Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Afregningskurs når kurser ikke stilles via strakshandelssystem.

Sagsnummer: 488 /1999
Dato: 07-03-2000
Ankenævn: Peter Blok, Jette Kammer Jensen, Bjarne Lau Pedersen, Ole Simonsen
Klageemne: Værdipapirer - afregningskurs
Ledetekst: Afregningskurs når kurser ikke stilles via strakshandelssystem.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører indklagedes afregning af klagerens salg af obligationer i en situation, hvor handel ikke kunne ske via indklagedes strakshandelssystem.

Sagens omstændigheder.

Ved skrivelse af 7. juni 1999 foreslog en investeringsrådgiver hos indklagede, at klageren og dennes ægtefælle foretog en omlægning af parrets obligationsbeholdning. Beholdningen bestod af nominelt 750.000 kr. 4% Hypotekbanken 1997/2005 samt nominelt 520.000 kr. 4% SBAB 1997/2003. Medarbejderen foreslog beholdningen omlagt til mellemlange realkreditobligationer samt investeringsforeningsbeviser i forskellige afdelinger af Danske Invest.

På et møde den 25. juni 1999 i indklagedes Holte afdeling aftaltes det med klageren og ægtefællen at foretage en omlægning af værdipapirbeholdningen, således at den samlede beholdning solgtes.

Ved fondsafregninger af 25. juni 1999 afregnede indklagede salget af obligationerne. Hypotekbank-obligationerne blev afregnet til kurs 96,80, mens SBAB-obligationerne blev afregnet til kurs 98,05. På begge fondsnotaer er anført:

"Handlen er indgået som strakshandel kl. ..... [henholdsvis kl. 13:22 og kl. 13:20]

......

Da vi på handelstidspunktet ikke havde registreret et bud i Københavns Fondsbørs handelssystemer, har vi fastsat en kurs efter Københavns Fondsbørs afregningsregler.

......

Der er ikke handlet i kommission."

Indklagede har anført, at det på mødet den 25. juni 1999 ikke var muligt at handle obligationerne via indklagedes strakshandelssystem, da der ikke var aktuelle bud på Københavns Fondsbørs. Det aftaltes derfor, at indklagede efter mødet skulle sælge obligationerne bedst muligt til en pris fastsat efter indklagedes regler herom.

Klageren har anført, at indklagedes medarbejder under mødet oplyste, at obligationerne blev solgt på børsen til henholdsvis kurs 97,05 og 98,40. Heroverfor har indklagede anført, at disse kurser fremgik af den fondsinformation, som indklagedes medarbejder havde medbragt til mødet, og som var baseret på gennemsnitskurser fra forrige børsdag.

Af indklagedes "Forretningsbetingelser for handel med værdipapirer" fremgår:

"A - Afregning (priser)

Afregning af strakshandler - værdipapirer noteret på Københavns Fondsbørs

Banken tilbyder løbende strakshandel i et større antal af de mest likvide obligationer og aktier, såvel danske som udenlandske.

Accepterer kunden den oplyste kurs, afsluttes handlen, og banken sender efterfølgende en fondsnota på den aftalte handelskurs til kunden.

Når en strakshandel afregnes inden for følgende beløbsgrænser:

obligationer til og med en kursværdi a 3.000.000 kr. pr. handel

......

gælder følgende:

Strakshandelskurser ligger inden for eller på bedste bud/udbud på Københavns Fondsbørs, sådan som bud/udbud er registreret i bankens systemer på handelstidspunktet.

......

For obligationer anvendes bedste bud/udbud i Københavns Fondsbørs handelssystem for obligationer.

En eventuel kursforskel mellem bedste bud/udbud på obligationer på Københavns Fondsbørs og kundens afregningskurs består af et tillæg/fradrag, der fremgår af fondsnotaen. Ordrens størrelse og markedsvilkårene på handelstidspunktet er blandt andet afgørende for et eventuelt tillæg/fradrag til kursen.

......

Det vil af fondsnotaen fremgå, hvis der på handelstidspunktet ikke blev stillet bud og/eller udbud på Københavns Fondsbørs.

Prisoversigt strakshandler:

......

Danske obligationer

Kursværdi til og med 3 mio. kr.

Afregningspriser

Bedste bud/udbud i Københavns Fondsbørs handelssystem plus eventuelt tillæg/fradrag, der vil fremgå af fondsnotaen

(se note nedenfor)

......

Note: Hvis der den pågældende handelsdag ikke er stillet bud og/eller udbud i Københavns Fondsbørs handelssystemer, fastsætter banken en strakshandelskurs, der efter omstændighederne giver de bedst mulige betingelser for kunden, blandt andet under hensyntagen til rente- og kursudviklingen, kursen på eventuelt tilsvarende papirer og tilgængelige markedsrelevante oplysninger om udstederen af værdipapiret.

Afregning af gennemsnitskurshandler - værdipapirer noteret på Københavns Fondsbørs

En gennemsnitskurshandel er en handel, som søges gennemført første børsdag efter, at banken har modtaget ordren.

Afregning af gennemsnitskurshandler inden for de beløbsgrænser, der er anført for afregning af strakshandler på side 3, sker til Københavns Fondsbørs "kurs alle handler" kl. 17.00 på dagen, hvor handlen udføres.

De for tiden gældende tillæg/fradrag til "kurs alle handler" fremgår af prisskemaerne nedenfor. Tillæg/Fradrag fremgår endvidere af fondsnotaen.

"Kurs alle handler", beregnet af Københavns Fondsbørs, fremgår af den fondsnota, som kunden modtager.

Prisoversigt gennemsnitskurshandler:

......

Danske obligationer

Kursværdi til og med 1 mio. kr.

Kunders salg

"Kurs alle handler" med fradrag af 0,20 point

(se note nedenfor)

......

Note: Hvis der den pågældende handelsdag ikke er stillet bud og/eller udbud i Københavns Fondsbørs handelssystem, og der derfor ikke bliver beregnet en "kurs alle handler", kan banken fastsætte en kurs, der efter omstændighederne giver de bedst mulige betingelser for kunden, blandt andet under hensyntagen til rente- og kursudviklingen, kursen på eventuelt tilsvarende papirer og tilgængelige markedsrelevante oplysninger om udstederen af værdipapiret."

Af Københavns Fondsbørs' "Børsetiske regler" fremgår:

"......

Afregning af handler

§ 6.

......

Stk. 3. Strakshandler skal udføres til en kurs, som på handelstidspunktet ligger inden for eller på det bedst stillede bud og udbud i det pågældende værdipapir i Københavns Fondsbørs A/S' handelssystem. ...... Såfremt der på handelstidspunktet ikke er bud og/eller udbud i Fondsbørsens handelssystemer, jf. ovenfor, kan medlemmet selv fastsætte en strakshandelskurs, som skal være den bedst mulige pris."

Indklagede har om fastsættelsen af kursen på de to handler anført, at kursen på 96,80 for Hypotekbank-obligationerne blev fastsat i forhold til den aktuelle effektive rente på statsobligationer 5% 05. Den effektive rente på baggrund af den officielle kurs for dette papir for den 25. juni 1999 viser, at denne var 4,56%. Da Hypotekbank-obligationerne er mindre omsættelige og meget illikvide i forhold til 5% Stat 05, er der tillagt en merrente på 0,09% svarende til rentespændet mellem disse papirer på handelstidspunktet. Den effektive rente på Hypotekbank-papirerne udgjorde således 4,65% svarende til kurs 97,80. Kursniveauet for øvrige erhvervsobligationer er også inddraget i prissætningen. En sammenlignelig obligation er 4% Øresund 05, hvor der den 25. juni 1999 mellem børsmæglere blev handlet til kurs 96,30 svarende til en effektiv rente på 4,68%.

Indklagede har vedrørende salgskursen på 98,05 for SBAB-obligationerne anført, at kursen ligeledes blev fastsat i forhold til aktuelle effektive rentesatser for tilsvarende statsobligationer. Der er anvendt et vægtet gennemsnit mellem 8% Stat 03 og 7% Stat 04, hvor den effektive rente den 25. juni 1999 på grundlag af de officielle kurser var 4,22%. Med en rentedifference i markedet i forhold til SBAB-obligationerne på 0,28% på handelstidspunktet svarer dette til en effektiv rente på 4,50%, således at SBAB-obligationerne blev kursfastsat til 98,05.

Indklagede har oplyst, at såfremt handlerne var blevet gennemført til afregning som gennemsnitskurshandler ville Hypotekbank-papirerne være afregnet til kurs 96,70 og SBAB-papirerne til kurs 97,95, idet "kurs alle handler" ved børsdagens slutning den 25. juni 1999 var henholdsvis 96,90 og 98,15, hvorfra skal trækkes 0,20 points.

Ved skrivelse af 29. juli 1999 rettede klageren henvendelse til indklagede vedrørende fondsafregningerne af 25. juni 1999 og gjorde indsigelse mod afregningskurserne. Indklagede fastholdt afregningskurserne.

Parternes påstande.

Klageren har den 18. november 1999 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning, således at Hypotekbank-obligationerne afregnes til kurs 97,05 og SBAB-obligationerne til kurs 98,40. Erstatningen er beregnet til 3.695 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at ved mødet den 25. juni 1999 oplyste indklagedes medarbejder, at Hypotekbank-papirerne blev solgt til kurs 97,05 og SBAB-papirerne til kurs 98,40. Det bestrides, at disse kurser blot blev nævnt som oplysninger om den foregående dags gennemsnitskurser.

Medarbejderen slog kurserne op på en dataskærm og oplyste, at kurserne "nu var henholdsvis 97,05 og 98,40".

Indklagedes afregning af handlerne, hvor der anvendes en fiktiv kurs, strider mod god etik, da indklagede egenmægtigt har fastsat kursen.

Indklagede har anført, at medarbejderen på mødet den 25. juni 1999 udtrykkeligt gjorde opmærksom på, at de oplyste kurser var gennemsnitskurser fra den forrige handelsdag og ikke aktuelle afregningskurser for det forestående salg.

Der blev informeret om fremgangsmåden ved salget, herunder at handlerne ikke kunne gennemføres via strakshandelssystemet.

Som følge af at det ikke var muligt at handle via strakshandelssystemet, da der ikke var aktuelle bud, blev det aftalt, at indklagede efter mødet skulle sælge obligationerne bedst muligt til en pris fastsat efter indklagedes regler herom. Af disse fremgår, at indklagede selv fastsætter en strakshandelskurs, hvis der ikke den pågældende handelsdag er bud i handelssystemerne. Dette er i overensstemmelse med de børsetiske regler.

Såfremt salget af de to obligationsserier var sket som gennemsnitskurshandler, ville klageren have opnået ringere kurser.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at indklagedes investeringsrådgiver under mødet med klageren den 25. juni 1999 oplyste, at den aktuelle kurs for de omhandlede Hypotekbank- og SBAB-obligationer var henholdsvis 97,05 og 98,40. Ankenævnet har herved lagt vægt på, at de nævnte kurser er de officielle gennemsnitskurser for den forudgående dag, og at det efter det oplyste må lægges til grund, at der på det pågældende tidspunkt den 25. juni 1999 ikke var aktuelle bud på de omhandlede obligationer i handelssystemet. Det er herefter ikke godtgjort, at der blev indgået aftale om strakshandel af obligationerne til de nævnte kurser.

Som følge af, at der på ordretidspunktet ikke var aktuelle udbud, har indklagede på grundlag af kurserne på dette tidspunkt på sammenlignelige obligationer fastsat strakshandelskurserne for Hypotekbank- og SBAB-obligationer til henholdsvis 96,80 og 98,05. Ankenævnet finder ikke grundlag for at kritisere denne kursfastsættelse. De fastsatte kurser overstiger den officielle børskurs ("kurs alle handler") for obligationerne den 25. juni 1999 med fradrag af indklagedes sædvanlige kursfradrag ved afregning af gennemsnitskurshandler. Det er herefter ufornødent at tage stilling til, om klagerne havde accepteret, at salgene - uanset at det ikke var muligt at indgå egentlige strakshandler - skulle ske på strakshandelsvilkår.

Som følge af det anførte

Klagen tages ikke til følge.