieret investering i bl.a. Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer og Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Aktier.
Sagens omstændigheder.
Klageren, som er født i 1947, er kunde i Jyske Bank.
Banken har oplyst, at klageren den 25. oktober 2007 deltog i et investeringsmøde i banken. Hun fik fastlagt sin investeringsprofil som den "Dynamiske" af bankens 7 profiltyper.
Af bankens faktablad for den dynamiske profil fremgår, at udgangspunktet for bankens porteføljesammensætning for denne profil er 54 % i etablerede aktiemarkeder, 6 % i nye aktiemarkeder, 30 % i danske obligationer og 10 % i højrenteobligationer. Desuden fremgår følgende:
" …
Fin balance mellem forventet afkast og risikovillighed
…
Du må kunne leve med, at afkastet i nogle år kan være negativt.
Deklaration
…
- | Øverst ser du, hvordan vi anbefaler at fordele aktiverne. Til den dynamiske profil anbefaler vi en nogenlunde ligelig fordeling mellem aktier og obligationer for at sprede risikoen. |
- | I perioder kan vores aktuelle anbefaling være lidt anderledes, hvis vi vurderer, at det kan give et bedre resultat. |
…"
Banken har anført, at klageren den 8. november 2007 deltog i et opfølgende investeringsmøde, hvor hun bl.a. blev rådgivet om investeringsbeviserne Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer.
Den 22. november 2007 købte klageren 3.900 stk. Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Aktier til kurs 128 for ca. 500.000 kr.
Den 29. november 2007 anbefalede bankens investeringsrådgiver telefonisk klagerens ægtefælle M køb af bl.a. investeringsbeviser i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer. Banken har under sagens forberedelse fremlagt en transskription af samtalen. Klageren købte samme dag 4.944 stk. Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer til kurs 102 for ca. 500.000 kr.
Den 30. november 2007 indgik klageren en aftale med banken om Jyske Investeringspartner. Hun optog desuden et investeringslån på 10.000.000 kr. Af aftalen om Investeringspartner fremgår:
"…
Aftalen omfatter
… | |
- | Alle investeringer sker efter din godkendelse og for din regning og risiko. |
- | Godkendelsen kan være enten skriftlig eller mundtlig, og bliver kun bekræftet ved en fondsnota sendt som brev. |
Indhold i Jyske Investeringspartner
Med denne rådgivningsaftale får du sparring og dialog om investering, der kan være med til at støtte dig i dine beslutninger om investeringer.
Aftalen omfatter:
- | En grundig gennemgang af dine ønsker, forventninger og mål, som ender ud i en Investeringsplan der indeholder; din investeringsprofil, strategi samt en anbefaling til investering. |
- | En personlig investeringsrådgiver, som yder dig rådgivning ud fra din investeringsprofil og -strategi. |
…
Formidlingsprovision
- | Jyske Bank modtager formidlingsprovision fra Jyske Invest. |
…
Skat, ansvar og risiko - fortsat
… | |
- | Du er også opmærksom på, at du kan risikere at investeringerne kan medføre tab, og at historiske afkast ikke kan benyttes til at danne forventning om fremtidige afkast. |
…"
Den 14. december 2007 købte klageren yderligere 3.790 stk. Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Aktier til kurs 131,40 for ca. 500.000 kr.
Den 31. december 2007 udgjorde kursværdien af klagerens depot ca. 5.000.000 kr.
Primo 2008 investerede klageren for ca. 2.500.000 kr. i forskellige aktier, obligationer og investeringsbeviser.
Den 3. marts 2008 drøftede bankens investeringsrådgiver telefonisk forskellige investeringer med M herunder bl.a. køb af Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer. Banken har under sagens forberedelse fremlagt en transskription af samtalen. Klageren købte samme dag yderligere 4.768 stk. Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer til kurs 101,90 for ca. 500.000 kr. og 3.960 stk. Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Aktier til kurs 126,30 for ca. 500.000 kr.
Den 23. juni 2008 sendte banken et brev til klageren, hvoraf fremgår:
"Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer
…
Udviklingen i afdelingen har ikke levet op til vores forventninger, og stemningen på de finansielle markeder har været og er fortsat spændt.
Vedlagt modtager du derfor vores kommentarer til kursudviklingen i afdelingen.
Anbefaling:
På trods af den seneste tids negative kursudvikling anbefaler vi, at du fastholder din investering i Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer. Vi forventer at afkastet løbende vil forbedres i takt med en normalisering af markedssituationen.
…"
Banken har anført at have sendt et generelt informationsbrev med bilag af 26. september 2008 til klageren, hvoraf fremgår:
"…
JI Hedge Markedsneutral Obligationer – Kommentar til Performance og Risiko
Kursen på Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer (JIHMO) er faldet markant i løbet af 2008. Konkret har afkastet i 2008 været på -37,7 procent, hvilket er klart utilfredsstillende.
…
Dette understreger behovet for at investor har en investeringshorisont på over 3 år, og at der som udgangspunkt ikke holdes en større andel af porteføljen i denne afdeling (fx 5 procent, alt efter investors situation). Det er også vigtigt at understrege, at denne afdeling med gearing på mellem 10-20 gange egenkapitalen, ikke bør lægges til grund for lånefinansiering, med mindre investor har meget høj tolerance for risiko.
…"
Ved brev af 16. februar 2009 udtrykte klageren utilfredshed med bankens investeringsrådgivning og anmodede om en kompensation herfor.
Ved brev af 10. marts 2009 konkretiserede klageren sin klage til at vedrøre bl.a. købet af investeringsbeviserne i Hedgeforeningen Jyske Invest.
Af brev af 18. marts 2009, hvor banken afviste klagen, fremgår:
"…
Det er korrekt, at Jyske Bank i forbindelse med sine anbefalinger vedrørende Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligation bl.a. har taget udgangspunkt i de af Jyske Invest udarbejdede beregninger, jævnfør det prospekt og markedsføringsmateriale, der blev lavet inden stiftelsen af investeringsforeningen, og som viste, at der var tale om et stabilt produkt med en forventet middel risiko.
…
Vi kan i den forbindelse også henlede jeres opmærksomhed på brochurens side 8 og 9, hvor også de potentielle risici ved investeringen er beskrevet.
Samlet set er det vores opfattelse, at banken ikke har pådraget sig et erstatningsansvar overfor jer, …"
Banken har anført, at klageren via log-in på sin netbank den 17. maj, 10. juni og 8. oktober 2008 har kunnet konstatere, at kursen på Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer var henholdsvis ca. 97, ca. 80 og ca. 48.
Af en under sagen fremlagt brochure vedrørende Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Aktier fremgår:
"…
- Du har mulighed for at beskytte din formue, når aktie- og obligationsmarkedet falder.
…"
Af en under sagen fremlagt brochure vedrørende Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer fremgår:
"…
Ved at kombinere korte og lange positioner vil en markedsneutral afdeling få både tab (de lange positioner) og gevinst (de korte positioner) i perioder med faldende kurser – og man forsøger på den måde at blive "markedsneutral" over for ændringer i det generelle renteniveau.
…"
Finanstilsynet har i en offentliggjort afgørelse af 8. juli 2009 overfor Hedgeforeningen Jyske Invest påtalt, at foreningen handlede i strid med redelig forretningsskik og god praksis, jf. § 18 i lov om investeringsforeninger, specialforeninger m.v., da foreningen udarbejdede salgsbrochuren om Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer, "fordi brochuren ikke udgør en afbalanceret beskrivelse af produktets egenskaber og de risici, der er forbundet med investeringen".
Finanstilsynet har i en anden offentliggjort afgørelse af 24. november 2009 overfor Jyske Bank påtalt, at banken "i forbindelse med salg af andele i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer ikke generelt har taget skridt til at rette op på, at salgsbrochuren fra Investeringsforeningen Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer ikke udgør en afbalanceret beskrivelse af produktets egenskaber og de risici, der er forbundet med investeringen."
Parternes påstande.
Klageren har den 25. juni 2009 indbragt sagen for Ankenævnet. Ankenævnet forstår påstanden således, at Jyske Bank skal tilpligtes at tilbagekøbe investeringsbeviserne i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer og Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Aktier samt godtgøre renteudgifter relateret til disse investeringer.
Jyske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har bl.a. anført, at banken anbefalede investeringsbeviserne i Hedgeforeningen Jyske Invest.
Investeringerne i Hedgeforeningen skulle ifølge banken kunne tjene penge i både opgangs- og nedgangstider.
Banken lagde ved anbefalingen især vægt på, at investeringerne i Hedgeforeningen var sikker og kunne opveje tab på øvrige investeringer i nedgangstider, hvilket også fremgår af materialet.
Banken har rådgivet vildledende og har et rådgiveransvar.
Direktørerne for banken og investeringsforeningen har udtalt, at de allerede i 2007 var klar over en kommende nedgang i de økonomiske markeder.
Banken anbefalede udelukkende investeringer i Jyske Invest, som er et selskab relateret til Jyske Bank. Banken ønskede at komme af med egne værdipapirer inden kursfaldet.
Muligheden for via netbank at kunne følge kursernes op- og nedture fritager ikke banken for rådgivningsansvaret.
Banken anbefalede i brevet af 23. juni 2008, som er stilet til direkte til hende og modtaget efter en direkte forespørgsel til banken, at investeringer i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer blev fastholdt, hvilket hun har lagt vægt på.
Brevet af 26. september 2008 med bilag er aldrig modtaget. Banken kan heller ikke finde fremsendelsesbrevet.
Jyske Bank har bl.a. anført, at aftalen om investering skete på klagerens initiativ.
Banken har rådgivet i overensstemmelse med hendes ønsker og investeringsprofil.
Klageren har selv foretaget investeringerne.
Jyske Invest og Jyske Bank er uafhængige juridiske enheder.
Investeringsbeviserne i Jyske Invest kan ikke anses som relateret til banken. Det bestrides, at banken har ønsket at komme af med disse papirer.
Klageren har modtaget behørig rådgivning om risikoen ved de forskellige investeringer herunder i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer og Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Aktier.
Banken har ikke begået ansvarspådragende fejl.
Klageren har dels ved modtagelsen af bankens brev af 23. juni 2008 samt ved log-ons på sin netbank kunnet konstatere væsentlige kursfald på Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationerne. Hun har senest på dette tidspunkt været klar bekendt med, at der var tale om investeringsbeviser med en ikke-ubetydelig risiko. Hun har accepteret risikoen ved ikke da at sælge beviserne. Hun har ikke opfyldt sin tabsbegrænsningspligt. Et eventuelt krav mod banken skal begrænses til dette tidspunkt, da hun ellers har kunnet spekulere "for bankens risiko".
Banken har desuden sendt et brev til klageren med et bilag af 26. september 2008 om udviklingen i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer. På dette tidspunkt var kursen 65,47. Suspension af salget med investeringsbeviserne skete først den 8. oktober 2008.
Bankens generelle anbefaling om at fastholde investeringen kan ikke tillægges betydning, da dette blot har været et udtryk for bankens forventninger til den fremtidige udvikling.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Fire medlemmer – John Mosegaard, Søren Geckler, Carsten Holdum og Niels Bolt Jørgensen – udtaler:
Af Finanstilsynets afgørelse af 24. november 2009 til Jyske Bank fremgår:
"Finanstilsynet påtaler, at Jyske Bank A/S i forbindelse med salg af andele i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer ikke generelt har taget skridt til at rette op på, at salgsbrochuren fra Investeringsforeningen Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer ikke udgør en afbalanceret beskrivelse af produktets egenskaber og de risici, der er forbundet med investeringen. Banken har i den forbindelse heller ikke sikret, at kunder, der blev anbefalet at geninvestere midler fra udløbne strukturerede obligationer og stats- og realkreditobligationer, på tydelig måde blev informeret om relevante risici ved en investering i hedgeforeningen.
Jyske Bank A/S har derved ikke levet op til forpligtelsen i den dagældende bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder, § 7, stk. 3, 3. pkt."
Det er understreget i afgørelsen, at Finanstilsynet ikke hermed har taget stilling til, hvorvidt rådgivningen af den enkelte kunde lever op til bekendtgørelsens krav.
Herefter finder vi, at det i den konkrete sag må påhvile Jyske Bank at godtgøre, at klageren forud for købet af Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer har modtaget fyldestgørende rådgivning om, hvorledes disse obligationer risikomæssigt adskiller sig fra såvel almindelige stats- og realkreditobligationer som obligationsbaserede investeringsbeviser, herunder om den særlige risiko, som var en følge af gearingen af produktet.
Vi finder, at Jyske Bank ikke alene på baggrund af klagerens investeringserfaring eller rådgivning på baggrund af oplysningerne i brochuren, der har givet Finanstilsynet anledning til påtale over for Hedgeforeningen Jyske Invest, har kunnet forudsætte, at klageren var fortrolig med produktets særlige karakter.
Da Jyske Bank således ikke har godtgjort, at klageren modtog fyldestgørende rådgivning forud for købet af Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer, er banken erstatningsansvarlig for det tab, som klageren har lidt som følge af investeringen. Det er ubestridt, at Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer er faldet i værdi siden købet, og det forhold, at klageren ikke har solgt sine Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer, kan derfor ikke tillægges betydning.
Den omstændighed, at klageren har logget ind på sider i sin netbank og derved har kunnet konstatere et betydeligt fald i kursen på investeringsbeviserne Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer, udgør ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at klagerens erstatningskrav skal nedsættes ud fra synspunktet om overtagelse af kursrisikoen eller tilsidesættelse af tabsbegrænsningspligten. Dette forhold gør sig tilsvarende gældende for klagerens modtagelse af brevet af 23. juni 2008.
Et medlem – Astrid Thomas – udtaler:
Jeg er enig i, at Jyske Bank ikke for Ankenævnet har godtgjort, at klageren modtog fyldestgørende rådgivning. Henset til en samlet vurdering af den konkrete sag, herunder, at klageren er en aktiv investor, der også tidligere har investeret i strukturerede og komplekse produkter, og der inden indgåelse af aftalen blev afholdt et møde i bankens investeringscenter, som der ikke er redegjort nærmere for under sagens behandling for Ankenævnet, finder jeg dog, at en stillingtagen til den konkrete klage vil forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet. Jeg stemmer derfor for, at sagen afvises i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.
Der træffes for dette klagepunkt afgørelse efter stemmeflertallet.
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at banken har handlet erstatningspådragende i forbindelse med klagerens investeringer i investeringsbeviserne Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Aktier.
Ankenævnet lægger til grund, at klageren ville have foretaget alternative investeringer, hvis investeringerne i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer ikke var blevet gennemført, hvorfor der ikke er grundlag for at pålægge banken at godtgøre opkrævede renteudgifter, som er relateret til investeringerne i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer.
Som følge heraf træffes følgende
a f g ø r e l s e :
Jyske Bank skal inden fire uger tilbyde klageren kurtagefrit at tilbagekøbe hendes beholdning af Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer til anskaffelseskurserne.
Klagegebyret tilbagebetales klageren.