Modregning i lønkonto for krav opstået ved tvangsauktion 15 år tidligere.
| Sagsnummer: | 274 /1996 |
| Dato: | 14-11-1996 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Peter Stig Hansen, Peter Møgelvang-Hansen, Leif Nielsen, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Modregning - trangsbeneficium
|
| Ledetekst: | Modregning i lønkonto for krav opstået ved tvangsauktion 15 år tidligere. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved tvangsauktion over klagerens faste ejendom den 16. december 1981 opnåedes ikke dækning til 5 pantebreve, der på tvangsauktionen blev opgjort til i alt 266.874,79 kr. 4 af de 5 pantebreve var i salgsopstillingen til brug for auktionen anført med Sparekassen SDS som kreditor.
Ved skrivelse af 18. august 1985 anmodede klageren sparekassen (senere fusioneret til indklagede) om at fremsende et udkast til afvikling af gælden. Ved skrivelse af 20. s.m. foreslog indklagede mellemværendet opstået i forbindelse med tvangsauktionen udlignet ved underskrivelse af et gældsbrev på 100.000 kr. med en månedlig ydelse på 2.400 kr. over 5 år og en variabel forrentning p.t. 15,5% p.a. Ved skrivelse af 15. september 1985 meddelte klageren, at han ikke kunne tage imod tilbudet.
Ved skrivelse af 14. maj 1996 meddelte indklagede klageren, at hans lønkonto var spærret med henblik på modregning. Indeståendet på lønkontoen udgjorde 69.508,35 kr.
Den 15. maj 1996 kontaktede klageren indklagede, i hvilken forbindelse indklagede tilbød klageren, at gælden kunne afvikles med 50.000 kr. straks og 50.000 kr. efter nærmere aftale. Klageren afslog dette. Klageren fik samme dag udbetalt 5.000 kr. fra kontoen.
Ved brev modtaget af indklagede den 17. maj 1996 meddelte klageren, at han ikke kunne vedkende sig gælden.
Ved skrivelse af 24. maj 1996 meddelte indklagede, at 35.000 kr. af kontoens indestående var modregnet i hans gæld. Af skrivelsen fremgik endvidere, at modregning i restbeløbet 34.508,35 kr. var undladt, idet beløbet bl.a. dækkede feriepenge og opsparing til restskat for 1995 foruden almindeligt forbrug, jf. retsplejelovens § 509.
Ved skrivelse af 12. juni 1996 til indklagede anførte klagerens advokat, at indklagede ikke var kreditor på de 5 pantebreve, som kravet støttedes på, men at pantebrevene alene havde været i depot hos indklagede. Ved skrivelse af 14. s.m. fastholdt indklagede at være kreditor for de omhandlede pantebreve, idet man vedlagde forskelligt materiale til dokumentation herfor.
Af fremlagte feriepengeanvisninger for 1995 fremgår det, at klageren har modtaget 17.610,90 kr. vedrørende feriepenge og 4.335,17 kr. vedrørende SH-opsparing (søgnehelligdagsopsparing), i alt 21.946,07 kr.
Klageren har ved klageskema af 8. juli 1996 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbageføre de 35.000 kr. til hans lønkonto, subsidiært 4.335 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at indklagede ikke har gjort sit krav gældende efter tvangsauktionen. Indklagede skulle have begæret foretaget en fogedforretning for at kunne tvangsfuldbyrde sit krav, jf. retsplejelovens § 478. Indklagedes disposition er uetisk, idet indklagede i det sidste 15-20 år har haft indblik i hans lønkonto uden at foretage sig noget. Saldoen på hans feriekonto udgjorde 21.945 kr., hvorfor indklagede har modregnet 4.335 kr. vedrørende feriepenge.
Indklagede har anført, at man har forstået klagen således, at fordringen ikke bestrides, men at det alene er den foretagne spærring og modregning, der klages over. Da der er foretaget modregning i klagerens indestående, har der ikke været tale om tvangsfuldbyrdelse af fordringen. Retsplejelovens § 478 har derfor ingen relevans i denne sammenhæng. Indklagede bestrider, at man har haft indsigt i klagerens lønkonto i 15-20 år. Først ved fusionen mellem Andelsbanken, Privatbanken og SDS den 1. januar 1990 fik man indsigt i lønkontoen. Indklagede har ikke bidraget til at give klageren en opfattelse af, at fordringen ikke ville blive gjort gældende. Der er ikke foretaget modregning i beløb hidrørende fra feriepenge eller opsparing til betaling af restskat. Af det beløb på 21.945 kr., som klageren angiver, at saldoen på feriekontoen var, udgjorde 4.335 kr. søgnehelligdagsopsparing, som er en del af lønudbetalingen.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet lægger til grund, at indklagede efter tvangsauktionen over klagerens ejendom i 1981 i henhold til de 5 udækkede pantebreve havde en fordring mod klageren på ca. 267.000 kr. Dette krav er - når bortses fra renter, der har været forfaldne i mere end 5 år - ikke forældet, og det kan heller ikke anses for bortfaldet ved passivitet.
Ankenævnet finder herefter, at indklagedes modregning den 24. maj 1996 i 35.000 kr. af indeståendet på klagerens lønkonto var berettiget. Det bemærkes herved yderligere, at modregning ikke forudsætter indbringelse for fogedretten, og at indklagede har respekteret trangsbeneficiet efter retsplejelovens § 509.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.