Afgørelse

Rentens størrelse.

ndledning.

Denne sag vedrører klagernes krav om nedsættelse af renten på deres lån hos indklagede.

Sagens omstændigheder.

Ved gældsbrev af 12. marts 1996 ydede indklagede klagerne et lån på 170.000 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 2.250 kr. første gang den 1. maj 1996. Rentesatsen var variabel, p.t. 8% p.a. Under særlige betingelser er anført:

"RENTEN ER FAST INDTIL 1. JANUAR 1998, HVOREFTER RENTEN VIL FØLGE BOLIGLÅN."

Kreditomkostningerne blev beregnet på grundlag af rentesatsen på 8% p.a.

Den 2. januar 1998 blev rentesatsen forhøjet til 10,25% svarende til den aktuelle rentesats for almindelige boliglån hos indklagede.

Den 16. februar 1998 underskrev klagerne en aftale med indklagede om at springe ydelserne på lånet over i tre måneder. I den forbindelse blev der udarbejdet en ny beregning af kreditomkostningerne baseret på rentesatsen på 10,25% p.a.

Efterfølgende ændredes rentesatsen således:

7. maj 1998
10,75%
1. oktober 1998
11,25%
7. december 1998
11,00%
Renteændringerne blev annonceret i dagspressen og fremgik af kontoudskriften vedrørende lånet pr. 31. december 1998.
Nationalbankens diskonto udviklede sig i samme periode således:
(9. oktober 1997
3,50)
5. maj 1998
4,00
29. maj 1998
3,75
21. september 1998
4,25
5. november 1998
4,00
4. december 1998
3,50
Primo 1999 blev lånet indfriet, idet klagerne opnåede et nyt lån i et andet pengeinstitut til en variabel rente på 6,50% p.a.
Parternes påstande.
Den 26. juli 1999 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at yde en rentekompensation for tiden efter 1. januar 1998.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klagerne har anført, at indklagede har opkrævet en urimelig høj rente på lånet, som var et kombineret bolig- og billån. Deres nuværende pengeinstitut tilbød at yde lånet til en rente på 6,5%, hvilket er næsten 5 procentpoint lavere end renten hos indklagede. De var bekendt med, at renten ville blive ændret til boliglånsrenten i januar 1998, men havde ikke ventet en så voldsom stigning, som tilfældet var. De er uforstående over for, at renten steg i 1998, hvor det generelle renteniveau var faldende. De blev først bekendt med rentestigningerne efter udgangen af 1998, hvor de modtog årsudskriften. Indklagede bør yde en rentekompensation svarende til differencen mellem den opkrævede rente og renten i f.eks. deres nuværende pengeinstitut.
Indklagede har anført, at rentesatsen på 8% p.a. var et midlertidigt særtilbud på tidspunktet for lånets etablering. Klagerne accepterede tilbudet, idet de samtidig blev orienteret om den aktuelle rentesats på boliglån, som var 10,25% p.a. Klagerne var således bekendt med, at lånet efter udløbet af fastrenteperioden ville blive forrentet med indklagedes almindelige sats for boliglån. Rentesatsens størrelse fremgik bl.a. af dokumenterne vedrørende aftalen om at overspringe tre ydelser. Renteændringerne blev annonceret i dagspressen. Under henvisning til udviklingen i diskontoen bestrides det, at renteniveauet i 1998 var faldende. Lånet er blevet forrentet i overensstemmelse med aftalen, hvorfor klagerne ikke har krav på en rentekompensation.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Indklagede var efter gældsbrevets vilkår berettiget til pr. 1. januar 1998 at forhøje renten til indklagedes sædvanlige rente for boliglån. Det må lægges til grund, at lånets rente i tiden efter den 1. januar 1998 har fulgt indklagedes sædvanlige rente for boliglån, og at indklagede har givet oplysning om renteændringer i overensstemmelse med kreditkøbslovens § 15, stk. 4. Der er ikke grundlag for at fastslå, at den opkrævede rente overstiger det rimelige.
Som følge heraf
    
        Klagen tages ikke til følge.