Soliditetsoplysning, afvisning af check.
| Sagsnummer: | 194/1992 |
| Dato: | 18-12-1992 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Gert Bo Gram, Kirsten Nielsen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Afvisning - erhvervsforhold § 2, stk. 3 og 4
|
| Ledetekst: | Soliditetsoplysning, afvisning af check. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved skrivelse af 14. marts 1992 indgav klageren, der er ejer af et aktieselskab og direktør for dette, en klage over indklagedes København afdeling. Klagen angik efter det oplyste indklagedes afvisning af at honorere 3 checks på tilsammen 48.234,88 kr. trukket på aktieselskabets driftskredit samt indklagedes afgivelse af soliditetsoplysninger om klageren til Eurocard Danmark og Diners Club (Den Danske Bank).
Ved skrivelse af 17. marts 1992 afviste sekretariatet klagen med henvisning til Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 2, hvorefter Ankenævnet alene behandler klager vedrørende private kundeforhold.
Klageren meddelte herefter ved skrivelse af 19. marts 1992, at klagen vedrørte både et erhvervsengagement og klagerens private engagement, da både selskabets og hans personlige engagement førtes hos indklagede.
Klageren har nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at man ikke har været berettiget til at afgive de omhandlede soliditetsoplysninger, og at man ikke har været berettiget til at afvise de omhandlede checks.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse for så vidt angår den del af klagen, der vedrører afgivelse af soliditesoplysninger, og om afvisning i medfør af vedtægternes § 2, stk. 2, for så vidt angår den del af klagen, der vedrører afvisning af checks.
Klageren har anført, at indklagede umiddelbart efter, at hans assistent den 2. marts 1992 havde overbragt selskabets perioderegnskab til afdelingen, spærrede alle hans konti hos indklagede. De pågældende checks, som selskabet havde udstedt den 28. februar og den 2. marts 1992, var indklagede ikke berettiget til at afvise, da der ikke var tale om manglende dækning eller spærring af kontoen på udstedelsestidspunktet. Indklagede har efterfølgende tilsendt Diners Club og Eurocard soliditetsoplysninger, der har medført, at hans kreditkort er blevet spærret. Klageren finder ikke, at indklagede har været berettiget til at fremsende disse soliditetsoplysninger, og det skridt, som indklagede har foretaget, har fuldstændig ødelagt klagerens kreditværdighed.
Indklagede har anført, at selskabets driftskredit blev lukket på grund af et utilfredstillende resultat, og fordi egenkapitalen var tabt. Klageren ejede selskabet og var selskabets direktør. Hans løn var hidtil trukket på selskabets driftskredit, og da denne blev lukket, kunne indklagede konstatere, at der nu ikke længere kunne udbetales løn til klager. Indklagede havde løbende besvaret soliditetsforespørgsler på klager vedrørende hans kreditkort hos Eurocard og Den Danske Bank (Diners). Den 5. marts 1992 modtog indklagede en ny forespørgsel fra Eurocard Danmark A/S. Med kendskab til klagerens manglende indtægtsgrundlag kunne indklagede ikke tilråde engagementet. Indklagede havde den 30. september 1991 afgivet en positiv oplysning om klager til Den Danske Bank. Denne oplysning blev på samme baggrund berigtiget ved indklagedes skrivelse af 4. marts 1992. Berigtigelsen skete i henhold til § 4 i bekendtgørelse nr. 122 af 11. marts 1988 om pengeinstitutters videregivelse af kreditoplysninger. Der er ikke begået fejl ved afgivelsen/berigtigelsen af soliditetsoplysningerne, og med sin viden om klagers manglende indtægtsgrundlag følte indklagede sig forpligtet til at fraråde engagementerne med klageren. De checks, der blev udstedt inden indklagedes spærring af driftskreditten, vedrører et erhvervsengagement, uanset at betalingerne skulle gå til klagers personlige regninger, hvorfor denne del af klagen bør afvises i medfør af vedtægternes § 2, stk. 2.
Ankenævnets bemærkninger:
Klagen vedrørende indklagedes afvisning af de omhandlede checks, der var trukket på aktieselskabets kassekredit, angår et erhvervsmæssigt kundeforhold og falder derfor uden for Ankenævnets kompetance, jfr. § 2, stk. 2 og 3, i Ankenævnets vedtægter.
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at de afgivne negative soliditetsoplysninger vedrørende klageren var uberettigede, og denne del af klagen tages derfor ikke til følge.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle den del af klagen, der angår indklagedes afvisning af de omhandlede checks trukket på aktieselskabets kassekredit. Den del af klagen, der angår de afgivne soliditetsoplysninger vedrørende klageren, tages ikke til følge.