Pantebreve, salg. Afregning, stempel- og tinglysningsafgift.
| Sagsnummer: | 272 /1992 |
| Dato: | 19-02-1993 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Lars Pedersen, Søren Geckler, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Pantebreve - salg
Skødedeponeringskonto - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Pantebreve, salg. Afregning, stempel- og tinglysningsafgift. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Klageren under denne sag er et privat skiftet dødsbo. Boet har antaget en advokat til at forestå boets behandling.
Ved skrivelse af 28. februar 1992 til indklagedes Glostrup afdeling anmodede advokaten afdelingen om at indhente købstilbud på 10 stk. boet tilhørende private pantebreve med pant i en fast ejendom og med en restgæld på hver 12.950 kr. Pantebrevene lå i depot i afdelingen. Ved skrivelse af 12. marts 1992 accepterede advokaten afdelingens tilbud om salg til kurs 75.
Ved pantebrevsnota af 9. april 1992 afregnedes salget af pantebrevene med 97.125 kr. Herfra var til tinglysning og stempel af transporterklæringer trukket tinglysningsgebyr 7.000 kr. og stempel 1.940 kr., i alt 8.940 kr., hvorefter provenuet incl. påløbne renter udgjorde 91.494,40 kr. Den 10. april 1992 protesterede advokaten over, at tinglysningsgebyr og stempelafgift var fratrukket provenuet. Indklagede meddelte hertil, at det ved handel med pantebreve er kutyme, at sælger afholder de hermed forbundne omkostninger såsom stempel- og tinglysningsafgift, hvorfor man ikke var indstillet på at refundere beløbet.
Boet har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 8.940 kr. med sædvanlig procesrente fra den 9. april 1992.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har boet anført, at afdelingen den 12. marts 1992 telefonisk meddelte advokaten, at pantebrevene kunne sælges til kurs 75, hvilket samme dag blev accepteret. Der blev ikke i den forbindelse aftalt, at sælger skulle betale tinglysningsgebyr og stempel, hvorfor indklagede ikke er berettiget til at debitere klageren herfor.
Indklagede har anført, at man ikke finder at have begået en ansvarspådragende fejl ved ikke at gøre advokaten opmærksom på, at der skulle afholdes omkostninger af sælger. Det er kutyme ved handel med private pantebreve, at sælger afholder disse udgifter, og indklagede måtte med rette forudsætte, at en advokat, der påtager sig ekspeditionen af et dødsbo, må kunne betragtes som professionel i relation til salg af private pantebreve.
Indklagede har på Ankenævnets foranledning indhentet en udtalelse fra Sammenslutningen af Danske Pantebrevshandlere. Sammenslutningens responsumudvalg har i en erklæring af 16. oktober 1992 udtalt, at det ved en professionel pantebrevshandlers køb af et pantebrev er kutyme, at sælger afholder udgiften såvel til transportstempel som til tinglysningsafgift. Dette gælder, hvad enten sælger er en privat eller en professionel pantebrevshandler. Ved en professionel pantebrevshandlers salg af et pantebrev til en privat er det kutyme, at pantebrevet leveres med tinglyst transportpåtegning.
Ankenævnets bemærkninger:
Efter indholdet af den udtalelse, der er afgivet af Responsumudvalget under Sammenslutningen af Danske Pantebrevshandlere, lægger Ankenævnet til grund, at det ved handler med pantebreve, i hvilke professionelle pantebrevshandlere deltager, er kutyme, at sælgeren skal bære såvel udgiften til stempel af transporterklæringen som den tinglysningsafgift, der opkræves ved tinglysning af erklæringen. Uanset at indklagede ikke i forbindelse med salgsaftalen gjorde klagerens advokat opmærksom herpå, findes indklagede herefter at have været berettiget til at fradrage de nævnte udgifter i forbindelse med afregningen.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.