Terminsforretning, forlængelse.
| Sagsnummer: | 401 /1990 |
| Dato: | 03-06-1991 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjørn Bogason, Peter Møgelvang-Hansen, Lars Pedersen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Terminsforretninger - forlængelse
|
| Ledetekst: | Terminsforretning, forlængelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Den 3. april 1990 indgik klageren med indklagede en terminskontrakt på 321.800 DEM/284.535,56 CHF med forfald den 4. maj 1990. Terminskontrakten bekræftedes ved indklagedes skrivelse af samme dag. I skrivelsen var bl.a. anført:
"Vi beder Dem venligst 2 dage før forfald meddele os, hvorledes De ønsker at disponere beløbet."
Ved påtegning på brevet af 5. april 1990 bekræftede klageren den indgåede aftale.
Klageren kontaktede ikke indklagede, og ved brev af 2. maj 1990 bekræftede indklagede, at terminskontrakten forlængedes til 5. juni 1990.
I skrivelse af 16. maj 1990 til indklagede protesterede klageren mod forlængelsen af terminskontrakten, og efter yderligere brevveksling med indklagede meddelte indklagede i skrivelse af 1. juni 1990, at terminsforretningen var opgjort med en debetsaldo på 61.172,66 kr., der debiteredes klagerens konto hos indklagede med valør 5. juni 1990. Indklagede har efterfølgende tilbudt klageren en refusion på 30.000 kr. under forudsætning af, at han samtidig indfrier sit engagement med indklagede.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre ham tabet ved forlængelsen af terminskontrakten, ca. 40.000 kr. med påløbne renter.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at en medarbejder hos indklagede anbefalede ham at indgå i en DEM/CHF terminskontrakt på 30 dage.
Terminskontrakten blev udtrykkeligt indgået med 30 dages løbetid, hvilket indklagedes berørte medarbejder overfor klageren telefonisk har bekræftet.
Forlængelsen af 2. maj 1990 kom først frem til klageren på et tidspunkt efter den 7. maj 1990, hvor klageren var bortrejst, og klageren protesterede mod denne forlængelse, så snart han blev bekendt hermed. Den omtalte passus i terminskontrakten om, at klageren to dage inden forfald bedes rette henvendelse til indklagede, kan alene opfattes som en henstilling, og undladelse heraf kan ikke berettige indklagede til at handle for klagerens regning uden dennes accept. Klageren finder således, at indklagede bør godtgøre ham det kurstab, den sidste terminsforretning påførte ham, samt renter heraf fra den 5. juni 1990.
Indklagede har anført, at klageren ikke ved terminskontraktens indgåelse har tilkendegivet, at han kun ville indgå en aftale af en varighed på 30 dage. Ved forfald af den første terminskontrakt rettede klageren ikke henvendelse til indklagede som anført i kontrakten, og denne passus i kontrakten er ikke en henstilling, men en vigtig del af kontrakten. Ved terminkontraktens forfald den 4. maj fandt indklagede, da klageren ikke reagerede, at det ville være en fornuftig disposition at forlænge terminskontrakten, og klageren reagerede da heller ikke umiddelbart efter forlængelsen.
Ankenævnets bemærkninger:
Klageren har indgået en terminskontrakt med udløb pr. 4. maj 1990. Det forhold, at klageren ikke har efterkommet anmodningen om at tilkendegive indklagede, hvorledes der skulle forholdes ved kontraktens udløb, findes ikke at have givet indklagede nogen beføjelse til at forlænge terminskontrakten for klagerens regning. Klagen tages derfor til føje som nedenfor bestemt.
Som følge af det anførte