Afgørelse

Indsigelse mod størrelse af rente på billån.

Indledning.

Denne klage vedrører klagerens indsigelse mod størrelsen af renten på klagerens billån hos indklagede samt lånets løbetid.

Sagens omstændigheder.

I april 1996 ydede indklagede klageren og dennes ægtefælle et billån på 88.757 kr.. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.785 kr., første gang 1. juli 1996. Af lånedokumentet fremgår:

"Lånet løber til den 01.10.2002 (sidste ydelses forfaldsdag), forudsat uændret rentesats.

Ved renteændringer er [indklagede] berettiget til, men ikke forpligtet til at vælge at ændre ydelsens størrelse, således at løbetiden fastholdes. Såfremt ydelsen ikke ændres ved renteændringer, vil antallet af ydelser kunne blive formindsket eller forhøjet i forhold til det aftalte antal.

Det lånte beløb forrentes fra afregningsdagen med den af [indklagede] til enhver tid fastsatte rente, for tiden 13,500 % p.a. Renten beregnes kvartalsvis bagud hver ultimo og tillægges det skyldige beløb. Den nominelle årlige rente udgør 14,198%."

Under kreditomkostninger er oplyst, at præmie vedrørende en årlig forsikring udgør 5.000 kr. svarende til 30.000 kr. i lånets løbetid.

Af årsoversigter fremgår om lånets afvikling:

Den 30. september 2002 var lånets restgæld efter tilskrivning af rente 7.146,48 kr. Den 3. oktober 2002 indfriede klageren lånet.

Under sagen er fremlagt kontoudskrifter fra lånets etablering til indfrielse. Klageren bestrider at have modtaget kontoudskrifter. Af kontoudskrifterne fremgår, at lånets første ydelse blev betalt 1. august 1996, og at lånet herefter blev afviklet regelmæssigt. Låneydelserne har været uændret i løbetiden. På kontoudskrifterne er anført renteændringer.

Indklagede har anført, at de renteændringer, der er foretaget af klagerens lån, er skete i forbindelse med generelle renteændringer.

Parternes påstande.

Klageren har den 8. oktober 2002 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede skal tilbagebetale en del af det beløb, hvormed han indfriede lånet.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han med renter og omkostninger har betalt ca. 171.000 kr. på lånet. Indklagede har løbende forhøjet renten, uanset at renteudviklingen i samfundet har været anderledes.

Ved lånets etablering var renten 13,5%, men allerede før han havde betalt første ydelse, var renten steget til 14,0%. Indklagede har fastsat renten efter, hvor mange penge indklagede skulle bruge. Han har aldrig modtaget kontoudtog, hvorved han ville have kunnet følge med i renteudviklingen.

Ved lånets etablering blev løbetiden udregnet således, at sidste ydelse skulle betales den 1. oktober 2002 med ca. 90 kr. Restgælden oversteg imidlertid da langt dette beløb, hvorfor indklagede bør tilbagebetale ham det overskydende beløb.

Han ønsker også at klage over den bilforsikring, der skulle tegnes i forbindelse med lånet, idet han aldrig har modtaget en police vedrørende forsikringen.

Indklagede har anført, at renten i henhold til gældsbrevet til enhver tid fastsættes af indklagede. Ved renteændringer har indklagede været berettiget, men ikke forpligtiget til at ændre lånets ydelse. Det fremgår udtrykkeligt af gældsbrevet, at såfremt ydelsen ikke ændres ved renteændringer, vil antallet af ydelser kunne blive formindsket eller forhøjet.

Ændringer af lånets rente er i overensstemmelse med lånebetingelserne sket ved annoncering i dagspressen, men er også anført på kontoudtog. Det forekommer forunderligt og ikke umiddelbart forklarligt, hvorfor klageren ikke skulle have modtaget nogen af udsendte kontoudtog.

I gældsbrevet er den årlige præmie på bilforsikringen angivet med henblik på en korrekt oplysning af de årlige omkostninger i procent. Bilen var forsikret i DIAL Forsikring. Den manglende police er et forhold mellem klageren og forsikringsselskabet.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Af gældsbrevet vedrørende lånet fremgår, at indklagede til enhver tid fastsætter lånets rente. Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte nogen af rentereguleringerne, hvor lånet højest har været forrentet med en pålydende rente på 16,25%.

Med hensyn til lånets løbetid lægges det til grund, at der ved etableringen var forudsat en løbetid på 6 år. Renten var ved lånets etablering variabel og for tiden 13,5 % p.a., ligesom ydelsen ved renteændringer kunne ændres efter indklagedes bestemmelse.

Bestemmelsen om at indklagede var berettiget til at ændre ydelsen ved renteændringer, kan ikke forstås således, at indklagede i forhold til klageren var forpligtet hertil. Klageren måtte således indse, at løbetiden kunne blive forlænget ved renteforhøjelse uden en tilsvarende forhøjelse af ydelsen. Klageren måtte endvidere indse, at udsættelsen af juli ydelsen 1996 måtte medføre en forlængelse af løbetiden.

I øvrigt bemærkes, at det må følge af Højesterets dom i UfR 1996.200, at klagerens påstand ikke kan tages til følge, selvom det måtte antages, at indklagede i forhold til klageren havde begået en fejl ved ikke at regulere ydelsen, således at en løbetid på 6 år blev fastholdt, idet klageren som følge her af ikke har lidt noget tab.

Spørgsmålet om klageren har modtaget police vedrørende bilforsikringen, er et forhold mellem klageren og det pågældende forsikringsselskab.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.