Indsigelse mod kautionsforpligtelser.
| Sagsnummer: | 394/1998 |
| Dato: | 07-07-1999 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Peter Stig Hansen, Leif Nielsen, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Kaution - hæftelse
|
| Ledetekst: | Indsigelse mod kautionsforpligtelser. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Under denne sag har klagerne gjort indsigelse mod deres kautionsforpligtelser over for indklagede bl.a. begrundet i, at debitors kredit blev udvidet, efter at de havde givet indklagede meddelelse om, at de ønskede at blive frigjort for kautionerne.
Sagens omstændigheder.
Klagerne i denne sag er fire personer, A, B, C og D, som i 1996 var medstiftere af en selvejende institution (fond) med det formål at oprette og drive et socialpædagogisk opholdssted. Klagerne var ansat i institutionen.
Institutionen købte i 1996 en fast ejendom. Købet blev finansieret ved et lån i Nykredit på 700.000 kr. og et boliglån på 310.000 kr., som indklagede ved gældsbrev af 6. juni 1996 ydede institutionen. Ved kassekreditkontrakt af s.d. ydede indklagede endvidere en kredit på 50.000 kr. gældende til den 1. maj 1997.
Til sikkerhed for engagementet fik indklagede håndpant i et ejerpantebrev på 250.000 kr. i ejendommen. Ved separate kautionserklæringer påtog klagerne og to øvrige medstiftere, E og F, sig selvskyldnerkaution for institutionens engagement med indklagede begrænset til 60.000 kr. for hver.
Ultimo 1996 fratrådte A sin stilling, og i løbet af foråret 1997 fratrådte de øvrige klagere, i hvilken forbindelse institutionen fik en ny ledelse.
Klagerne har anført, at de i forbindelse med deres fratræden gav indklagede meddelelse herom, idet de samtidig fremsatte ønske om at blive frigjort for kautionsforpligtelserne, som skulle overtages af den nye ledelse.
Indklagede har anført, at klagerne enkeltvis rettede forespørgsel om den aktuelle saldo på engagementet, men at man først i forbindelse med indkaldelse til et møde den 2. juni 1997 blev underrettet om, hvem der var fratrådt, og hvem der ønskede at blive frigjort for deres kautionsforpligtelse. Det blev præciseret over for klagerne, at de først ville blive frigjort, såfremt kautionerne blev overtaget af andre.
Under mødet den 2. juni 1997 hos indklagede blev institutionens ledelsesmæssige og økonomiske situation drøftet. I mødet deltog A, B og C samt E og F, men ikke D, der netop var fratrådt.
Pr. mødedatoen var saldoen på kassekreditten ca. 60.000 kr. (negativ), idet der s.d. blev bogført en indbetaling på 138.520 kr. Den følgende dag blev der bogført en yderligere indbetaling på 38.080 kr. Beløbene udgjorde elevbetalinger fra det offentlige, der blev betalt forskudsvis. Institutionen havde et indestående hos indklagede på ca. 71.000 kr., der vedrørte Nykreditlånet.
Den 31. juli 1997 var saldoen på kassekreditten 326.336 kr. (negativ). Efter en indbetaling på 205.400 kr. den 1. august 1997 var saldoen denne dag 132.689 kr. (negativ).
Klagerne har anført, at det på mødet blev aftalt, at indeståendet på ca. 71.000 kr. skulle dække kassekreditten, således at de ikke havde nogen risiko for så vidt angår denne. E, der ønskede at fortsætte sit arbejde i institutionen sammen med den nye ledelse, tilbød under mødet at overtage kautionerne eventuelt sammen med den nye ledelse. Da indklagede ønskede tid til at få aftalt de nye kautionsforhold, blev der aftalt en midlertidig forlængelse af kassekreditten inden for maksimum på 50.000 kr. til den 1. august 1997 under forudsætning af en løsning omkring kautionsforpligtelserne til dette tidspunkt.
Indklagede har anført, at klagerne accepterede en forlængelse af kassekreditten til den 1. august 1997. Det var sædvanligt, at kassekreditten oversteg maksimumbeløbet på 50.000 kr., og man var uden indflydelse på, hvilke beløb, der blev hævet til driften af institutionen i perioden 2. juni - 1. august 1997. Da elevbetalingerne blev forudbetalt, var kautionisterne klar over, at engagementet ville stige.
Klagerne har fremhævet, at det af kontoudskrifterne fremgår, at saldoen på kassekreditten den 9. september 1997 var 677 kr. (negativ) og den 30. september 1997 389.625 kr. (negativ). Efter en indbetaling på 152.320 kr. den 1. oktober 1997 var saldoen denne dag 205.427 kr.
Ved skrivelse af 3. oktober 1997 til institutionens advokat erklærede Nykredit sig indforstået med, at klagerne blev frigjort fra deres kautioner for kreditforeningslånet under forudsætning af, at fem navngivne personer indtrådte som selvskyldnerkautionister.
Ved skrivelse af 10. oktober 1997 til advokaten accepterede indklagede, at klagerne blev løst fra kautionerne for engagementet med indklagede under forudsætning af, at fem navngivne personer - de samme som var anført i Nykredits skrivelse - indtrådte som selvskyldnerkautionister.
Den 10. oktober 1997 var saldoen på kassekreditten 241.987 kr. (negativ).
Der blev ikke underskrevet nye kautionsdokumenter, hverken vedrørende Nykreditlånet eller engagementet hos indklagede.
Ved to overførsler den 24. oktober og 20. november 1997 på 20.000 kr. og 51.000 kr., blev beløbet på 71.000 kr. vedrørende Nykreditlånet overført til kassekreditten.
Ved skrivelse af 11. december 1997 til indklagede opsagde klagerne via deres advokat kautionerne "med den virkning, at der ikke kan trækkes yderligere på de kreditter, som mine klienter er kautionister for".
Ved skrivelse af 17. december 1997 meddelte indklagede klagernes advokat, at trækket på kassekreditten ved modtagelsen af opsigelsen den 12. s.m. udgjorde 243.187 kr.
Den 6. januar 1998 opsagde indklagede kassekreditten. Saldoen var denne dag 186.996 kr. (negativ). Samtidig blev klagerne anmodet om hver at indbetale 60.000 kr. til indfrielse af kautionerne.
Institutionen blev i februar 1998 erklæret konkurs. Ved salget af den faste ejendom i forbindelse hermed opnåedes ikke dækning for boliglånet. Gælden i henhold til boliglånet blev den 29. maj 1998 opgjort til 313.268 kr.
Den 6. juni 1998 indfriede E og F deres kautioner.
Parternes påstande.
Den 26. november 1998 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede principalt tilpligtes at frigøre dem for kautionsforpligtelserne, subsidiært tildeles en påtale for sin håndtering af sagen samt rådgivning.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse. For så vidt angår klagernes subsidiære påstand har indklagede nedlagt påstand om afvisning.
Parternes argumenter.
Klagerne har anført, at indklagede ydede mangelfuld rådgivning i forbindelse med etableringen af institutionen. De lagde vægt på, at institutionen skulle drives af de ansatte. Med den etablerede finansiering var den forudsigelige løbende udskiftning af de ansatte problematisk. Indklagede var bekendt med, at de på dette punkt ikke havde andre professionelle rådgivere, hvilket skærper ansvaret. Selv om de havde givet indklagede meddelelse om, at de ønskede at udtræde som kautionister, blev kassekreditten uden deres samtykke forlænget efter udløbstidspunktet den 1. maj 1997. Aftalen den 2. juni 1997, hvorefter indeståendet på 71.000 kr. skulle dække kassekreditten, således at de ikke havde nogen risiko for så vidt angår denne, blev ikke overholdt af indklagede. Tværtimod udvidede indklagede kreditten med yderligere ca. 330.000 kr., ligesom man uden at indhente deres samtykke lod kassekreditten fortsætte ud over den aftalte forlængelse til den 1. august 1997. Forlængelsen skete alene med henblik på godkendelse af de nye kautionister. De fik først kendskab til indklagedes stillingtagen hertil i november 1997. Såfremt indklagede ikke havde tilladt overtræk på kassekreditten, var de nyansatte ikke sprunget fra. Da indklagede i november 1997 godkendte de nye kautionister, var fonden økonomisk kørt af sporet. Trækket på kassekreditten udgjorde den 9. september 1997 677 kr. Den 30. september 1997 var trækket forøget til 389.625 kr. Indklagede havde ved engagementets etablering opfordret til at foranledige elevbetalingerne betalt forskudsvis. Ved årsskiftet 1997/98 tilbageholdt indklagede de forudbetalte elevbetalinger, hvilket medførte, at driften af institutionen måtte ophøre, og at ledelsen så sig nødsaget til at indgive konkursbegæring. Indklagede bør frigøre dem for deres kautionsforpligtelser, idet det ville være stridende mod redelig handlemåde at gøre disse gældende. Subsidiært bør indklagede tildeles en påtale for sin håndtering af sagen samt rådgivning.
Indklagede har anført, at klagerne ved etableringen af institutionen blev bistået af en advokat og et revisionsselskab. Ved oprettelsen af kassekreditten og boliglånet og tilhørende kautioner blev dokumenterne nøje gennemgået med klagerne. Det bestrides, at man opfordrede til at søge elevbetalingerne udbetalt forskudsvis. Man blev først bekendt hermed, da institutionen økonomisk var ved at bryde sammen. På mødet den 2. juni 1997 accepterede klagerne en forlængelse af kassekreditten. Bevægelserne på kassekreditten afveg i den efterfølgende periode ikke så væsentligt fra den hidtidige drift, at indklagede havde en selvstændig forpligtelse til at reagere herpå. Der var sædvanligvis et betydeligt træk på kontoen umiddelbart inden næste forudbetaling fandt sted. Uden den samtidige forudbetaling på 138.520 kr. den 2. juni 1997 var trækket på kassekreditten således 203.433 kr. Ved udgangen af juni måned 1997 var saldoen 293.366 kr., igen forud for forskellige indbetalinger. Det var således sædvanligt, at kassekreditten oversteg maksimumbeløbet, og det er derfor ikke korrekt, at man tillod yderligere gældsstiftelse. Klagerne var bekendt med de forskudsvise betalinger til institutionen, og at det forhold, at kassekreditten med indestående på 71.000 kr. kunne nedbringes til 0 den 2. juni 1997, alene skyldtes forudbetalingerne. Under hensyn til, at klagerne alene accepterede en forlængelse af kreditten til den 1. august 1997, er man indforstået med at lægge saldoen pr. 31. juli 1997 på 326.156 kr. til grund for opgørelsen af kautionerne. Hertil kommer gælden i henhold til boliglånet, som klagerne ligeledes hæfter for. Efter realisationen af institutionens aktiver og indfrielse af E's og F's kautioner overstiger engagementet væsentligt klagernes samlede kautionsforpligtelse på 240.000 kr. Klagerne er løbende blevet orienteret om, at de først blev frigjort for kautionerne, når disse blev overtaget af andre. Meddelelsen om, at de nyansatte var accepteret som kautionister blev fremsendt til den advokat, der repræsenterede institutionen, og det kan ikke bebrejdes indklagede, såfremt klagerne ikke blev gjort bekendt hermed. Klagerne har selv fremprovokeret, at kassekreditten blev lukket ved at opsige kautionerne, uden at disse var overtaget af de nyansatte. Til støtte for afvisningspåstanden har indklagede anført, at Ankenævnet alene kan behandle økonomiske krav.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at indklagedes rådgivning i forbindelse med etableringen af den selvejende institutions engagement og klagernes kautionsforpligtelser herfor har været mangelfuld, og der er heller ikke oplyst andre omstændigheder i forbindelse med stiftelsen af kautionsforpligtelserne, som kan medføre, at disse ikke er bindende for klagerne.
På mødet den 2. juni 1997 opsagde klagerne ikke over for indklagede deres kautionsforpligtelser, idet de med henblik på, at kautionerne skulle overtages af de nye medarbejdere ved institutionen, accepterede, at engagementet fortsatte, foreløbig indtil den 1. august 1997, og klagerne opsagde først deres kautioner ved skrivelsen af 11. december 1997 fra deres advokat. Trækket på kassekreditten svingede meget, og det findes ikke at kunne bebrejdes indklagede, at denne i tiden efter den 2. juni 1997 ligesom i tiden forud herfor tillod væsentlige overtræk, ligesom Ankenævnet ikke finder grundlag for at fastslå, at det skyldtes forhold fra indklagedes side, at de nye medarbejderes overtagelse af kautionerne trak ud og - uanset indklagedes accept - endte med ikke at blive gennemført. Hertil kommer, at der ikke er grundlag for at antage, at klagernes kautionsforpligtelser ikke ville være blevet gjort gældende for deres fulde beløb, såfremt indklagede havde opsagt kassekreditten på 1. august 1997, således at driften af institutionen var blevet standset på dette tidspunkt. Det bemærkes herved, at kautionsforpligtelserne tillige omfattede boliglånet på godt 300.000 kr., og at det ikke kan antages, at et tidligere salg af institutionens ejendom ville have medført, at indklagede havde fået hel eller delvis dækning for boliglånet.
Som følge af det anførte
Klagen tages ikke til følge.