Krav om dækning af omkostninger ved mortifikation af ejerpantebrev.
| Sagsnummer: | 123 /2008 |
| Dato: | 03-09-2008 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Troels Hauer Holmberg, Karin Ladegaard, Erik Sevaldsen, Karin Sønderbæk |
| Klageemne: |
Ejerpantebrev - omkostninger ved mortifikation
|
| Ledetekst: | Krav om dækning af omkostninger ved mortifikation af ejerpantebrev. |
| Indklagede: | Jyske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens krav om dækning af omkostninger ved mortifikation af et ejerpantebrev.
Sagens omstændigheder.
I 1968 blev klageren kunde i Jyske Bank.
I 1974 købte klageren en fast ejendom.
I 1976 blev der tinglyst et ejerpantebrev på 11.000 kr. i ejendommen. Anmelder ifølge ejerpantebrevet var Jyske Bank. Meddelelser i henhold til retsplejelovens § 561 m.v. skulle sendes til Jyske Bank, der også var bemyndiget til at underskrive påtegninger af enhver art på ejerpantebrevet. Ejerpantebrevet havde oprykkende panteret efter syv kreditforeningslån/private pantebreve på i alt ca. 225.000 kr. Parterne har under sagen fremlagt en tinglysningsgenpart af ejerpantebrevet. Ifølge genparten har klageren underskrevet det originale ejerpantebrev som debitor (i genparten angivet med maskinskrift).
Ved en påtegning af 3. juli 1981 udfærdiget af Jyske Bank rykkede ejerpantebrevet for et kreditforeningslån på 127.000 kr.
I 1997 overførte klageren sit engagement med Jyske Bank til et andet pengeinstitut, P. Klageren har anført, at han via P har fået oplyst, at det overførte engagement bestod af en selvpension, en kapitalpension og to lønkonti tilhørende henholdsvis ham og hans ægtefælle.
I begyndelsen af 2008 rettede klageren henvendelse til Jyske Bank, der ikke var i besiddelse af ejerpantebrevet.
Klageren fik iværksat en mortifikationssag via en advokat, som den 4. juli 2008 sendte klageren en regning til på 4.068,48 kr. vedrørende sagen. Klageren har under sagen endvidere fremlagt et bilag for en overførsel på 175 kr. til tinglysningskontoret i Holstebro til dækning af gebyr for en kopi af akten.
Parternes påstande.
Den 11. marts 2008 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Jyske Bank skal betale 4.243,48 kr. plus portoudgifter.
Jyske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han ikke har underskrevet ejerpantebrevet, som således er oprettet af banken uden hans vidende eller samtykke. Banken bør derfor betale omkostningerne ved at få det fjernet.
Han opdagede ejerpantebrevet i begyndelsen af 2008, hvor ejendommen blev vurderet af en ejendomsmægler. Han blev overrasket over ejerpantebrevet, som han ikke kendte til.
Han og hans ægtefælle har aldrig haft lån i Jyske Bank og har aldrig kautioneret for nogen. Der har således ikke været nogen anledning til at oprette ejerpantebrevet.
Da han ikke kendte til ejerpantebrevet, kunne han ikke gøre indsigelse tidligere end sket.
Det kan ikke, som anført af banken, påhvile ham at dokumentere, at han aldrig har underskrevet og givet det pågældende ejerpantebrev i håndpant til Jyske Bank, hvilket ville være umuligt.
Årsagen til, at banken ikke kan fremlægge dokumentation for, at ejerpantebrevet blev udleveret i forbindelse med kundeforholdets ophør, er, at det ikke blev udleveret.
Jyske Bank har anført, at det ikke har været muligt at finde frem til omstændighederne i forbindelse med ejerpantebrevets oprettelse, tinglysning og håndpantsætning.
Det må formodes, at ejerpantebrevet i forbindelse med kundeforholdets ophør i 1997 blev udleveret til klageren eller oversendt til det nye pengeinstitut. Ifølge bogføringslovens regler var man alene forpligtet til at opbevare dokumentation for ejerpantebrevets udlevering fem år.
Kundeforholdet ophørte for mere end fem år siden. Banken er ikke længere i besiddelse af dokumenter fra kundeforholdet, herunder dokumentation for, at ejerpantebrevet blev udleveret. Ifølge Ankenævnets praksis kan det på nuværende tidspunkt ikke pålægges banken at føre bevis for, at ejerpantebrevet er udleveret.
Det må være klagerens bevisbyrde at dokumentere, at han aldrig har underskrevet og givet det pågældende ejerpantebrev i håndpant til banken. Denne bevisbyrde har klageren ikke løftet.
Klagerens eventuelle krav er forældet. Der er tale om et erstatningskrav i kontrakt, som er undergivet den 20-årige forældelsesfrist i medfør af Danske Lovs 5-14-4. Forældelsesfristen løber fra kravets stiftelse (tinglysning), det vil sige den 9. februar 1976, og kravet var derfor forældet i 1996.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Klagerens forklaring om, at han ikke har underskrevet det omhandlede ejerpantebrev, som blev tinglyst i 1976, har formodningen imod sig.
Klagerens kundeforhold med Jyske Bank blev overført til et andet pengeinstitut i 1997. Det må formodes, at ejerpantebrevet i den forbindelse blev udleveret til klageren eller oversendt til klagerens nye pengeinstitut. I overensstemmelse med Ankenævnets faste praksis findes det ikke på nuværende tidspunkt at kunne pålægges banken at føre bevis herfor.
Klagerens påstand om, at banken skal godtgøre omkostningerne ved mortifikationen af ejerpantebrevet tages derfor ikke til følge.
Som følge herafKlagen tages ikke til følge.