Indsigelse mod hæftelse for netbankoverførsler foretaget i forbindelse med bedrageriske telefonopkald.
| Sagsnummer: | 474/2023 |
| Dato: | 06-02-2024 |
| Ankenævn: | Helle Korsgaard Lund-Andersen, Mette Lindekvist Højsgaard, Karin Sønderbæk, Tina Thygesen og Elizabeth Bonde. |
| Klageemne: |
Betalingstjenester - ikke-vedkendte hævninger
Netbank - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Indsigelse mod hæftelse for netbankoverførsler foretaget i forbindelse med bedrageriske telefonopkald. |
| Indklagede: | Nordea Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod hæftelse for netbankoverførsler foretaget i forbindelse med bedrageriske telefonopkald.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Nordea Danmark, hvor hun havde konti og netbankadgang.
Den 13. juni 2023 foretog klageren to netbankoverførsler på henholdsvis 81.125 kr. og 18.800 kr. til en konto i et modtagende pengeinstitut.
Om baggrunden for overførslen har klageren oplyst, at hun den 13. juni 2023 blev kontaktet telefonisk af en person, P, der udgav sig for at være fra et pengeinstitut, N. P oplyste, at hun havde bedt om at få udbetalt et lån og underskrevet med MitID, hvilket klageren benægtede, idet hun intet kendte til dette og ikke var kunde i N. P oplyste, at der måtte være tale om svindel, og stillede hende om til politiet. Politiet bad hende om at overføre sine penge til en konto, hvor de kunne være i sikkerhed, indtil svindlen var blevet stoppet.
Banken har oplyst, at klageren selv foretog netbankoverførslerne, og at disse blev godkendt med MitID.
Banken har endvidere oplyst, at klageren fik tilsendt SMS-beskeder, til hvilke hun skulle svare ”JA”, hvis overførslerne skulle gennemføres, og at klageren besvarede SMS-beskederne med ”JA”.
Banken har fremlagt en transaktionsliste og en udskrift af en SMS-oversigt.
Klageren gjorde den 24. juni 2023 indsigelse over for banken. I indsigelsesblanketten anførte hun blandt andet, at hun ikke havde modtaget et telefonopkald, hvori hun var blevet bedt om at oplyse sit MitID brugernavn og kodeord, og afkrydsede feltet ”Jeg har selv foretaget de ovenstående transaktioner på baggrund af 3. mands urigtige oplys-ninger omkring formålet af overførslerne” samt beskrev om hændelsesforløbet:
”Jeg blev ringet op den 13.06.2023 af en person der udgav sig for at være fra [N]. Hun oplyste jeg havde bedt om at få udbetalt et lån på 76.000 kr. og påstod jeg havde underskrevet med MitID hvilket jeg oplyste hende om at jeg ikke kendte noget til da jeg ikke er kunde i [N].
Hun fortalte det måtte være svindel og stillede mig om til Rigspolitiet. Politiet bad mig om at overføre mine penge til en konto hvor de kunne være i sikkerhed indtil svindlen ar blevet stoppet.
Varigheden af telefonsamtalen var ca. 6 timer – det vil sige vi talte ikke sammen hele tiden men jeg skulle blive ved telefonen og min computer. Jeg måtte ikke ringe fra telefonen men gerne skrive SMS’er.”.
Det lykkedes banken at få tilbageført 18.800 kr. fra det modtagende pengeinstitut.
Parternes påstande
Den 4. august 2023 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Danmark skal tilbageføre det fulde beløb.
Nordea Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at hun godt ved, at hun selv godkendte overførslerne, men at sagen skal prøves.
Banken skal tvinges til at lægge nogle begrænsninger ind, så det her ikke kan lade sig gøre. Hvis hun havde skulle godkende telefonisk med banken, var dette aldrig sket.
Det eneste, der kan få banken til at skærpe beskyttelsen af sine sårbare kunder, er, at det koster banken penge. Der er mange tiltag, som banken kan lave, for eksempel at ældre kunder ikke kan foretage straksoverførsler uden at tage personlig kontakt til banken.
Det er svært for de ældre at leve i en verden, hvor de skal være mistroiske over for alle og ikke tør stole på nogen samtidig med, at de er dybt afhængige af hjælp fra andre.
Banken lever ikke op til sit ansvar.
Nordea Danmark har anført, at de ovenfor nævnte overførsler er autoriserede.
Overførslerne er korrekt registreret og bogført og ikke ramt af tekniske svigt eller andre fejl.
Klageren anerkender i tro- og loveerklæringen, at hun selv foretog overførslerne. Det er således uomtvistet, at klageren selv foretog overførslerne og godkendte dem via sin netbank ved brug af sit MitID og efterfølgende godkendte overførslerne via SMS.
Teksten i SMS´erne var meget tydelig omkring, hvad de omhandlede og med klagerens ”JA”, så godkendte hun overførslen af beløbene.
Der er ikke tale om phishing eller identitetstyveri i form af uautoriserede overførsler ved tredjemands uberettigede anvendelse af netbank eller misbrug af MitID, da klageren hverken udleverede MitID eller SMS-kode, og den pågældende person ikke var logget på klagerens netbank.
Der kan derfor ikke være tvivl om, at overførslerne er autoriserede, og at banken på den baggrund ikke er forpligtet til at godtgøre klageren de omhandlede transaktioner.
Klageren kan heller ikke påberåbe sig de hæftelsesbegrænsninger, der følger af betalingslovens § 100.
Betalingslovens § 112 finder ikke anvendelse i dette tilfælde, da klageren selv foretog overførslen via sin netbank.
Banken har ikke begået fejl eller handlet ansvarspådragende i forbindelse med det efterfølgende forløb i forhold til at få sendt udvekslingsanmodninger til de modtagende banker, og banken er derfor ikke erstatningsansvarlig for klagerens tab.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var kunde i Nordea Danmark, hvor hun havde konti og netbankadgang.
Den 13. juni 2023 foretog klageren to netbankoverførsler på henholdsvis 81.125 kr. og 18.800 kr. til en konto i et modtagende pengeinstitut.
Om baggrunden for overførslen har klageren oplyst, at hun den 13. juni 2023 blev kontaktet telefonisk af en person, P, der udgav sig for at være fra et pengeinstitut, N. P oplyste, at hun havde bedt om at få udbetalt et lån og underskrevet med MitID, hvil-ket klageren benægtede, idet hun intet kendte til dette og ikke var kunde i N. P oply-ste, at der måtte være tale om svindel, og stillede hende om til politiet. Politiet bad hende om at overføre sine penge til en konto, hvor de kunne være i sikkerhed, indtil svindlen var blevet stoppet.
Klageren har oplyst, at hun selv foretog overførslerne.
Det lykkedes banken at få tilbageført 18.800 kr. fra det modtagende pengeinstitut.
Tre medlemmer – Helle Korsgaard Lund-Andersen, Mette Lindekvist Højsgaard og Karin Sønderbæk – udtaler:
Ud fra klagerens egne oplysninger om, at hun selv foretog overførslerne, finder vi, at transaktionerne blev autoriseret af klageren, jf. herved betalingslovens § 82, og at der ikke foreligger et misbrug, som banken hæfter for, jf. betalingslovens § 100. Dette gælder, uanset at det må lægges til grund, at klageren blev narret og presset til at foretage transaktionerne i forbindelse med et bedragerisk telefonopkald.
Vi finder heller ikke, at banken på andet grundlag kan gøres ansvarlig for klagerens tab.
Vi stemmer derfor for, at klageren ikke får medhold i klagen.
To medlemmer – Tina Thygesen og Elizabeth Bonde – udtaler:
Vi finder, at den manipulation, klageren er blevet udsat for, er at sidestille med en situation, hvor klageren har udleveret oplysninger, herunder NemID-oplysninger/MitID-oplysninger, SMS-koder mv., og hvor disse er blevet misbrugt til at gennemføre uautoriserede overførsler.
Klageren har været udsat for organiseret svindel i forbindelse med brug af en beta-lingstjeneste, som forbrugere forudsættes at anvende for at kunne fungere i vores samfund. Det bør ikke have afgørende betydning, om forbrugeren selv har gennemført transaktioner, og forbrugeren bør derfor være beskyttet af samme beløbsmæssige grænse som i situationer omfattet af betalingslovens § 100, stk. 4.
I modsat fald ville der opnås en retsstilling for forbrugere, hvor en mindre betydende divergens på handlinger udført af forbrugeren har uproportionale konsekvenser for en forbrugers økonomi, når det, der grundlæggende er ens i begge situationer, netop er manipulation og organiseret svindel uden for forbrugerens kontrol, og som en forbruger netop skal være beskyttet imod som udtrykt i § 100, stk. 4, hvorfor en analogi af denne bestemmelse er relevant i nærværende sag.
Klageren bør derfor alene hæfte med 8.000 kr., ligesom i situationer omfattet af beta-lingslovens § 100, stk. 4.
Vi stemmer derfor for, at klageren skal have 73.125 kr. tilbage.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.