Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Hæftelse som kautionist, senere meddebitor.

Sagsnummer: 721/1994
Dato: 26-10-1995
Ankenævn: Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Inge Frølich, Peter Møgelvang-Hansen, Ole Simonsen
Klageemne: Kassekredit - hæftelse
Ledetekst: Hæftelse som kautionist, senere meddebitor.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Den 1. februar 1990 påtog klageren sig selvskyldnerkaution for en kassekredit på 100.000 kr. som indklagede ydede til en ven af hende.

Kassekreditten blev den 23. august og 30. oktober 1990 forhøjet med henholdsvis 50.000 kr. og 75.000 kr. Klageren underskrev som selvskyldnerkautionist på de allonger til kreditkontrakten, der blev udarbejdet i forbindelse med forhøjelserne.

Den 28. juni 1991, hvor klageren var blevet gift med debitor, underskrev klageren en kassekreditkontrakt på 325.000 kr. som solidarisk hæftende meddebitor. Ved klagerens og ægtefællens underskrift på kassekreditkontrakt af 2. oktober 1992 blev kreditten forhøjet til 450.000 kr.

I foråret 1993 fraflyttede ægtefællen klagerens ejendom.

På grund af misligholdelse af kontrakten udtog indklagede den 19. maj 1994 stævning mod klageren og ægtefællen med påstand om betaling af 585.441,25 kr. med tillæg af renter 14,25% p.a. fra 26. april 1994 til betaling sker.

På klagerens anmodning blev sagen den 28. oktober 1994 af retten udsat på forelæggelse for Ankenævnet, jf. retsplejelovens § 361.

Over for Ankenævnet har klageren nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hun alene hæfter for 120.000 kr. af indklagedes tilgodehavende i henhold til kassekreditten med tillæg af renter fra den 26. april 1994, til betaling sker.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at en del af den oprindelige kredit på 100.000 kr. skulle anvendes til forbedringsarbejder på hendes faste ejendom, hvorfor det var naturligt, at hun påtog sig selvskyldnerkaution. Hun accepterede efterfølgende en udvidelse af kreditten med 20.000 kr. til dækning af debitors udgifter i forbindelse med fraflytning af en ejendom i England. Hun blev ikke orienteret om, at der senere skete udvidelse af kreditten. Hun havde intet nærmere kendskab til debitors faste ejendom i England, der udgjorde kreditgrundlaget, og deltog ikke i de drøftelser, der fandt sted mellem debitor og indklagede herom. Indklagede undlod at orientere hende om, hvilken retsvirkning der var forbundet med at blive debitor i forhold til blot at være kautionist. Indklagede var bekendt med hendes beskedne indtægter, og at hun for at indfri restgælden vil være nødsaget til at afhænde sin faste ejendom; der påhvilede derfor indklagede en særlig forpligtelse til at orientere hende om konsekvenserne af udvidelsen af kreditten og af statusændringen fra kautionist til meddebitor.

Indklagede har anført, at kreditten i 1990 blev ydet på baggrund af debitors oplysninger om en ejendom i England, der forventedes solgt for 150.000 GBP. Da den pågældende ikke var kunde hos indklagede, og man ikke havde kendskab til hans økonomiske forhold, forlangte man selvskyldnerkaution af klageren, der havde været mangeårig kunde hos indklagede. Kreditten skulle anvendes til dækning af løbende udgifter, herunder leveomkostninger, indtil ejendommen var blevet solgt. I forbindelse med forhøjelsen 30. oktober 1990 oplyste debitor, at ejendommen var solgt for 149.500 GBP med et nettoprovenu på ca. 140.000 GBP. Forhøjelsen af kreditten den 28. juni 1991 til 325.000 kr. skete til dækning af udgifter til istandsættelse af klagerens ejendom, herunder etablering af en udestue. Da klageren nu var gift med debitor, accepterede hun at påtage sig hæftelse for kreditten som meddebitor. I slutningen af 1992 meddelte ægtefællen, at der var problemer med ejendomshandelen i England, idet køber var sprunget fra, ligesom der var opstået en vandskade på ejendommen. Primo 1993 modtog indklagede oplysning om, at ejendommen var solgt for 138.500 GBP. Det viste sig imidlertid, at der ikke blev frigjort noget provenu. Klageren har med sin underskrift påtaget sig at hæfte for kreditten ved dens etablering og de efterfølgende forhøjelser. Kreditdokumenterne blev i forbindelse med underskrivelsen nøje gennemgået med klageren, der var bekendt med, at hendes medhæften var en forudsætning, idet indklagede var uden kendskab til debitors økonomiske forhold. Klageren var bekendt med engagementet og dets udvikling og er forpligtet overfor indklagede i henhold til de indgåede aftaler. Efter kredittens misligholdelse har det været uden betydning for klagerens hæftelse, om hun var debitor eller kautionist.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder, at der efter det foreliggende ikke er godtgjort omstændigheder, som kan begrunde, at klageren ikke fuldt ud hæfter i overensstemmelse med de af hende som kautionist, senere som meddebitor, underskrevne lånedokumenter, senest kreditkontrakten af 2. oktober 1992 vedrørende en kassekredit på 450.000 kr. Det bemærkes herved, at klageren ikke kunne være ubekendt med de forhøjelser af kreditten, som løbende fandt sted, og at hun måtte være klar over, at indklagede ikke havde bedre kendskab til hendes bekendts og senere ægtefælles økonomiske forhold, herunder forholdene omkring ejendommen i England, end hun selv havde.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.