Afgørelse

Fastkursaftale. Rådgivning. Misligholdelse.

Det indklagede institut fremsendte den 5. august 2005 et lånetilbud til klageren, hvoraf det fremgik, at udbetalingen var betinget af indlevering af tinglyst pantebrev, og at udbetaling frem til 31. august 2005 kunne ske i den daværende fondskode. Samme dag fremsendte instituttet kopi af rådgivningsskema til klageren, hvoraf det fremgik, dels at klageren selv havde ønsket at stå for tinglysningen, idet han havde prøvet det før, dels at han ikke havde ønsket at kurssikre i et usikkert marked. Den 8. august fremsendte instituttet en fastkursaftale til klageren, hvoraf det fremgik, at klageren straks skulle kontakte instituttet, hvis han havde bemærkninger hertil. Afviklingstidspunktet var sat til 2. september 2005, og udbetalingsbetingelserne skulle være opfyldt 5 børsdage før denne dato. I modsat fald var aftalen misligholdt med den virkning, at klageren skulle erstatte instituttets tab. Den 31. august fremsendte instituttet en specifikation af misligholdelse af fastkursaftalen til klageren, i henhold til hvilken han skulle betale 9.925 kr. i kurstab. Klageren protesterede den 2. september over for instituttet over kravet, idet han anførte, at han mod sædvane havde indgået en fastkursaftale, da det af rådgivningsskemaet fremgik, at han ikke havde ønsket at kurssikre i et usikkert marked, at han havde fået en meget lemfældig rådgivning i forhold til det ”usikre marked”, og at han ikke i forbindelse med rådgivningen omkring indgåelsen af fastkursaftalen havde fået oplyst konsekvensen ved misligholdelse. Instituttet meddelte den 15. september klageren, at han selv havde ansvaret for gennemførsel af tinglysningsekspeditionen, eftersom han selv havde påtaget sig denne.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle tilbagebetale ham 9.925 kr. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet bemærkede, at en beslutning om kurssikring er låntagerens, og at instituttets opgave alene er at rådgive låntageren om fordele og ulemper herved. Nævnet fandt, at der i fastkursaftalen var givet klageren den fornødne vejledning om indholdet af en fastkursaftale og følgerne af at misligholde aftalen. Nævnet fandt videre, at klageren ved selv at ville sørge for tinglysningen havde påtaget sig risikoen for, at der rettidigt blev indleveret et tinglyst anmærkningsfrit pantebrev. Der var ikke grundlag for at fastslå, at afviklingstidspunktet for fastkursaftalen lå så tæt på aftaledatoen, at rettidig tinglysning var umulig, således at instituttet af denne grund burde have rådgivet klageren til at undlade at indgå fastkursaftalen. Nævnet frifandt derfor instituttet.