Provision.
| Sagsnummer: | 174 /1992 |
| Dato: | 16-09-1992 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Peter Stig Hansen, Peter Møgelvang-Hansen, Allan Pedersen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Kassekredit - omkostninger
|
| Ledetekst: | Provision. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Ved kreditkontrakt af 11. februar 1991 forlængedes en af indklagedes Hvidovre afdeling til klageren ydet kassekredit på 20.000 kr. til 31. december 1993. Der var i rubrikken vedrørende rentesats anført 16% p.a. og i rubrikken vedrørende provisionssats anført 0,0% p.a., idet der i begge rubrikker var fortrykt "p.t.:".
I pkt. 2 i "Almindelige bestemmelser for kredit" på kontraktens bagside er anført:
"Banken har ret til - uanset eventuelle afdragsbestemmelser - når som helst med 14 dages varsel at opsige kreditten og forlange gælden helt eller delvis betalt".
Under sagen er fremlagt en brochure om den pågældende kontoform. Af denne fremgår bl.a.:
"Fordelene ved en "kassekredit" er, at du kun betaler renter, når der trækkes på kreditten. Du kan vente op til 3 år med at afdrage selve "kassekreditten", når blot du i mellemtiden betaler renterne".
Ved skrivelse af 21. februar 1992 til klageren meddelte indklagede, at udlånsrenten på kassekreditten pr. 1. april 1992 ville blive nedsat med 2% p.a., og at der i stedet ville blive indført en løbende provision på 2% p.a. af kreditmaximum.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at provisionen på kassekreditten udgør 0,0% p.a.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at ændringen i vilkårene på kassekreditkontrakten medfører en merudgift på 325 kr. om året for ham. Ved oprettelsen af klagerens første kredit i 1983 lagde han vægt på, at der hverken var provision eller gebyr, og at der kun skulle betales renter af den udnyttede kredit. Der er ikke ved den seneste fornyelse i 1991 sket ændringer heri, og klageren finder derfor, at indførelse af provision er et aftalebrud fra indklagedes side, da der ved aftalens indgåelse ikke var tale om provision. En provision på 0% p.a. må opfattes som ingen provision og ikke som en variabel provision. Klageren har endvidere henvist til en brochure fra indklagede vedrørende en kassekredit som klagerens, hvori det ikke omtales, at der betales provision af kassekreditten.
Indklagede har anført, at angivelsen "p.t." indebærer, som det er sædvanlig pengeinstitutpraksis, at renten for tiden - på bevillingstidspunktet - var 16% p.a. og provisionssatsen 0% p.a. Dermed angives også, at satserne vil kunne ændres. Det fremgår endvidere af kreditkontraktens almindelige bestemmelsers pkt. 7, der er optrykt på dokumentets bagside, at renten og provisionssatsen er variabel og fastsættes i henhold til de til enhver tid af indklagede fastsatte satser. I overensstemmelse med kreditaftalelovens regler samt med Finansrådets anvisning om et varsel på mindst én måned ved ændring af rente og provisionssatser har indklagede nedsat rentesatsen med 2% p.a. og samtidig forhøjet provisionssatsen med 2% p.a. Varslingen er tillige sket ved annonceringer i dagspressen. Indklagede finder derfor, at der har været hjemmel til den varslede ændring af rente- og provisionssatserne, og at varslingen er korrekt. For så vidt angår den af klageren fremlagte brochure beror det på en fejl, at brochuren er forefundet hos indklagede i marts måned 1992, da der fra centralt hold er udsendt nye brochurer samtidig med, at de gamle er beordret makuleret. Brochuren rummer ingen rente- og provisionsgaranti og var på bevillingstidspunktet i fuld overensstemmelse med de faktiske forhold. Hertil kommer, at det er det af klageren underskrevne dokument, hvoraf alle oplysninger af betydning for kreditforholdet fremgår, der er afgørende.
Ankenævnets bemærkninger:
3 medlemmer - Frank Poulsen, Peter Stig-Hansen og Allan Pedersen - udtaler:
Kreditkontraktens angivelse af en provisionssats på p.t. 0,0% p.a. er usædvanlig og kan ikke fortolkes således, at der var aftalt en provisionssats for låneforholdet. Indklagede må imidlertid anses for berettiget til med et passende varsel at ændre kredittens vilkår, herunder at indføre en provisionssats. Vi finder, at et sådant varsel passende kan fastsættes til 6 måneder. Da indklagede ved skrivelse af 21. februar 1992 orienterede klageren om indførelsen af provisionssatsen stemmer vi herefter for, at ændringen tidligst har kunnet få virkning fra den 21. august 1992.
2 medlemmer - Peter Møgelvang-Hansen og Jørn Ravn - udtaler:
"Vi lægger til grund, at fornyelsen af kassekreditten i februar 1991 skete på grundlag af bl.a. oplysningerne i indklagedes brochure. Med henvisning til det fra denne brochure ovenfor citerede samt til det i kreditkontrakten individuelt fastsatte vilkår, hvorefter kreditten skulle løbe indtil udgangen af 1993, finder vi, at indklagede har givet klageren en berettiget forventning om, at det vederlag, han skulle betale for kreditfaciliteten, i kontraktens løbetid alene ville bestå i forrentning (efter en variabel sats) af trukne beløb.
Det kan ikke føre til andet resultat, at det i indklagedes fortrykte almindelige bestemmelser på kontraktens bagside er fastsat, at "renter og provision, efter de af banken til enhver tid fastsatte satser, beregnes bagud og tilskrives kontoen hvert kvartal ..." (punkt 7). Ejheller kan det føre til andet resultat, at indklagede ifølge ordlyden af de almindelige bestemmelsers punkt 2 skulle have "ret til - uanset eventuelle afdragsbestemmelser - når som helst med 14 dages varsel at opsige kreditten og forlange gælden helt eller delvis betalt". Vi stemmer herefter for at give klageren fuldt medhold".
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf