Erstatning ved manglende indbetaling på ratepension.
| Sagsnummer: | 77/2004 |
| Dato: | 14-09-2004 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Tina Dhanda, Niels Bolt Jørgensen, Rut Jørgensen, Astrid Thomas |
| Klageemne: |
Ratepension - manglende indbetaling
Fejlekspedition - pensionskonti |
| Ledetekst: | Erstatning ved manglende indbetaling på ratepension. |
| Indklagede: | BG Bank (Danske Bank) |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Ved en fejl fra indklagedes side blev der for 2002 ikke foretaget indskud på klagerens privattegnede ratepension hos indklagede. Klagen vedrører klagerens krav på erstatning i denne forbindelse.
Sagens omstændigheder.
Klageren, der er født i 1947, har en privattegnet ratepensionsopsparing hos indklagede.
Den 17. december 1999 blev det aftalt, at der hvert år på ratepensionen skulle indbetales et beløb svarende til det såkaldte opfyldningsfradrag, der reguleres hvert år.
I december 2002 skulle der indbetales 37.600 kr. på ratepensionen. Ved en fejl fra indklagedes side blev indbetalingen ikke foretaget. Den manglende indbetaling medførte, at klageren ikke fik det skattemæssige fradrag, som hun havde forventet. Skattebetalingen af de 37.600 kr. er af klageren beregnet til 22.184 kr.
Med henblik på at begrænse tabet som følge af den manglende pensionsindbetaling foreslog indklagede, at klageren i 2003 via sin arbejdsgiver indbetalte 37.600 kr. på en arbejdsgiveradministreret ratepensionsordning, med henblik på, at klageren i 2003 kunne opnå fuldt skattemæssigt fradrag for beløbet. Det viste sig imidlertid ikke muligt at foretage indskud via arbejdsgiveren.
Indklagede foreslog herefter klageren at indbetale 37.600 kr. på den private ratepension hos indklagede. Klageren ville herved opnå skattemæssigt fradrag for beløbet fordelt over ti år. På baggrund heraf tilbød indklagede at kompensere klageren for den udskudte fradragsret ved betaling af 2.785 kr., svarende til forskellen mellem fradragsværdien ved en diskonteringsrente på 2,5% af 37.600 kr. i 2003 og fradragsværdien af samme beløb fordelt over ti år. Indklagede tilbød herudover en rentekompensation på 5% p.a. for skattebetalingen i et år, opgjort til 1.115 kr. Det samlede tilbud om erstatning udgjorde således 3.900 kr. (2.785 kr. + 1.115 kr.) Indklagede har under sagen korrigeret beløbet til 3.983 kr.
Parternes påstande.
Den 3. marts 2004 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede skal indbetale 37.600 kr. på hendes ratepensionskonto mod hendes betaling af 15.416 kr. (37.600 kr. ÷ 22.184 kr.) med fradrag af rentegodtgørelse og advokatomkostninger.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse mod betaling af 3.983 kr.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at den erstatning, som indklagede har tilbudt, er utilstrækkelig.
Den efterbetaling af skat på 22.348 kr., som hun måtte foretage for året 2002, er tabt for hende, da beløbet hverken nu eller senere kan bruges til pensionsindbetaling. Hvad hun kan bruge sin øvrige indtjening til, må være sagen uvedkommende.
På grund af hendes alder og arbejdsmæssige situation er det ikke givet, at hun vil forblive på arbejdsmarkedet i endnu ti år, hvorfor indklagedes forslag ikke er aktuelt for hende. Den eneste acceptable løsning er, at indklagede hurtigst muligt indbetaler det aftalte pensionsbeløb, og at hun til indklagede indbetaler pensionsbeløbet med fradrag af den skat, hun blev pålagt som følge af den manglende indbetaling i 2002 samt rentegodtgørelse og advokatomkostninger.
Indklagede har anført, at klageren har pligt til at begrænse sit tab. Klageren blev derfor opfordret til via sin arbejdsgiver at indsætte 37.600 kr. på en arbejdsgiveradministreret pensionsordning, hvorved hun i 2003 kunne opnå det fradrag, som hun havde mistet i 2002, uden at det medførte begrænsninger i fradraget for eventuelle private indbetalinger. Det blev først i forbindelse med indgivelsen af klagen til Ankenævnet sandsynliggjort, at klageren ikke havde mulighed for at foretage indskud via sin arbejdsgiver.
Klageren har alternativt mulighed for at begrænse sit tab ved at foretage et engangsindskud på 37.600 kr. på sin private ratepensionsordning og hermed opnå skattemæssigt fradrag for indbetalingen fordelt over ti år uden i øvrigt at begrænse muligheden for at foretage indskud på ordningen.
På den baggrund kan klagerens tab opgøres til 2.869 kr., som udgør forskellen mellem fradragsværdien af 37.600 kr. i 2002 og fradragsværdien af det samme beløb fordelt over perioden 2003-2012 opgjort med topskattebesparelse ved en diskonteringsrente på 2,5%, samt 1.115 kr., som udgør erstatning for den manglende forrentning af skattebetalingen i et år (59,33% x 37.600 kr. x 5%), i alt 3.983 kr.
Såfremt klageren ikke betaler topskat, men kun mellem- eller bundskat, kan fradragsværdien blive mindre. Indklagede er indforstået med, at opgørelsen af erstatningen genoptages, hvis fradragsværdien af pensionsfradraget på grund af klagerens indkomstforhold viser sig at blive mindre end forudsat.
Der er ikke grundlag for at pålægge indklagede at yde godtgørelse for klagerens udgifter til advokat.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Klageren har som skadelidt pligt til at begrænse sit tab og kan ikke opnå erstatning på et større beløb end det, hvortil hun ved rimelig indsats kan begrænse sit tab.
Det skattemæssige fradrag på 37.600 kr., som klageren på grund af indklagedes fejl ikke opnåede i 2002, kunne opnås i 2003 ved at foretage indskuddet via en arbejdsgiveradministreret ordning eller fordelt over ti år ved indbetaling af de 37.600 kr. som et engangsindskud på den eksisterende private ratepensionsordning.
Det må lægges til grund, at klageren ikke havde mulighed for at foretage indskuddet via sin arbejdsgiver, og opgørelsen af tabet må derfor ske på grundlag af klagerens mulighed for at foretage et engangsindskud på 37.600 kr. på sin private ordning hos indklagede.
Ankenævnet finder, at indklagede med den tilbudte erstatning på i alt 3.983 kr. fuldt ud har dækket klagerens tab ved, at det skattemæssige fradrag af de 37.600 kr. ikke kunne opnås i 2002, men i stedet fordeles over årene 2003-2012, samt klagerens rentetab som følge af, at indbetalingen på ratepensionsordningen blev forsinket i et år.
Ankenævnet finder ikke grundlag for at pålægge indklagede at godtgøre klageren dennes eventuelle omkostninger til advokat forud for indgivelsen af klagen. Det følger af § 16, stk. 1, i Ankenævnets vedtægter, at det ikke kan pålægges indklagede at godtgøre sagsomkostninger og gebyrer i forbindelse med klagesagens behandling.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.